Nationalromantikken var en livlig og grænsebrydende stilart. Den brød igennem i 1890’erne. Inspireret af tidens store interesse for dansk og nordisk kultur og historie fandt man nye nationale og regionale ideer og motiver til en historicistisk stilart. De rustikke middelalderborge, de regulære bindingsværkshuse, de kulørte svenske landhuse, de norske stavkirker o.l. blev nye arkitektoniske motiver. Stofligheden i det malede træværk, den røde teglsten og den robuste granit inspirerede. De nedarvede regionale byggeskikke blev værdsat. På fabulerende vis kunne facaden bygges op med romantiske effekter som tårne, spir, udkragede karnapper, tagkviste, bindingsværk, sokler af kampesten.
Bygningernes ornamentik tog afsæt i vikingetidens symboler og i den simple geometri med cirkler og kvadrater. Stilarten turde bryde den traditionelle stramme facadesymmetri; stuetagen kunne have store vinduer med buede murstik, mens overetagerne havde små rektangulære vinduer; karnapper, frontispicer, facadegavle, indgangsdøre mm. kunne placeres asymmetrisk i facaden, når en praktisk indretning af bygningerne talte for det. Men også, hvis det kunne skabe en effektfuld facade.
Facaderne var sammensatte med flere arkitektoniske former, man prioriterede det karakterfulde og underholdende udtryk. Bygningerne var individualistiske, ofte unikke. De bedste fremstod uhøjtideligt med en smittende materiale- og formglæde. Begejstringen for den røde teglsten, et “nationalt” materiale, førte til en teglstensarkitektur med store buede murstik, cirkulære frontispicer, markant mønstermurværk. Rundbuer fra ældre nordisk arkitektur og svungne gavle fra nybarok kunne også indgå i stilen. Udtrykket i facaden kunne skifte fra rå granit i soklen til glatte granitfacadebånd og mønstermurværk i etagerne afsluttet med groft tømmer i kvistens bindingsværk.
Anbefalinger
Bygningsdele og overflader
De røde teglsten, glatte eller blødstrøgne var stilartens primære facademateriale. Murværket kunne være dekoreret med mønstre af formsten eller kulørte teglsten. Karnapper kunne have et bindingsværk af tømmer eller natursten. Sokler var udført af kampesten fra marken eller af ensartet granit. Granitten anvendtes også som indmurede facadebånd, vinduesoverliggere, konsoller til karnapper eller tagkonstruktionen – ofte udsmykket med ornamenter.
Overfladebehandlingen varierede fra det groft tilhuggede til det fint slebne. Det markante sadeltag beklædt med teglsten eller naturskifer havde en taggesims med murede konsoller, granitkonsoller eller murede rundbuestik. Eller taget kunne have et stort udhæng med synlige spær og dekorerede vindskeder. Tavlene i kvistenes bindingsværk var pudsede eller med mønstermurværk.
Vinduer kunne være sprosseopdelte i ensartede små felter eller opdelt i store rudefelter suppleret med små felter foroven. Vinduesoverliggere var vandrette granitbjælker eller murstik, ofte cirkulære. Træværkets farvesætning var kontrastfuld; vinduerne var oftest hvide, mens sort og klare gule, røde og grønne farver blev brugt på udhæng mm. Detaljer som vandspyer og tagrendejern kunne udformes som dragehoveder og synlige etageankre som rosetter på facaden. Indgangsdøre var i lakeret naturtræ eller malede, indrammet af portaler i murværk eller granit.
Bygningsændringer og tilbygninger
De nationalromantiske huse er komplekse kompositioner. De mange materialer og de forskelligt formede bygningsdele fungerer i en kontrastfuld helhed. Bygningsændringer vil svække denne stærke helhed. At tilbygge hustypen med et nabohus kræver en nøje indlevelse i den enkelte bygnings specielle forudsætninger – stoflighed, kontraster, facadeskema, højder, bygningsfremspring etc.
