Type-etagehuset var et standardiseret byggesystem, der fik stor udbredelse i 1960’erne. Den rationelle byggeproces, der både sparede tid og reducerede behovet for faglært arbejdskraft, var den industrielle måde at efterkomme tidens store behov for boliger.
Elementfabrikkerne producerede bærende betonskillevægge og etagedækelementer, som entreprenøren ved hjælp af byggepladskraner kunne stable op i to, tre og fireetages skeletkonstruktioner, der efterfølgende skulle beklædes med ydervægge og tag. Systemet havde nogle økonomiske bindinger; de optimerede betonelementer, der var udviklet, så man fik størst mulig bæreevne i forhold til forbruget af beton og armering, var styrende for dimensioneringen af type-etagehusets husdybder, etagehøjder og dermed også for lejlighedsindretningen. Endelig krævede byggepladsens skinnekørende kraner en jævn og rummelig grund. Det førte til typens karakteristiske betegnelse: ”Kransporsbyggeri”.
Type-etagehuset fokuserede på økonomiske og solide boliger; ofte rummelige 3- og 4-værelseslejligheder med adgang fra en intern trappeopgang; køkken og børneværelse(r) mod gadesiden, soveværelse, opholdsstue og indbygget altan mod havesiden, eller 1- og 2-værelseslejligheder med adgang fra altangang.
Typens arkitektoniske udtryk var i høj grad overladt til facadernes udformning: Lukkede flader mod gadesiden og åbne mod havesiden. Facaderne kunne beklædes med betonelementer, lette partier med træ og/eller diverse byggeplader, eller de kunne skalmures. Tagformen var sadeltage – uudnyttede – med udhæng eller flade tage uden. De tidligste udgaver af typen havde ofte et regulært arkitektonisk udtryk med en knap økonomisk bygningsform, vandrette, modulære facader og et nøgternt materialevalg. Generelt var hustypens arkitektoniske ambitioner svingende.
De fineste eksempler er opnået gennem omhu og stringens i materialevalg og vinduesproportioner samt detaljeringen af tagudhæng og altaner. Enkelhed og robust stoflighed er nøgleordene. Med den fortsatte udvikling af byggesystemets fleksibilitet forsvandt hustypens synlige karakteristika. Fleksibiliteten gav større arkitektonisk frihed til en udformning af facader, altaner mv., der ikke umiddelbart afslørede det bærende byggesystem bagved.
Anbefalinger
Bygningsdele og overflader
Den fuldt industrialiserede udgave havde et fladt tag med tagpap og ydervægge af betonelementer, som kunne være glatte, ru in natura eller farvede via tilsætningsstoffer i cementen. Eller facadeelementer kunne i overfladen være tilsat diversestentyper som norske granitskærver eller dansk strandral.
I den halvindustrialiserede variant kunne gavle og facadernes brystninger være skalmurede med teglsten på stedet. Vinduerne – der ikke var sprosseopdelte – med tilhørende sidepartier var præfabrikerede elementer. Sidepartierne kunne være beklædt med profilerede brædder, lette cementbaserede bygningsplader m.v. Endelig kunne hele facaden være skalmuret på stedet.
Tagkonstruktionen blev ofte udført som et 15-graders sadeltag beklædt med bølgeeternit og med afvalmede gavle eller træbeklædte gavltrekanter. Døre til opgange havde rammer af træ og store glaspartier. Tagrender og nedløb var synlige på facaden ved huse med sadeltag.
Bygningsændringer og tilbygninger
Adskillige bygninger har haft behov for facaderenovering, når den nye teknologi med betonelementer og lette pladebeklædte elementer gav problemer med patinering og holdbarhed, og/eller af hensyn til varmeisolering. Renoveringen kræver en revurdering af den arkitektoniske helhed – med alle bygningens elementer, farvevalg, stoflighed og ikke mindst proportionerne mellem tagflade og ny facade.
Hustypens arkitektoniske styrke ligger i det nøgterne konstruktive system og det enkle materialevalg. At tilbygge type-etagehuset med små indgangsbygninger eller dekorere facaderne med supergrafik spolerer typens arkitektoniske enkelhed.
