Kommuner, politikere, borgere og bygningsejere bør værne om stationsbyerne med lokalplaner og borgerengagement, men flere af byerne er i dag mærket af butiksdød og forfald og istandsættelser udført uden respekt for stedernes oprindelige arkitektur og bymiljø. Men mange stationsbyer har stadig smukke bygninger og enestående kulturmiljøer, som borgerne bør være stolte af og værne om. Et panel på 5 eksperter har udvalgt de nominerede byer, men det er danskerne selv, der skal afgøre, hvilken stationsby, der er den smukkeste.
Udskældt af Emma Gad og kultureliten
Birthe Iuel, direktør i Historiske Huse:
”De danske stationsbyer, som skød op langs jernbanen i perioden ca. 1880-1920, blev ikke anset som nær så fine som fx havnebyer og købstæder. De blev set ned på af datidens kulturelite, hvor blandt andet forfatter og dronning af den gode smag, Emma Gad, var forfærdet over den blandede og dekorerede stil, som vi i dag kalder for historicisme. Siden er der heldigvis også kommet et mere mildt blik på stationsbyerne.”
Historiske Huse håber med konkurrencen at sætte fokus på de helt særlige og uerstattelige kvaliteter, som vi stadig har i mange stationsbyer, og som vi bør passe på i fremtiden.
”Undersøgelser viser, at der er stor interesse blandt danskerne for kulturmiljøer, der kan fortælle om byggeskik, arkitektur og kulturhistorie. Kulturarven skaber livsglæde og fællesskaber og er løftestang for lokal udvikling. Stationsbyerne er rige på netop historiske kulturmiljøer og bygningsarv, og de har et potentiale både nu og i fremtiden, når det gælder bosætning, beskæftigelse og turisme. Og ikke mindst lokal identitet og stolthed uden for de store byer. Derfor skal vi passe godt på vores stationsbyer,” siger Birthe Iuel.
Gennemtænkt byplanlægning
Mange steder har man revet stationsbygningen ned som led i en spareøvelse, så der nu blot står en billetautomat tilbage. Men det er ifølge Birthe Iuel både dyrt og ikke særligt bæredygtigt at rive historisk bygningskultur ned. Frem for at renovere og genbruge bygningen til nye formål.
”Stationsby-arkitekturen og gadebilledet var nøje gennemtænkt, med selve stationsbygningen som byens livsnerve. Korsbæk fra Matador er modelleret efter hundredevis af lignende stationsbyer i Danmark med station, hovedgade, kro, hotel, andelsmejeri, butikker, apotek, sparekasse, missionshus, forsamlingshus, kirke og nogle steder et vandtårn. Det er gode og solide rammer for et godt bymiljø med fokus på fællesskaber – selv om mange af bygningernes funktioner selvfølgelig er anderledes i dag end dengang,” fortæller Birthe Iuel.
Bygningerne er ofte godt håndværk og tegnet af dygtige arkitekter som fx Hack Kampmann, der også er kendt for fx Aarhus Teater og Heinrich Wenck, der i mange år var Statsbanernes chefarkitekt og har tegnet omkring 150 stationer – bl.a. Københavns Hovedbanegård
”Den blandede arkitektur er stationsbyernes særkende, og det solide murstensbyggeri i røde, kulbrændte mursten gav stationsbyerne et langt mere varieret og levende udtryk end moderne mursten. De solide murstenshuse blev bygget med en rigdom af detaljer som fx kunstfærdigt udformede teglsten eller sten i forskellige farver og med forskellige glasurer. Det er en hustype og bymiljøer, som er værd at bevare, men mange steder slører dårlig vedligeholdelse og ombygninger de fine, arkitektoniske detaljer. Murede detaljer bliver ikke repareret og stenene bliver pudset over. Det fjerner bygningens historie og liv – og betyder flere udgifter til vedligehold fremover,” forklarer Birthe Iuel.
De nominerede til titlen Danmarks Smukkeste Stationsby er byerne Skørping, Vinderup, Sindal, Bramming, Odder, Lunderskov, Brenderup, Aarup, Haslev og Tølløse.
Læs mere om de nominerede stationsbyer