Historiske bygninger er en vigtig del af Danmarks og Europas kulturarv. I en verden, som buldrer afsted med modernisering og fornyelse, er det vigtigere end nogensinde før, at vi værner om disse fantastiske bygningsværker. Hvad ville vores byer og landområder være uden prægtige kirker, slotte, herregårde, palæer og ejendomme af historisk betydning?
Det vil være et stort tab, hvis vi lader disse bygninger forsvinde i historiens glemsel.
Derfor bakker jeg op om det vigtige arbejde, som sammenslutningen Historiske Huse og 17 andre europæiske ejerorganisationer udfører via samarbejdsorganisationen European Historic Houses.
Det er vigtigt, at ejere af fredede og bevaringsværdige bygninger sikres ordentlige rammer og vilkår, så de kan løfte opgaven med at passe på vores kulturarv.
Mennesker er vigtigere end mursten – men bygninger gemmer på århundreders historie og kultur. Det må vi ikke sætte over styr. Derfor vil jeg meget gerne arbejde på EU-plan for, at ejere af disse historiske og bevaringsværdige bygninger får gode betingelser og ikke lades i stikken. Det er dyrt og omfattende at vedligeholde og beskytte gamle bygninger – men deres historiske og kulturelle værdi er helt uvurderlig – både i Danmark og resten af Europa.
Pernille Weiss