Børkop Mølle er en af Danmarks få fungerende møller, som bla. producerer mel og gryn. Møllen kan lave 13 forskellige produkter – udelukkende med vandkraft.
”Vi er meget beærede over at blive kåret som Danmarks Smukkeste Vandmølle. Det er et skulderklap til de frivillige, der er omkring møllen, og den fornemmel titel kan forhåbentligt også få flere til at komme og se møllen. Samtidig tror vi, at det kan fungere som en løftestang i forhold til at skaffe fondsmidler til restaurering af møllen. Og så er det vigtigt, at konkurrencen får sat fokus på de få fungerende vandmøller, vi har tilbage i landet – og udfordringerne med at vedligeholde dem og sikre nok vand til at holde møllehjulene i gang,” siger Jørgen Jensen, medlem af Børkop Vandmølles Venner.
Se alle møllerne i filmen:
Det har været vanskeligt at udpege de 17 vandmøller, der skulle være med i konkurrencen og alle har deres egen skønhed og kvaliteter:
”En konkurrence skal jo udpege én vinder, selv om alle 17 vandmøller har gjort sig fortjent til hæder. Det er fantastisk, at der er ejere og frivillige, der kæmper for, at vi har fungerende møller, som kan fortælle den enestående historie om vores brug af vandkraft gennem 1.000 år. Børkop Mølle er en værdig vinder med smukke fredede bindingsværkslænger i idylliske omgivelser, to fantastiske møllehjul og et fuldt fungerende mølleri,” siger Birthe Iuel, Præsident for Historiske Huse og fortsætter:
”Vi håber, at befolkningen i højere grad får øjnene op for de smukke møller, der ligger strøet ud over hele landet. Selvom der kun er én, der ifølge vores afstemning er den smukkeste, så er der heldigvis stadig nok møller, til at de fleste kan finde en vandmølle i nærområdet,” understreger Birthe Iuel.
Børkop Mølle drives som restaurant og kursussted, men fordi møllen stadig er i drift, forarbejder foreningen Børkop Vandmølles Venner økologisk korn på stedet. I mølle-butikken kan man købe 13 forskellige produkter som økologisk mel, byggryn og valset korn – udelukkende fremstillet ved vandkraft. Den smukke gamle mølle blev brugt til at male mel, men der var også en valkemølle til at forarbejde klæde. De bygninger, man ser i dag, menes at være opført omkring år 1830. Børkop Vandmølle er i dag fredet.