BYFOs årsberetning 2018/2019

Året der gik

 

I juni 2019 valgte landet en ny regering. Med rød bloks sejr overtog Socialdemokratiet regeringsmagten og dermed fik vi også en ny kulturminister, den socialdemokratiske Joy Mogensen.

Som tidligere borgmester i Roskilde Kommune – og tidligere bestyrelsesformand for Vikingeskibsmuseet (der efter ønske fra museets bestyrelse blev affredet under den tidligere kulturminister) – har vi store forventninger til, at Joy Mogensen ikke blot kender kulturområdet indgående, men at hun også har erfaret hvilke udfordringer, der er forbundet med at eje og administrere landets fredede bygninger. Vi venter endnu spændt på kulturministerens politiske udspil, men vi byder hende velkommen og glæder os til samarbejdet. For noget skal ske.

Hvis vi som samfund fortsat ønsker en rig bygningskultur, skal ejerne have bedre vilkår, end dem, samfundet byder dem i dag. De sidste års politiske vinde har ikke blæst til fordel for ejerne af de fredede bygninger, som fortsat lever med en rekordlav skatteværdi af forfald-pr-år-fradragene og en pulje af direkte støttemidler, som ikke har udviklet sig over de sidste mange årtier.

Derfor er BYFO i skrivende stund ved at råbe samtlige kulturordførerne op for at forklare dem, at ejerne hverken er guldrandede eller særligt privilegerede. Tværtimod.

Vi fortsætter ufortrødent vores politiske benarbejde som den eneste forening, der taler ejernes sag overfor myndigheder og politikere. Vi råber højt, men heldigvis bliver vi ofte hørt og inddraget. Med en stigende medlemsstrømning – også af ejere med bevaringsværdige bygninger – mærker vi, at vores berettigelse er større end aldrig før.

I årsberetningen kan du blandt andet læse mere om hvilke medlemsservices, vi tilbyder vores medlemmer og hvilke projekter vi har gennemført – og hvad de bidrager med til vores politiske arbejde.

Du kan læse årsberetningen her. Vi ønsker jer god læselyst!