Det modernistiske etagehus

Stilarten fik sit gennembrud i 1950’erne med de første danske højhuse. Husene anvendte en industrialiseret byggeteknik med bærende jernbetonkonstruktioner og præfabrikerede facadeelementer. Det arkitektoniske udtryk var rendyrket moderne. Bygningerne fremstod som strukturelle volumener eller kubiske skulpturer.

Jugend-etagehuset

Den internationale jugendstil brød igennem i 1890’erne og varede til omkring 1915. Stilen blev også kaldt art nouveau og i Danmark ofte skønvirke. Ideen var, at verden var ny! Derfor skulle bygninger have nye udtryk, der var helt uden historiske referencer.

Det sene nationalromantiske etagehus

Stilarten opstod omkring 1905 og praktiseredes til slutningen af 1920’erne. Det var en modnet fortsættelse af den tidlige nationalromantik. Teglstenshusene var karakteristiske med deres konsekvente brug af den rustikke, røde teglsten til facadernes bygningsdele – karnapper, frontispicer og gesimser.

Etagehuset i den funktionelle tradition

Stilarten opstod i slutningen af 1930’erne og dominerede boligbyggeriet frem til 1960’erne. Den ambitiøse stilart kombinerede den danske byggetradition – præcise bygningskroppe af teglsten med sadeltag – med kravet om funktionelle boliger indrettet til et moderne familieliv og dertil hørende altaner og rekreative arealer.

Det håndværker-historicistiske etagehus

Stilarten opstod som en følge af byggeboomet i 1880’erne og varede frem til begyndelsen af 1900-tallet. Det var økonomisk byggeri med beskedne lejlighedsstørrelser. Facaden var direkte inspireret af facadeskemaet fra renæssancens huse med en markant sokkel og indrammede vinduer placeret symmetrisk i facaden.

Det tidlige nationalromantiske etagehus

Stilarten brød igennem i 1890’erne og forsvandt gradvist i 1900-tallets første årti. Stilarten var grænsebrydende, idet den hentede sine arkitekturmotiver fra den ældre anonyme danske og skandinaviske bygningskultur. Bygningerne var sammensatte med forskellige stemningsfulde elementer som tårne, tagkviste, felter med bindingsværk og mønstermurværk.

Tæt-lav-bevægelsens huse

Tæt-lav-bevægelsen begyndte i 1970’erne. Ideen var at skabe trivsel for beboerne i tætte, lave og overskuelige bebyggelser med adgang til terræn. Bebyggelserne fremstod som arkitektoniske helheder grupperet omkring byrum. Man var inspireret af selvgroede sydeuropæiske middelalderbyer, engelske havebyer og danske andelsbyer.

Type-etagehuset

Stilarten var resultatet af et standardiseret byggesystem, der blev udviklet i 1960’erne. Ideen var at skabe rummelige og moderne boliger på en rationel og økonomisk måde. Bygningernes skelet, dæk og vægge bestod af præfabrikerede betonelementer. Facaderne kunne beklædes med betonelementer, skalmure af teglsten og træpartier.

Etagehuset i international funkis

Stilarten fik sit gennembrud i 1930 og varede årtiet ud. Den blev en forløber for den efterfølgende modernisme. Stilarten adopterede helhjertet formsproget fra den internationale funktionalisme. Hvide vægge – glatpudsede eller støbt i jernbeton – flade tage, tagterrasser, store glaspartier og især hjørnevinduer var karakteristiske.

Det historicistiske etagehus

Stilen opstod i 1850’erne og blev praktiseret frem til det første årti af 1900-tallet. Bygningerne havde som de italienske renæssancehuse en markant sokkel, bygningens base, og symmetrisk placerede vinduer, der var indrammet af natursten eller cementpudset murværk.

Etagehuse i national funkis

Stilarten prægede 1930’erne. Den var inspireret af den internationale funktionalismes nye formsprog, hvor facadernes vandrette orientering adskilte sig fra de traditionelle lodret orienterede facader. Den danske version af funktionalismen oversatte de moderne strømninger til en teglstensarkitektur med enkle kubiske bygningskroppe.

Det nyklassicistiske etagehus

Ideen bag det nyklassicistiske etagehus var bygninger og hele boligkomplekser, som blev enkelt udformet i stram geometri. Målet var at skabe en helhed af harmoni og orden. Stilarten var udbredt fra 1915 og frem til midten af 1930’erne.