Historicismen var udbredt fra 1850’erne og frem til det første årti i 1900-tallet. I denne periode, hvor demokratiet og industrialiseringen udviklede sig, vendte formidealerne sig bagud i tid; især mod italienske byhuse fra 1500-tallets renæssance. Husene var synonyme med begreberne borgerlig dannelse og solid velstand, hvilket var hvad historicismens ekspressive facader skulle signalere.
Med en kontrastfuld detaljering kunne man iscenesætte det enkle facadeskema til en effektfuld, til tider spektakulær gadefront. Det symmetriske blev understreget af husets hjørnekvadre og den centrale indgangsportal. Parterreetagen gav med sine tunge naturstenskvadre huset en tung base. Vinduerne blev eksponeret med dekorerede indramninger af natursten, der stod i skarp kontrast til murværkets glatte teglsten eller pudsede overflader. Vandrette facadebånd eller -gesimser strammede facadeskemaet op.
Karakteristisk var den lave taghældning og tagudhænget med udskårne trækassetter på undersiden, som blev båret af kunstfærdigt udformede tagkonsoller. Detaljeringen, især profileringen, af vinduesindramninger, sålbænke, gesimser, kvadre, portaler skulle være nøje afstemt, så facaden fik en levende reliefvirkning, der både fremhævede detaljen og helheden. Facadedekorationernes motiver kom fra den klassiske arkitektur.
Den hollandske (ny) renæssance dyrkede dog gavlmotiver med volutter, der var hentet fra den karakteristiske hollandskinspirerede arkitektur på kong Christian IV’s tid. Forbillederne kunne være bygninger med vælske gavle såsom Rosenborg Slot, Jens Bangs Stenhus etc., og bygningerne fremstod typisk i rød blankmur med imiterede sandstensbånd og -detaljer udført i cement. Rundbuestilen, der florerede i årtierne omkring 1800-tallets midte, var derimod inspireret af tysk arkitekturs anvendelse af romanske motiver fra Italien – murede buer. Man ønskede relieffyldte facader som under den italienske renæssance. Vinduer og døre blev kronet med cirkulære elegante murstik. Taggesimser blev også udført med teglstensbuer.
Historicismens holdninger til, hvordan de historiske formudtryk skulle anvendes, kom til at spænde vidt: Fra den loyale og indlevede gengivelse af de historiske proportionsprincipper og tilhørende ornamentering til den “ukorrekte”, frigjorte gengivelse af historiske motiver. Man prioriterede det stemningsfulde og kombinerede ofte flere stiludtryk i hidtil usete variationer. Opfindsomheden rettede sig især mod materialer, som kunne erstatte de kostbare natursten. Sidst i 1800-tallet blev det populært at tilføje de regulære facader nye elementer som tårne, mansardtårne, kupler, spir, udkragede karnapper og dekorative altaner.
Anbefalinger
Bygningsdele og overflader
Den glatte røde teglsten og en tilsvarende orangegul teglsten blev populære som kontrast til de rustikke sokler, indramninger og gesimser. En nænsom afrensning og en genopfugning af murværket kan anbefales – det kan vandskuring, tyndpudsning eller malerbehandling ikke. Facademurværket kunne også være glatpudset og behandlet med facadeoliemaling, ligesom indramninger og gesimser. Her er farvesætningen vital for husets udtryk; ekspertbistand til malingstype og farvevalg anbefales.
Ved facader med natursten var valget af farver og overfladefladebehandling en måde at accentuere kontrasterne på; eksempelvis med glathugggede, stokhuggede eller ru, brudte flader. Naturstenene kunne være erstattet med cementpudset beton med et tilslag, så overfladen imiterede granit eller sandsten. Specielle teglsten – formsten, glaserede eller stærkt kulørte sten – var en anden dekorativ effekt. Der udvikledes en teglstensarkitektur med fine stoflige strukturer i murblændinger og raffinerede profileringer ved gesimser og indramninger.
Sokler, ofte cementpudsede med kvadermønstre, kunne være forhøjede til parterreetagen, der blev en del af husets tunge base. Taget var oprindeligt skiferbeklædt med lav hældning, gerne udført som det såkaldte københavnertag; senere kom tegltaget til samt mansardtag. De sprosseopdelte trævinduers proportioner var indpasset i facadeskemaet; farvesætningen var kontrastfuld – hvid eller mørke kulører. Ændringer af vinduesformater og profileringer forringer bygningens udtryk.
Bygningsændringer og tilbygninger
Hustypens robuste og markante facade er en helhed, hvor eventuelle ændringer kræver stor indlevelse i den enkelte bygnings udtryk. Stoflighed, reliefvirkning, farvevalg og bygningshøjder er vigtige ved tilbygning af nabohus.
