Vandplanerne har fyldt meget i år

Iule-hilsen fra formanden for Bygnings Frednings Foreningen, BYFO

Moesgaard Skovmølle

Henover sommeren har vi orienteret medlemmerne, om de politiske tiltag vi har arbejdet med, og som endte med drøftelse og forkastelse af et beslutningsforslag i Folketinget, som skulle tvinge kommunerne til at tage mere hensyn til de mange kulturhistoriske anlæg med tilhørende vandtekniske anlæg, der ligger langs vore vandløb. Det lykkedes dog, at få miljøministeren til at fremsende et hyrdebrev til kommunerne, hvori hun opfordrede dem til at være opmærksom på problemstillingen, samtidig med at hun fastholdt kommunerne på, at ansvaret for de bevaringsværdige bygninger og kulturmiljøer ligger hos dem.

I BYFO har vi ikke kapacitet til at påtage os hasebidderrollen i forhold til landets 98 kommuner. Det håber vi, vores ressourcestærke medlemmer tager sig af.

Om nødvendigt støtter vi gerne med rådgivning og vores tilstedeværelse i enkeltsager. Og vi møder naturligvis også gerne op, hvis vi bliver bedt herom.

Det betyder dog ikke, at sagen ikke stadig har høj prioritet hos foreningen. Derfor benyttede vi os også af muligheden for, inden klagefristens ophør den 27. november, at fremsende klage over de nyligt vedtagne vandplaner til Natur- og Miljøklagenævnet.

Som de fleste vist er klar over, implementerer vandplanerne EU´s vandramme-direktiv og skal sikre rent drikke- og overfladevand samt fri fauna-passage. Et ædelt formål, som man kun kan støtte, hvis ikke det var, fordi gennemførelsen af direktivet alt for mange steder er stærkt ødelæggende for de kulturmiljøer, der er beliggende langs åer og søer.

Ifølge planerne får en lang række vandmøller, voldgrave og vandtekniske anlæg i parker og haver ikke længere førsteret til det vand, der er så nødvendigt for deres fortsatte eksistens.

Vi er klar over, at der ikke kan klages over lovens indhold, men kun over dens tilblivelse. Det gør vi på tre punkter:

  • Vi klager over, at Naturstyrelsen ikke har opfyldt sin pligt til i et tilstrækkeligt omfang at belyse og afværge de problemer, som ændringer af de kulturhistoriske miljøer vil få – både for den historiske værdi i sig selv og for de ejere, som er forpligtet til at vedligeholde de pågældende miljøer. I EU´s retningslinjer og Naturstyrelsens egne er der klart beskrevne muligheder for at sænke miljømålsætningen på åløb med opstemninger som ved voldgrave og mølledamme etc. I loven er denne mulighed anvendt i et alt for sjældent omfang.
  • Derfor påklager vi også, at de kulturhistoriske forhold ikke er inddraget i den basisrapport, som er en af forudsætningerne for den endelige lov.
  • Og endelig påklager vi også, at loven pålægger kommunerne klare miljømål for de enkelte åløb og søer, mens kommunerne i medfør af anden lovgivning er pålagt at beskytte og bevare de kulturhistoriske forhold. Med denne dobbelte forpligtelse er der lagt op til et forvaltningsmæssigt ”clash”. Der er mange tilfælde, hvor høj miljømæssig standard og bevaring af væsentlige kulturhistoriske værdier ikke er foreneligt. Og hvad har så forrang?

Klagen har som nævnt ikke opsættende virkning på loven, så vi opfordrer til, at man holder sig orienteret om sin lokale kommunes handleplan. Bemærk at kommunerne i mange tilfælde er nået meget langt allerede – vi er sent ude.

Man kan ganske enkelt spørge? Vil man have fri passage for alle svømmende dyr fra kilde til hav, eller vil man bevare en mange hundrede år gammel kulturarv? Eller vil man begge dele? Det kan sagtens lade sig gøre, hvis man undlader at fjerne mindre end 10% af de 1520 spærringer i landets vandløb.

Måtte 2015 blive året, hvor kommunerne for alvor vågner op og bliver sig deres ansvar for kulturarven bevidst. Det er ved at være i sidste time.

Glædelig jul og godt nytår!

Birthe Iuel