I 1950’erne blev den ventede og epokegørende industrialisering af byggeriet til virkelighed. Højhusene blev modernismens ambitiøse flagskibe – billedet på “den fagre nye verdens muligheder”. Etagehusene blev bygget med bærende skeletter af stål og jernbeton; bygningsdele som etagedæk, facader, indervægge, trapper, altaner og tagelementer blev seriefremstillet på fabrik og siden monteret som samlesæt på byggepladsen.
Med den korte produktionstid pr. opført boligenhed kunne efterkrigstidens boligmangel afhjælpes effektivt. De modernistiske etagehuse var en krævende stilart; i den lille skala skulle de præfabrikerede bygningselementer sammenstilles til sunde og rummelige boliger, og i den store skala skulle elementerne give de store bygningsvolumener et karakterfuldt udtryk.
Punkthusene, der havde en tilnærmelsesvis kvadratisk grundplan med adgang til boligerne fra en centralt placeret trappe/elevatorkerne, kunne fremstå som skulpturellemonolitter i det åbne landskab eller som monumentale pejlemærker i bymæssige områder. Ved de skiveformede højhuse med aflange rektangulære grundplaner var facaderne store strukturerede flader. Bygningernes solfacade – med opholdsrummene – kunne fremstå som en raffineret komposition af transparente glaspartier, tredimensionelle altaner og lukkede facadepartier.
Adgangsfacaden havde som regel et mere enkelt udtryk; foregik adgangen til lejlighederne via altangang, fik facaden et tydeligt horisontalt præg. De skiveformede højhuses boligetager hvilede ofte på en lidt tilbagetrukket baselignende stueetage, der sammen med højhusets forenklede gavle og tagkonstruktionens slanke konturer indrammede facaden.
Det var vigtigt for den modernistiske arkitektur, at højhusene fremstod som helheder – med en konstruktiv klarhed; de skulle være både robuste og elegante. De store facaders arkitektoniske kvalitet var afhængig af facadeelementernes udformning. Elementerne blev omhyggeligt bearbejdet, så de fremstod med elegante proportioner og en raffineret maskinel stoflighed. For stofligheden var det afgørende, at betonelementerne patinerede smukt. I 1970’erne blev det industrielle byggesystem videreudviklet, så det kunne honorere kravet om mere varierede og komplekse bygningskroppe og lejlighedstyper; for eksempel det terrasserede etagehus.
Anbefalinger
Bygningsdele og overflader
Det modernistiske hus er en konstruktion, opbygget som et samlesæt af ganske få forskellige elementer, der i sin helhed skal fremstå som et enkelt og elegant volumen. De enkelte elementers proportioner, stoflighed og måden de er sammensat på, er afgørende for helhedsudtrykket. Det vil sige, at selv mindre ændringer af facadekomponenterne kan have stor effekt.
Facaderne kan have en tredimensionel reliefvirkning via vekselvirkningen mellem åbne altaner og lukkede facadepartier, ligesom der kan være et spil mellem transparente flader – og massive flader. Lukker man eksisterende altaner med glasindramninger, ændrer det bygningens tredimensionelle udtryk. Facadematerialernes stoflighed – matte, blanke, ru eller glatte – deres reaktioner i forskelligt vejrlig, og især deres patinering er afgørende for husets samlede udtryk.
Betonelementer i en god kvalitet, med ru eller glittede over- flader, har et stort register i det stoflige udtryk i modsætning til malerbehandlede betonoverflader. Metaller som kobber, zink og cortenstål kan bearbejdes, så de opnår en rustik stoflighed. Aluminium, rustfrit stål og glas har en glat og blank stoflighed. I de tidlige modernistiske huse fik facaderne et raffineret udtryk skabt af de stoflige kontraster mellem beton og glas. De modernistiske vinduer og døre har enkle detaljer og ofte store glasfelter; formaterne indgår i den store facades modulering. Tagkonstruktionen er vigtig for bygningernes silhouetvirkning, der skal være præcis og elegant. For eksempel med slanke udkragede sternkanter eller med enkle kubistiske penthouse-bygninger. Nøgne tekniske installationer – ventilationsanlæg og antenner på tagfladen skæmmer arkitekturen.
Bygningsændringer og tilbygninger
Stilartens arkitektoniske styrke er en struktureret helhed med elegance i proportionerne. Ved bygningsændringer bør facadernes stoflighed og proportioner samt volumenernes elegance respekteres. Supergrafiske udsmykninger af facader, postmodernistiske farvesætninger, udkragede karnapper og lignende ”underholdende” indslag spolerer den arkitektoniske enkelhed og helhed.
