Af Eske Møller, Projektleder, Realdania
Forestil dig en gåtur gennem den ældste del af Dragør. De smukke, historiske bygninger løfter besøget i den gamle bydel, hvor du virkelig kan nyde, at lokale kræfter har plejet og passet husene på bedste vis.
Men de mange års arbejde fra lokale ildsjæle og kommunens meget aktive og kompetente indsats med god lokalplanlægning og bistand fra teknikerne er åbenbart spildt på gulvet.
I hvert fald, hvis vi skal tro Politiken 18. januar, hvor vi i artiklen ”Styrelse pønser på at ophæve fredning af 600 huse” kan læse, at denne unikke bygningskultur er i fare. Alt sammen, fordi Kulturstyrelsen i deres landsdækkende gennemgang af de fredede bygninger er nået til Dragør, og efter en grundig behandling nu foreslår at ophæve en række fredninger.
Dragør er flot eksempel på, at det er lykkedes at fastholde en fin del af den danske bygningskultur samtidig med, at den blevet tilpasset til boligens moderne behov og ønsker.
Og derfor er det fuldt forståeligt, at mange – både lokale, eksperter og interesseorganisationer – er bekymrede for kulturmiljøernes fremtid.
I kampen for bygningsarven rettes skytset nu mod Kulturstyrelsen ud fra den tese, at det er bygningsfredningen, der skal redde Dragør. Men lad os lige slå to ting fast. For det første er Dragørs bygningskulturelle betydning langt fra skabt af bygningsfredningen alene. For det andet er bygningsfredning ikke det rette redskab til at skabe kvalitet og god atmosfære i bysammenhænge, kulturmiljøer og historiske helheder. Redskabet er det levede liv. Indsatsen bør derfor ligge mellem de fredede huse, nemlig i gader, på torve og pladser og ved alle de bevaringsværdige huse. Og det er folkene i Dragør rigtig, rigtig dygtige til. Ikke mindst på grund af en forbilledlig lokalplan, et engageret kommunalt embedsværk og en bevidst borgergruppe. Lige netop denne del – ildsjælene, ansvaret, engagementet – bliver ikke sikret i fredningsloven.
Sætter vi tingene på spidsen, kan vi sige: ”Et hus bliver taget af fredningslisten. Og hvad så?”. Selv om huset ikke står på fredningslisten, er det jo stadig bevaringsværdigt og bidrager lige så meget som tidligere til det samlede billede af byen. Der er altså ingen grund til at ændre indstilling eller behandling af disse huse – hvorfor skulle vi det? I stedet for at kontakte Kulturstyrelsen skal du som ejer i stedet tale med og søge vejledning hos kommunens dygtige teknikkere.
Det er i alles interesse, at den gældende fredningsliste i Danmark indeholder de umistelige bygninger, der bidrager til øget livskvalitet for danskere og udenlandske turister for den sags skyld.
Kulturstyrelsen har med deres store gennemgang skabt et landsdækkende, veldokumenteret og fagligt troværdigt grundlag, der fremadrettet kan sikre og fastholde den ypperste del af vores bygningsarv.
Det betyder, at når visse bygninger ikke lever op til de høje kvalitetskrav, jamen, så må de tages af listen. Og her må vi så have tillid til denne beslutning, som foregår på et fagligt højt niveau og i en demokratisk proces.
Derfor burde alle interessenter også bakke op om revideringen af fredningslisten og bruge kræfterne på at understøtte det fremadrettede brede bevaringsarbejde.
Set fra mit skrivebord handler det lige nu specielt om at styrke håndteringen af de bevaringsværdige bygninger, opfordre og bistå kommuner i at få lavet fornuftige lokalplaner, gode vejledninger i vedligehold og transformation samt udbrede viden om fornuftige, traditionelle håndværksmæssige løsninger og sunde materialer.
I de seneste fem år har Kulturstyrelsen og Realdania i samarbejde drevet Bygningskultur 2015, der understøtter sikring og udvikling af den byggede kulturarv. Ud over fredningsgennemgangen har initiativet fokuseret på at kvalificere håndteringen af landets bevaringsværdige bygninger. Gennem udstillinger, kurser, netværk, vidensdeling og en større koordineret forskningsindsats er kompetencerne til at håndtere bevaringsværdier i bygninger og kulturmiljøer blevet meget bedre. Primært i kommunerne, der har ansvaret for de bevaringsværdige bygninger.
Det betyder jo ikke at vi har nået alle mål, men det er afgørende, at vi er fælles om ”sagen” – at vi forener kræfterne og tager ansvar for bygningsarven i lokalområderne. For udfordringen er ikke fredningslistens længde, men de mange overgreb på bygningskulturen som sker af uvidenhed om bygningers og byrums bærende værdier, mangel på kendskab til byggematerialer og på grund af dårlig rådgivning.
Nej, den udfordring bliver løst ved, at vi alle arbejder sammen om at bevare bygningsarven. I Dragør. Og i resten af Danmark.
Skrevet den 17.02.15