Efterlysning: Nu skal Holbæk Kommunes bedste bevaringsværdige huse kåres!

PRESSEMEDDELELSE
I anledning af ’Arkitekturens Dag’, der fejres over hele landet mandag d. 7. oktober 2019, efterlyser interesseorganisationen Historiske Huse nu sammen med Holbæk Kommune, FBL-Holbæk og Museum Vestsjælland de bedst bevarede huse i Holbæk Kommune.

Holdet bag efterlysningen har en klar agenda: At sætte fokus på de mange bevaringsværdige huse, der ligger spredt over hele Holbæk Kommune, og som er med til at give kommunens byer og steder karakter. Det er huse, der ikke bare er smukke at se på, men som i lige så høj grad fortæller historier om de mennesker, der har tegnet dem, bygget dem og levet i dem gennem årene.

De historier er vigtige – og vi skal passe godt på dem:

’Vi tænker ikke nødvendigvis over, at vores hverdagsarkitektur og de huse, vi bor i, er med til at fortælle nutidige og fremtidige generationer om samfundsudviklingen. Husene er vigtig kulturarv og de repræsenterer en historie, som er med til at binde os sammen lokalt og gøre os stolte’,

fortæller viceborgmester John Harpøth, der også er formand for Holbæk Kommunes Bygningsbevaringsfond.

Det vrimler med interessante huse i Holbæk – hjælp os med at finde dem
Alle borgere i Holbæk Kommune opfordres nu til at komme med forslag til bevaringsværdige huse, der bør modtage Historiske Huses flotte bronzeplakette og den hæder, der følger med.

’De gamle huse er ikke bare smukke at se på – til tider er de også hårdt arbejde, der kræver, at ejerne bruger tid og penge på dem. Nu beder vi Holbæk Kommunes borgere om hjælp til at finde de lokale ildsjæle, der går den ekstra mil for, at vi alle har noget interessant at se på og historie at spejle os i’,

fortæller Birthe Iuel, præsident i Historiske Huse – en interesseorganisation, der rådgiver og hjælper ejerne af landets fredede og bevaringsværdige bygninger.

Sådan indstiller du dit yndlingshus
Har du et yndlingshus, som du mener skal have chancen for at modtage hædersprisen, skal du sende et billede af huset sammen med en kort beskrivelse af, hvorfor netop dette hus er noget særligt til bygningsbevaring@holb.dkeller via instagram med hashtagget ’Bevaringsværdigeholbæk’.

Alle forslag offentliggøres løbende på www.holbaek.dk/bygningsbevaring

Projektet kører indtil 31. december 2019. Alle indkomne forslag behandles af et panel bestående af repræsentanter fra Holbæk Kommune, FBL-Holbæk, Museum Vestsjælland og Historiske Huse. Der udvælges 10 huse, som gratis modtager bronzeplaketten primo 2020.

 

FAKTA

Om plaketten

  • Tegnet af arkitekt maa. Bue Beck for organisationen Historiske Huse
  • Udført i bronze med indgraveringen ’Kulturarv’
  • Kun til opsætning på bygninger med høj bevaringsværdi
  • Produceret i Danmark

For yderligere information

  • Nana Weien Okholm, sekretariatsleder Historiske Huse
    Mail nwo@historiskehuse.dk Telefon 21 91 84 81
  • Rasmus Uhrbrand Damkjær, afdelingsleder Plan og Byg, Holbæk Kommune
    Mail rahdo@holb.dkTelefon: 72 36 11 49