Rokoko er betegnelsen for en stilperiode, der enten kan betragtes som selvstændig eller som en del af senbarokken. Barokkens symmetri- og ornamentglæde fortsatte under rokokoen, men i en anden form.

Stilen, der opstod i Frankrig som interiørdekoration, dominerede europæisk arkitektur og brugskunst ca. 1730-1770. Det gennemgående element er den såkaldte rocaille, der er et muslingeformet eller c-formet ornament. Stilen er præget af organiske plantemotiver, der slynger sig asymmetrisk oven på symmetriske flader.

Derudover kendetegnes perioden af facader i svagt relief, med rig anvendelse af attikaer, liséner, altaner med fint smedede jernrækværk samt refendfugning. Interiørerne er præget af panelering malet i lyse farver med rocaille-udsmykning, evt. indfældede malerier, og kronet af hvide eller forgyldte plafond-stuklofter. Såvel facader som interiører fremstår generelt ordnede og beherskede, inddelt i flade felter og rammer, men dog med karakteristisk påhæftet, slyngende rocaille-ornamentik, der ofte overskrider rammerne.

I husenes indre var den største forandring, at man foretrak uformelle, komfortable rum som erstatning for barokkens ofte voldsomt monumentale og formelle interiører.

Nicolai Eigtved var rokokoens førende udøver i Danmark, og hans elever J.C. Conradi, J.G. Rosenberg m.fl. spredte rokokoens stiltræk til provinsen. Eigtved foretrak traditionelle valmtage i stedet for det barokke mansardtag, men i rokokotiden ses begge tagformer generelt anvendt på bygninger.