Overimplementering truer historiske vandmøller

Af Birthe Iuel – Formand, BYFO

Overimplementering af EU’s vandmiljødirektiv truer de historiske vandanlæg

Er EU’s vandrammedirektiv blevet misbrugt til at fremme vandmiljøet og fiskenes kår på bekostning af kulturarven?

Og hvem vil i så fald påtage sig ansvaret herfor?

Nogen mener, at EU’s vandrammedirektiv er skyld i – nok ganske utilsigtet – at vores ældste industrikulturarv og historiske vandanlæg mister vand, mange steder så meget, at der er er stor sandsynlighed for at vandmøller, voldgrave og andre vandanlæg går til eller i det mindste lider voldsomt herunder.

Forudsætningen for implementeringen af vandrammedirektivet er en klassificering af medlemslandenes vandløb. I de højst klassificerede vandløb skal alle spærringer fjernes. I Danmark har man fra nationalt hold på sædvanlig duksemanér gennem årene valgt at klassificere langt flere vandløb meget højt, end vore naboer har. Det er i blevet til 1520 spærringer, der alle skal fjernes, og som stort set alle har været brugt og bruges til at opstemme vand. Hver af disse spærringer er forudsætningen for bevaringen af enestående historiske kulturmiljøer, store som små rundt om i landet.

Det er ikke første gang, man hører om, at vi i Danmark overimplementerer EU-lovgivning. Havde miljøministerens embedsværk præsenteret Folketingets politikere for konsekvenserne, inden vandplanerne var sendt ud til kommunerne, kan man ikke forestille sig, at Folketinget ville have været enige om at fri faunapassage fra hav til kilde skulle prioriteres før vores allerældste kulturarv. Vandmøller, hvis eksistens kan dateres helt tilbage til 1200-tallet, voldgrave der er bygget som del af fæstningsværker rundt om vore ældste herregårde, karpedamme, kaskadeanlæg og andre historiske vandanlæg.

Selv på de 17 ud af 56 fredede vandmølleanlæg, hvor Kulturstyrelsen har udvidet fredningen til også at omfatte hele det vandtekniske anlæg omkring møllebygningerne, har man kun på et eneste af dem undladt at fjerne en stor del af det vand, der skal få møllen til at fungere. Paradoksalt nok er der i dette ene tilfælde tale om en mølle, som slet ikke er i funktion.

En fredning indebærer, at anlægget er af national betydning. Alligevel har de pågældende kommuner valgt at se stort herpå og gennemført vandplanerne. Det betyder ganske enkelt at størstedelen af vandet føres udenom mølledammene, og for de fleste af møllernes vedkommende, at der kun vil være vand nok til, at møllerne kan køre til demonstrationsbrug. Det er en skandale, at de svage svømmere nu prioriteres på en måde, så kulturarven i den grad lider overlast – især fordi laksetrapper jo hidtil har sørget for, at de stærke svømmere, laksefiskene har kunnet passere spærringerne.

For ejerne af de fredede bygninger er det svært at tage fredningsbegrebet alvorligt, når ikke engang staten selv i implementering af EU’s direktiv er i stand til at sikre koordinering af indsatser, så det ikke svækker fredningsværdierne på noget af landets allerældste kulturarv.

De samme politikere, der har udsendt vandplanerne, vasker nu deres hænder og skyder ansvaret for ødelæggelserne over på kommunerne. Kommunerne har på den anden side bare fulgt planerne, rettet ind efter statens vandløbsklassificeringer og ikke tillagt vandrammedirektivets undtagelsesbestemmelser særlig stor betydning – hvis de overhovedet er bevidste om, at de findes. Staten har jo til den enkelte kommune sendt et tydeligt signal om en forventet miljøindsats på dens vandløb. Folketingets politikere, der har godkendt vandplanerne eller måske bare har ladet embedsmændene køre løbet, kan derfor ikke løbe fra deres medansvar for denne skandale.

Det er i allersidste øjeblik, der rettes op på problemet. Mange steder er man allerede i gang, og jeg håber derfor, at beslutningsforslag B76 om understøttelse af bevaring af kulturhistoriske vandanlæg, herunder historiske vandmøller med tilhørende vandtekniske anlæg, voldgrave, kaskadeanlæg, karpedamme m.m. får fuld tilslutning fra samtlige af Folketingets partier, når det skal drøftes mandag den 26. maj.

For hvem tør ved sine fulde fem stille sig på Folketingets talerstol og prioritere de svagt svømmende fisk frem for noget af vores ældste og mest betydningsfulde kulturarv, og hvem blandt folketingets partier vil fralægge sig ansvaret for denne fadæse og give kommunerne skylden, med udgangspunkt i en undtagelsesregel, som Naturstyrelsens embedsværk i et samarbejde med Kulturstyrelsen burde have tilskyndet kommunerne til at benytte sig af.

Bygnings Frednings Foreningen, BYFO, den 23. maj 2014

v/ Formand Birthe Iuel

Skrevet den 26.05.14