Historiske huse har stået i mange år og kan leve mange år endnu, fordi de er bygget holdbart og er opført af traditionelle byggematerialer, der har en god modstandsevne. Det tager f.eks. noget tid for en brand at ødelægge massivt tømmer, og mursten og puds kan godt tåle opfugtning, hvis blot murværket kan komme af med fugten igen. Men på andre måder er de historiske bygninger sårbare. I store u-opdelte loftsrum kan en brand f.eks. brede sig lynhurtigt, og i utætheder og hulrum i vægge og etageadskillelser kan gløder, gasser og ild brede sig uset og bryde frem et helt andet sted i huset.
Den rigtige sikringsløsning vil altid være afhængig af den konkrete bygning og situation. Det er også vigtigt at huske, at løbende vedligeholdelse er en del af en god forebyggelse og at vedligeholdelse ofte er afgørende for, at de enkelte sikringstiltag virker. Hvordan du vedligeholder dit historiske hus, kan du finde mere information om under menupunktet ‘Istandsættelse’.