Nyt storværk om fredning

I 1918 fik Danmark sin første bygningsfredningslov, og i anledning af 100-årsjubilæet udkommer en arkitekturhistorisk fortælling om de første 100 år med dansk bygningsfredning.

Foto: Jens Lindhe.

 

På tværs af landet står cirka 9.000 fredede bygninger — fra pompøse slotte til jævne købstadshuse — som en del af vores fælles identitet. Selv om samfundet ændrer sig, værner vi om bygningerne som fysiske vidnesbyrd om dansk historie og kultur. Vi har valgt at bevare dem for eftertiden — men sådan har det ikke altid været. Bygningsfredning i Danmark 1918-2018 sætter de fredede bygninger ind i en arkitektonisk, kulturhistorisk og samfundsmæssig sammenhæng.

Hvorfor frede?

Forfatterne undersøger, hvorfor man har fredet og ud fra hvilke kriterier. De afdækker, hvilke bygninger og hvilke typer arkitektur der er blevet tillagt værdi på et givent tidspunkt, og — ikke mindst — hvorfor. Hvor bygningens alder, kunstneriske kvalitet eller samfundsmæssige funktion som regel er de afgørende fredningskriterier, kan politiske og ideologiske motiver også spille en rolle, og bogen redegør for de mønstre og vurderinger, som kan læses af fredningerne. Det har været meget svært at frede en væsentlig del af Danmarks historie i form af landbrugsbygninger, og Ebeltofts gamle Rådhus var aldrig blevet fredet i klasse A, hvis det havde ligget i København

Fra middelalder til 1970’er-modernisme

Bogen er illustreret med originale arkitekturtegninger, dokumenter og arkivfotos samt 200 smukke nyoptagelser af fredede bygninger ved arkitekturfotografen Jens Markus Lindhe. Han har rejst Danmark rundt og besøgt alt fra middelalderboder, møller og broer over herregårde fra renæssancen, barokhuse i købstæderne og rokokopalæer til relativt nye bygninger fra 1900-tallet, blandt andet Pressens Hus midt i København — opført i stål og glas i 1974 og fredet bare 18 år senere.

Om forfatterne

Værket er skrevet med udgangspunkt i et forskningsprojekt, som er gennemført ved Arkitektskolen Aarhus af professor, arkitekt Mogens A. Morgen og arkitekturhistoriker, ph.d. Jannie Rosenberg Bendsen. De har i samarbejde med Birgitte Kleis udgivet monografien Bellahøj. Fortællinger om en bebyggelse (2015).

Medlemmer af Historiske Huse får 50 kr. i rabat og fri fragt. Henvend dig til sekretariatet (sekretariat@historiskehuse.dk) for rabatkode.

Køb bogen her.