Tæt-lav-bevægelsen fra 1970’erne fokuserede på beboernes trivsel; det sociale fællesskab skulle fremmes ved at organisere boligerne i tætte, overskuelige grupper, og husenes få etager skulle garantere en nem adgang til terrænet.
Man var betaget af den overskuelighed og nærhed, som kunne opleves i små bysamfund. Det blev selve bebyggelsesstrukturen, som kendetegnede tæt-lav bevægelsen; boligenklaver forbundet af et netværk af bilfri stræder og små pladser, der inviterede til ophold og leg.
Bebyggelsernes skala – gadebredder, huslængder og etagehøjder – svarede til skalaen i mindre købstæder. Danske og svenske landsbyer, engelske havebyer med huse i cottagestil, provinsbyernes håndværkeropførte borgerhuse, sydeuropæiske selvgroede middelalderbyer var inspirationskilder – også i arkitektonisk henseende. Tæt-lav-husene fik dermed ofte et eklektisk, postmoderne udtryk.
Én variant af tæt-lav bebyggelserne tilstræbte bevidst en vis spontanitet i udtrykket med markante skalaspring i etagehøjderne, knækkede facadeforløb og en mangfoldighed i materiale- og farvevalg. Der kunne også optræde nostalgiske bygningsdetaljer i byggeriet, såsom småsprossede vinduer, murede gesimser, hvidmalede stakitter, huse med træbeklædte trempeletager. Husene kunne som facadeeffekter have felter beklædt med byggeplader, eternit eller zink opsat diagonalt eller i harlekinmønstre.
I den moderne tæt-lav variant kunne bebyggelserne fremstå som geometriske kompositioner, f.eks. med bygninger sat sammen i halvcirkler eller i parallelforskudte formationer styret efter sol og udsigt.
Bygningsudtrykket var enkelt og med en konsekvent stoflig ensartethed. En populær variant var bebyggelser opført i en nøgtern teglstensarkitektur med teglhængte sadeltage og blankt murværk. Den gedigne stoflighed og mådeholdet i proportioner og bygningsdetaljering var tydeligt forankret i den danske byggetradition.
Tæt-lav-bebyggelserne er karakteristiske med deres livlige gaderum og gårdrum, som blev indrettet med nærlegepladser til de yngste, bebygget med udhuse og cykelskure og apteret med udvendige adgangstrapper og -reposer. Det var en vigtig del af trivselsfilosofien at synliggøre det sociale liv i bebyggelsen. Fælleshuse med vaskeri, køkken og opholdslokaler fik ofte en markant central placering i bebyggelsen.
Anbefalinger
Bygningsdele og overflader
Bebyggelserne er oftest opført over en kort årrække efter et fælles koncept, hvor de enkelte bygninger er dele af en arkitektonisk helhed. Koncepterne angiver retningslinjerne for det arkitektoniske udtryk. Den “spontane” bebyggelse har f.eks. skæve bygningsvinkler, en broget farvesammensætning, forskellige vinduesformater og -typer, varierende etagehøjder – men der er tale om en nøje kalkuleret helhed, der skal skabe en bestemt fysisk udtryk, som f.eks. minder om et “charmerende” landsbymiljø.
De homogene bebyggelser har et mere åbenlyst koncept; der anvendes for eksempel en bestemt teglsten til facade og tag, fastlagte taghældninger og standarddetaljer ved tagudhæng, ensartede materialer til udhuse, udvendige trapper osv., som indgår i en afstemt helhed med fine stoflige kvaliteter.
Koncepterne kan også udstrække sig til at bestemme terrassebelægninger og beplantningen af terrænet. Ved udskiftning af problematiske facadematerialer med mangler eller uhensigtsmæssig patinering er det vigtigt at indleve sig i bebyggelsens koncept – er det rustikt med afdæmpede naturfarver eller kulørt med postmodernistiske indslag, eller har det et forenklet minimalistisk udtryk?
Bygningsændringer og tilbygninger
Bebyggelserne kan være anlagt efter stramme geometriske principper, f.eks. med kvadratiske gårdrum eller med præcist udmålte parallelforskydninger af de enkelte huse. Eller bebyggelsen kan være formet som “tilfældigt” krogede landsbygader. Det kræver faglig kompetence at vurdere, om konceptet i bebyggelsesplanerne kan videreudvikles med tilbygninger. Ved bebyggelser med et stramt formmæssigt koncept vil bygningsændringer oftest spolere helheden. De “spontane” bebyggelser er i princippet mere fleksible, når det gælder bygningsændringer.
