Vinterakademi 2017: Sådan skaber vi bæredygtige og robuste byer

undefined

Kilde: Renover.dk

I Dome of Visions på havnen i Aarhus samles 40 studerende og nyuddannede i marts til en uges intensiv workshop om den bæredygtige og robuste by. Akademiet tager i år udgangspunkt i den europæiske kulturhovedstad Aarhus, hvor deltagerne i løbet af ugen skal besøge flere bæredygtige projekter i byen.

Bag Vinterakademiet står NCC, CONCITO og Center for Bygningsbevaring. I år er tredje gang, at Vinterakademi afholdes.

– Målet med Vinterakademi er at få bragt en tværfaglig gruppe sammen i en intensiv uge for at få faglige inputs, møde andre aktører inden for området og komme ud og se en masse projekter. Fokus er hele tiden på, hvordan byggeriet og byudviklingen i højere grad skubbes i en grønnere og mere klimavenlig og bæredygtig retning, fortæller Synnøve Elisabeth Kjærland, der er projektleder.

Den tværfaglige dialog i centrum
Årets Vinterakademi skal blandt andet forsøge at bringe nogle ideer på bordet til, hvordan man tackler de udfordringer, som byerne vil stå over for i fremtiden. Og her er det vigtigt at få konstruktive input og perspektiver fra flere sider, forklarer Synnøve Elisabeth Kjærland.

– Når man skal løse større udfordringer, så kræver det, at mange fagligheder kommer i spil. Arkitekterne kan ikke løse det alene, og det kan byplanlæggerne heller ikke. Der skal tænkes økonomi, adfærd og mange andre faktorer ind, og derfor har vi brug for en tværfaglig dialog.

Fokus på grønnere adfærd og genanvendelse i byggebranchen
Blandt de centrale udfordringer for byerne er, hvordan man kan tænke grønnere og mere bæredygtigt. Det gælder inden for flere brancher – og særligt inden for affalds- og byggebranchen, hvor materialer og bygninger skal genanvendes.

– Der skal produceres mindre affald, og materialer og bygninger skal genanvendes i en cirkulær værdikæde, så mindst muligt går til spilde. Det kræver, at der sættes skub i udviklingen i byggebranchen, og at væksten i samfundet sker med afsæt i en større grad af genanvendelse. Det kan én faggruppe ikke klare alene, og derfor er det vigtigt at tænke fagligheder sammen, og det er noget af det, vi skal forsøge at komme nærmere på Vinterakademiet, fortæller Synnøve Elisabeth Kjærland.

Klimatilpasning, renovering og områdefornyelse er centrale temaer
Vinterakademi 2017 bygger i mange henseender videre på de to sidste års akademier, når det gælder de temaer, der bliver taget op.

– Baggrunden for Vinterakademi har været et fokus på transformation, renovering og cirkulær økonomi. I årets Vinterakademi vil vi dykke ned i, hvordan man kan indtænke disse begreber i udviklingen af fremtidens robuste og bæredygtige by, fortæller Synnøve Elisabeth Kjærland.

Udover øget klimavenlighed og bæredygtighed, så spiller renovering også en vigtig rolle på mange andre punkter i fremtidens robuste by.

– Desuden skaber genanvendelse af det eksisterende byggeri arkitektonisk mangfoldighed og historisk kontinuitet. Der ligger en økonomisk værdi i bygningsarven og energioptimerende potentialer i brugen af de originale materialer og teknikker, afslutter Synnøve Elisabeth Kjærland.

Fakta
Vinterakademi 2017 foregår i Dome of Visions på havnen i Aarhus fra d. 6-10. marts.

Under Vinterakademi vil der løbende blive lagt billeder, videoer og artikler op på Vinterakademis hjemmeside og på Facebook.