Efterlysning: Nu skal Holbæk Kommunes bedste bevaringsværdige huse kåres!

PRESSEMEDDELELSE
I anledning af ’Arkitekturens Dag’, der fejres over hele landet mandag d. 7. oktober 2019, efterlyser interesseorganisationen Historiske Huse nu sammen med Holbæk Kommune, FBL-Holbæk og Museum Vestsjælland de bedst bevarede huse i Holbæk Kommune.

Holdet bag efterlysningen har en klar agenda: At sætte fokus på de mange bevaringsværdige huse, der ligger spredt over hele Holbæk Kommune, og som er med til at give kommunens byer og steder karakter. Det er huse, der ikke bare er smukke at se på, men som i lige så høj grad fortæller historier om de mennesker, der har tegnet dem, bygget dem og levet i dem gennem årene.

De historier er vigtige – og vi skal passe godt på dem:

’Vi tænker ikke nødvendigvis over, at vores hverdagsarkitektur og de huse, vi bor i, er med til at fortælle nutidige og fremtidige generationer om samfundsudviklingen. Husene er vigtig kulturarv og de repræsenterer en historie, som er med til at binde os sammen lokalt og gøre os stolte’,

fortæller viceborgmester John Harpøth, der også er formand for Holbæk Kommunes Bygningsbevaringsfond.

Det vrimler med interessante huse i Holbæk – hjælp os med at finde dem
Alle borgere i Holbæk Kommune opfordres nu til at komme med forslag til bevaringsværdige huse, der bør modtage Historiske Huses flotte bronzeplakette og den hæder, der følger med.

’De gamle huse er ikke bare smukke at se på – til tider er de også hårdt arbejde, der kræver, at ejerne bruger tid og penge på dem. Nu beder vi Holbæk Kommunes borgere om hjælp til at finde de lokale ildsjæle, der går den ekstra mil for, at vi alle har noget interessant at se på og historie at spejle os i’,

fortæller Birthe Iuel, præsident i Historiske Huse – en interesseorganisation, der rådgiver og hjælper ejerne af landets fredede og bevaringsværdige bygninger.

Sådan indstiller du dit yndlingshus
Har du et yndlingshus, som du mener skal have chancen for at modtage hædersprisen, skal du sende et billede af huset sammen med en kort beskrivelse af, hvorfor netop dette hus er noget særligt til
bygningsbevaring@holb.dkeller via instagram med hashtagget ’Bevaringsværdigeholbæk’.

Alle forslag offentliggøres løbende på www.holbaek.dk/bygningsbevaring

Projektet kører indtil 31. december 2019. Alle indkomne forslag behandles af et panel bestående af repræsentanter fra Holbæk Kommune, FBL-Holbæk, Museum Vestsjælland og Historiske Huse. Der udvælges 10 huse, som gratis modtager bronzeplaketten primo 2020.

 

FAKTA

Om plaketten

  • Tegnet af arkitekt maa. Bue Beck for organisationen Historiske Huse
  • Udført i bronze med indgraveringen ’Kulturarv’
  • Kun til opsætning på bygninger med høj bevaringsværdi
  • Produceret i Danmark

For yderligere information

  • Nana Weien Okholm, sekretariatsleder Historiske Huse
    Mail nwo@historiskehuse.dk Telefon 21 91 84 81
  • Rasmus Uhrbrand Damkjær, afdelingsleder Plan og Byg, Holbæk Kommune
    Mail rahdo@holb.dkTelefon: 72 36 11 49

 

 

 

 

BYFOs årsberetning 2018/2019

Året der gik

 

I juni 2019 valgte landet en ny regering. Med rød bloks sejr overtog Socialdemokratiet regeringsmagten og dermed fik vi også en ny kulturminister, den socialdemokratiske Joy Mogensen.

Som tidligere borgmester i Roskilde Kommune – og tidligere bestyrelsesformand for Vikingeskibsmuseet (der efter ønske fra museets bestyrelse blev affredet under den tidligere kulturminister) – har vi store forventninger til, at Joy Mogensen ikke blot kender kulturområdet indgående, men at hun også har erfaret hvilke udfordringer, der er forbundet med at eje og administrere landets fredede bygninger. Vi venter endnu spændt på kulturministerens politiske udspil, men vi byder hende velkommen og glæder os til samarbejdet. For noget skal ske.

Hvis vi som samfund fortsat ønsker en rig bygningskultur, skal ejerne have bedre vilkår, end dem, samfundet byder dem i dag. De sidste års politiske vinde har ikke blæst til fordel for ejerne af de fredede bygninger, som fortsat lever med en rekordlav skatteværdi af forfald-pr-år-fradragene og en pulje af direkte støttemidler, som ikke har udviklet sig over de sidste mange årtier.

Derfor er BYFO i skrivende stund ved at råbe samtlige kulturordførerne op for at forklare dem, at ejerne hverken er guldrandede eller særligt privilegerede. Tværtimod.

