Det giver sig udtryk i, at såvel de direkte som indirekte økonomiske midler disponeret til området i dag reelt er halveret, i forhold til de beløb, der var til rådighed for 25 år siden.
Det er derfor nødvendigt for ejerne i højere grad end tidligere at vende blikket mod de private fonde, når de skal foretage kostbare istandsættelser, som på ikke fredede huse, måske ville koste under halvdelen. Men også her løber ejerne ind i problemer, fordi staten har fået samme ide. De private ejere må i en ulige konkurrence dyste med staten om de samme fondsmidler. Ulige konkurrence, fordi statens bygninger ofte er langt mere spektakulære og derfor nemmere tiltrækker fondenes midler.
Samtidigt er ejernes råderum i forhold til at foretage ændringer i bygningerne og i forhold til kravene til de byggetekniske løsninger ved istandsættelse skærpet. Og den sagsbehandling, der tidligere ofte fandt sted på stedet direkte mellem sagsbehandler og ejer, er nu mere omfattende og tidskrævende.
Det er svært at formidle denne åbenbart urimelige udvikling. Det er endnu sværere at formidle, hvor ubetydelige midler der i dag er til rådelighed i forhold til tidligere, og hvordan der i løbet af de kommende år allerede ER taget beslutning om, at midlerne skal falde yderligere. Hos mange politikere er der nemlig en udbredt opfattelse af, at det er en god forretning at eje en fredet bygning.
Imidlertid er statens eget ejendomsselskab Freja den bedste indikation for det modsatte. Selskabet lægger ikke skjul på, at det er umuligt at skabe en fornuftig forretningsmodel for fredede bygninger, med de omfattende krav statens egen styrelse stiller til en istandsættelse. Selskabet har derfor for nyligt skilt sig af med en fredet bygning til en privat ejer, der er parat til at forære den danske kulturarv de midler, der kræves.
Kort sagt, staten overlader i stigende grad bekostningen af kulturarven til de private ejere, men vil selv bestemme mere og mere.
Med den viden var det i juledagene svært at skulle læse Pernille Vigsø Bagges udtalelser i Ekstra Bladet og BT om, hvordan nogle ejere ikke bør have tilskud til istandsættelse af deres fredede bygninger. Læs brevet ‘Det er en ommer Pernille Vigsø‘.
Irritationen over hendes bemærkning blev så heller ikke mindre af, at ingen vil svare på, hvem der skal betale for, at ejerne af de privatejede fredede bygninger fremover belastes med stigende energipriser og sandsynligvis også -afgifter – uden at de kan få lov til at isolere deres huse i samme omfang som alle andre almindelige husejere kan.
Det spørgsmål stillede jeg til Energiminister Martin Lidegaard. Læs ‘Åbent brev til klima-, bygnings- og energiminister Martin Lidegaard‘. I sit svar undlader ministeren elegant at svare på, hvordan han forestiller sig ejerne kompenseret eller hjulpet i forbindelse med stigende energipriser sammenholdt med den nødvendige hensyntagen til fredningsværdierne. Du kan læse Martin Lidegaards svar her.
Mon ikke snart man skulle overveje at igangsætte en undersøgelse af, hvad det vil koste staten, hvis samtlige private ejere af de fredede bygninger smed håndklædet i ringen og bad om nedrivningstilladelse???
Det synes unægteligt som om, staten lukker øjnene for, hvor stort et engagement og hvor mange midler de private ejere bruger på ”vores alle sammens” umistelige kulturarv.
Birthe Iuel
Formand