Ifølge klassicismens skønhedsidealer, der stammer fra antikkens Grækenland, skulle en bygning fremstå som en sluttet, harmonisk helhed, og facaden afspejle den enkle, klare bygningskonstruktion. Det førte til en facade styret af orden, symmetri og proportioneringsregler, der angav størrelsesforhold på vinduer og døre, facadehøjden i forhold til tagfladen, sokler og taggesimsers profilering etc.
I tidens løb har flere stilarter selvstændigt tolket skønhedsidealet. I den såkaldte schinkelske senklassicisme, der med inspiration fra berliner-arkitekten K.F. Schinkel huserede i København i 1840’erne og 50’erne, havde facaden et dengang moderne, diskret og forfinet udtryk. De pudsede facaders udsmykning, f.eks. refendfugede parterreetager, kvadermønstret puds, dekorerede felter under vinduerne, vinduesindramninger, fordakninger båret af spinkle konsoller, og vandrette facadebånd, skulle underordne sig den stramme helhed med svage reliefvirkninger.
Den disciplinerede senklassicisme afløstes sidst i 1800-tallet af den friere historicistiske klassicisme, også kaldet palæstil eller nyrokoko, hvor man med genbrug af historiske stiludtryk, især fra rokokostilen, hyldede fortiden og efterstræbte en palæagtig pondus. Stilarten holdt sig frem til begyndelsen af 1900-tallet. Det populære søjlemotiv fra de græske templer fik flere udformninger, tydeligst med de indmurede søjler i facaden. Virkningen kunne også fremkaldes med murede pilastre eller med små bygningsfremspring – risalitter- én central eller to siderisalitter. I slutningen af 1800-tallet opdeltes facaden ofte i store murfelter bestående af murblændinger indrammet af lisener.
Med historicismen fulgte de stemningsskabende effekter – på sin vis et brud med klassicismens ideer – i form af facadedekorationer af teatralsk karakter: Guirlander og medaljoner af stuk på facaden, brystningsbalustrader under vinduerne, og bygningen kunne få tilføjet karnapper eller et hjørnespir. Inspirationer fra barok, rokoko, engelsk og fransk klassicisme indgik i palæstilens mange varianter, dog uden at man satte helhedsideen over styr. De pudsede facader skulle skabe en stoflig helhed; facadeelementer af natursten var en undtagelse. Husene kunne have facadegavle eller frontispicer, traditionelt en flad trekantgavl eller en bueformet (segmentgavl). De barokinspirerede frontispicer havde flot svungne sider. De tidligste tage havde en relativt lav taghældning og var beklædt med skifer. Senere kom det 45 graders tegltag og det fransk inspirerede mansardtag.
Anbefalinger
Bygningsdele og overflader
Klassicismen dyrkede det svage relief, så facaden opnåede en fladevirkning. Kun taggesimsen, der markerede overgangen mellem tag og facade, var markant. Farvesætningen af de klassicistiske pudsede mure vakte diskussion: Valget stod mellem hvidkalkede overflader eller en farveskala med lyse jordfarver, for eksempel udført med indfarvet mørtelpuds eller oliemalet. En historicistisk variant var blankt murværk med pudsede søjler og pilastre. Samtlige facadens vinduesformater og sprosseopdelinger var en del af husets proportionering. Alle vinduer på samme etage havde identiske formater, og de oftest hvidmalede trævinduer havde fine kitfalsede sprosser. Brugen af natursten var begrænset til trappesten eller indramning af indgangsdøre.
Indgangsdørenes portaler i den klassicistiske udgave var mere afdæmpede end de kontrastfyldte barokudgaver. Sokler var pudsede, ofte i et kvadermønster. I klassicismens koncept måtte tagkviste ikke forstyrre helheden, de skulle fremstå som lette elementer i tagfladen – symmetrisk placeret. Flunkerne og taget var zinkbeklædte. Mansardtagets mange kviste havde oftest en buet tagform, ellers var det gængse en flad trekantet gavl. Skorstene og murede aftrækskanaler var placeret symmetrisk i kip. Tagmaterialet var naturskifer eller teglsten i en rød, blådæmpet eller glaseret sort udgave.
Bygningsændringer og tilbygninger
Det klassicistiske facadekoncept er en velproportioneret helhed understreget af en forfinet stoflighed, som principielt er uegnet til bygningsændringer og tilbygninger. Den schinkelske senklassicismes facader er uforenelige med elementer som karnapper, altaner og frontispicer, som derimod gør sig gældende inden for palæstilen. Ved tilbygning af nabohus kan man opnå et formmæssigt fællesskab ved at adoptere det klassicistiske hus’ facadeproportionering, reliefvirkning og ensartede stoflige materialevirkning.
