Tag på rejse i herregårdslandskabet

I anledning af den nationale videnskabsfestival Forskningens Døgn inviterer Dansk Center for Herregårdsforskning på en digital tidsrejse til det danske herregårdslandskab. Gennem film, lyd, tekst og billeder kan man blive klogere på herregårdslandskabet, der igennem århundreder blev formet af og med de danske godser

 

Man kan blandt andet få historien om produktionslandskabet med fæstebønder og godsejere, herregårdsskoven og herregårdsjagten som symboler på den herskabelige livsførelse ved de store godser samt landskabet repræsenteret gennem haver, arkitektur og kunst.

”De danske herregårde definerer det danske landskab. Prægtige hovedbygninger og solide avlsbygninger, haver og damme, vidtstrakte marker og gamle skove, beskedne landarbejderboliger og husmandssteder ligger i landskabet og minder os om en gang, hvor herregårdene og områderne omkring dem var både hjemsted og arbejdsplads for størstedelen af befolkningen på landet. Herregårdslandskabet er levende kulturarv og en væsentlig kilde til at forstå vores fælles fortid, og det er derfor en stor glæde for os at kunne gøre denne del af historien tilgængelig for hele Danmarks befolkning”, siger leder af Dansk Center for Herregårdsforskning Signe Boeskov.

Video, lyd og fortællinger publiceres på hjemmesiden danskeherregaarde.dk i forbindelse med videnskabsfestivalen Forskningens Døgn 23.-29. april. Hver dag i festivalugen kan man følge med på Dansk Center for Herregårdsforsknings Facebook-side, hvor der præsenteres en ny brik i puslespillet om det danske herregårdslandskabs historie. Den digitale tidsrejse til herregårdens landskab er støttet af Forskningens Døgns aktivitetspulje.

Se mere på www.danskeherregaarde.dk/landskab