Industrialiseringen skabte i slutningen af 1800-tallet folkevandringen fra land til by. Og det skabte et byggeboom, hvor gader og hele kvarterer blev bebygget af håndværksmestre i løbet af få årtier. Det var økonomisk byggeri, til tider ren spekulation, men også byggeri med ambitioner om godt håndværk og med lyst til at dekorere. Hustypen er kendetegnet ved dens regulære, taktfaste vinduesopdeling, som afspejlede lejlighedsstørrelserne, og de ensartede etagehøjder, der akkurat overholdt myndighedernes minimumsmål.
De ensartede volumener gav gadebilledet et homogent udseende. Men enkeltvis skilte bygningerne sig ud med individuelle dekorationer, farve- og materialevalg. Facaderne fulgte renæssancens facadeskema; en markeret tung sokkel, indramninger af vinduer og indgangsdør samt facade- og taggesims.
Udsmykningerne skulle fremstå i kontrast til facademuren og med reliefvirkning. Soklen blev udført i murværk eller med cementforstærket puds, over- flader der illuderede ru eller glatte kvadersten. Indramninger og gesimser blev også udført i teglsten eller cementpudset.
Teglstensudgaven kunne være med traditionelle sten eller de populære specialsten med kurvede eller kantede former, kulørte farver, glaserede eller med reliefmønstre. Den cementpudsede variant kunne suppleres med industrielt fremstillede støbte figurer og dekorationsfragmenter. Facademurværket var blanke teglsten eller pudset murværk.
Tagetagen blev udnyttet til beboelse enten med traditionelle lette kviste eller med store tunge kviste med frontvægge af murværk og bindingsværk. En kvisttype, der er et særkende for stilarten. Håndværkerhusene kunne via de regulære konstruktioner, den traditionelle proportionering af facaderne og en kultiveret materialeglæde fremstå som en optimering af en økonomisk hustype. Denne enkle hustype blev dog også opført i ekstravagante udgaver med karnapper, hjørnetårn eller spir.
Anbefalinger
Bygningsdele og overflader
Gårdfacaden var nøgtern, ofte opført i gule teglsten uden udsmykninger. Mens gadefacaden skulle være præsentabel og dekoreret. Facadeudsmykningen blev udført i mange variationer, understøttet af tegl- og cementindustriens store udbud af dekorative bygningskomponenter.
Resultaterne var til tider mere opfindsomme end regelrette i stilhistorisk sammenhæng. Facadeudtrykket kunne være afdæmpet, f.eks. med murstik og mønstermurværk lavet af samme stentype. Eller markant med materiale- og farvekontraster i facaden bestående af f.eks. blankt murværk og kraftigt profilerede cementpudsede indramninger. Det 45 graders sadeltag var beklædt med skifer, røde tegl- eller cementtagsten. Trævinduerne i facaden og på kvisten var sidehængte med to eller tre fag og havde en enkel dannebrogsopdeling uden mindre sprosser. Indgangsdøre var trærammedøre opdelt i felter eventuelt suppleret med rosetter, imaginære træsøjler eller felter med farvet glas. Facademurværket var oftest glatte røde eller gule maskinsten.
Sundt murværk kan renoveres med afvaskning og genopfugning. Forvitrede mursten kan udskiftes sten for sten, mens forvitrede murflader kan filtses, malerbehandles eller få en mørteloppudsning. Tyndpudsning eller vandskuring af facadevægge slører husets stoflighed og er sart overfor fugt i murværket. Ved facaderenovering er det vigtigt at fremhæve det enkelte hus’ særlige karakteristika. Via farvevalget til vinduer, døre og indramninger ønskede man oftest at skabe en kontrastfuld facade.
Bygningsændringer og tilbygninger
Ændrer man vinduernes proportioner og profileringer, facadens stoflighed eller indgangsdørens håndværksmæssige finish forringer man hustypens arkitektoniske pondus. Hustypen kan tilbygges med nabohus når sokkel- og taggesimshøjder, facaderytmen og materialernes stoflighed afstemmes.