Vi fortsætter ufortrødent vores politiske benarbejde som den eneste forening, der taler ejernes sag overfor myndigheder og politikere. Vi råber højt, men heldigvis bliver vi ofte hørt og inddraget. Med en stigende medlemsstrømning – også af ejere med bevaringsværdige bygninger – mærker vi, at vores berettigelse er større end aldrig før.

I årsberetningen kan du blandt andet læse mere om hvilke medlemsservices, vi tilbyder vores medlemmer og hvilke projekter vi har gennemført – og hvad de bidrager med til vores politiske arbejde.

Du kan læse årsberetningen her. Vi ønsker jer god læselyst!

DR Dokumentar: Dronningens slotte

Unikt indblik i fire af Kongehusets mest berømte slotte og boliger

På nært hold følger DR en veloplagt Dronning Margrethe, der viser rundt og passioneret fortæller om de storslåede, guldbelagte riddersale, og lukker op til et sjældent indblik i mange af de private kamre, hvor tv-kameraerne ellers ikke kommer. Dronning Margrethe viser blandt andet rundt i hendes egne to palæer på Amalienborg. Tv-holdet er med hende på mezzaninen under taget, hvor hun fortæller om sin egen indretning af de små gæsteværelser til de store festsale, som ofte danner rammen ved repræsentationer, fester og officielle gøremål.

Programmerne følger også Dronning Margrethe rundt på Marselisborg Slot, der er hendes private ejendom. Her tager hun holdet med rundt i de private værelser og fortæller om sit forhold til blomster, indretning, kunst og ikke mindst et ægteskab, der rummer to selvstændige kunstnere.

På Fredensborg Slot fortæller Dronningen om sin opvækst og mødet med en stor del af verdens ledere, der alle har ridset deres navne i slottets ruder.

Gråsten Slot er indbegrebet af ferie for Dronning Margrethe og hele den kongelige familie, som traditionelt samles til træf på slottet hver sommer. Dronningen viser rundt i stuerne og haven og fortæller om, hvorfor det stort set står uberørt fra hendes mor og fars tid, og ikke mindst om sit eget forhold til døden og livet.

Alle fire programmer kan streames på DR indtil foråret 2020. 

Håndtag til alle – nu med 10 % rabat

Det er en fornøjelse at besøge en bygning, hvor der er tænkt over detaljen og alt passer sammen æstetisk og funktionelt. En af de små ting, der kan gøre en stor forskel er dørhåndtagene.

Et rigtigt dørhåndtag kan være prikken over i’et, hvis det er afpasset med arkitekturen. Til gengæld kan de forkerte håndtag også forstyrre frygtelig meget. En flot fyldningsdør skal bare ikke have tarvelige plastichåndtag.

Klassiske dørgreb produceret i Danmark

I en lang periode var det svært at finde de rigtige håndtag, hvis de originale var gået tabt. Sådan er det heldigvis ikke længere. Flere er begyndt at fremstille dørgreb og rosetter fra forskellige stilperioder. En af dem er Genbyg.dk, som har et bredt udvalg af klassiske greb og rosetter til døre både i træ, messing og forkromede designergreb.

De klassiske, danske dørgreb med tilhørende halse og nøgleskilte, er udført i nøjagtig kopi efter originale greb fra 1860 – 1950. Grebene fås i forskellige træsorter og varianter med forskellige halse og nøgleskilte.

Drejes, poleres og imprægneres…

Dørgrebene drejes hos en snedker i Haslev på Sjælland, halse og nøgleskilte produceres i hhv. Jylland og på Sjælland og alle dele forarbejdes efterfølgende i Genbyg.dk’s værksted på Amager. Her bliver grebene lagt i oliebad og efterfølgende poleret, hvorefter halse og nøgleskilte poleres og imprægneres med olie, inden det hele samles til et sæt.

Du kan købe det som hele dørgrebssæt inkl. nøgleskilte og dørhalse. Hvis du blot mangler reservedele til dine dørgreb, kan du købe det som løsdele: dørgreb, dørhalse, nøgleskilte, firkantpind, låsepinde, styrebøsninger og skruer.

Se hvad der passer til netop dit hus her. Er du medlem under Historiske Huse får du 10 % rabat.

Gå på opdagelse i gemmerne hos Danmarks største genbrugsbyggemarked

Med missionen om, at bæredygtighed betaler sig både økonomisk, socialt og ikke mindst af hensyn til miljøet har Genbyg siden 1998 specialiseret sig i opkøb og videresalg af genbrugsmaterialer. Hos Genbyg finder du ex døre og vinduer, skabe, gulve og fliser, elartikler og møbler.

Synes du, at der er for langt til Amager, kan du finde alle Genbygs varer på deres webshop og få dem fragtet hjem til dig. Se mere på hjemmesiden, hvor der dagligt kommer nye varer på webshoppen.