Forestil dig en verden uden arkitektur. Huse uden sjæl, genstande uden nærvær og byer uden historie. En verden, hvor du lever i tavse kulisser og anlæg, der intet fortæller om de mennesker og de tider, der skabte dem. En verden, hvor alt er reduceret til funktion og teknik. Det er svært, for det er gennem arkitekturen, at vi forbinder os med verden, og at den forbinder sig til os.
Arkitektur forstår vi som de menneskeskabte rum, genstande og strukturer, der ud over deres funktionalitet frisætter et mentalt indhold, som vi oplever som et nærvær. Oplevelsen af nærvær i får vi i et rum, eller når vi ser en genstand, når de er udformet med et følelsesmæssigt indhold. Det opstår i formgiverens sammenfatning af en række tekniske, sociale og æstetiske forhold.
Resultatet er oplevelsen af en meningsfuld helhed, der ud over at være teknisk stabil og forløse sin funktion også rummer et mentalt indhold, som vi føler os genkendt af. Det oplever vi i alle de skalatrin, arkitekturen rummer, fra den måde, landskabet eller byens plan er formet på, over karakteren af de rum, vi færdes i, til formen og stofligheden i de genstande, som vi omgiver os med.
Både redskab og kunst
Arkitektur er i modsætning til beslægtede kunstarter som billedkunsten og filmen en brugskunst, der først og fremmest har berettigelse ved sin funktion.
Vi skal kunne bruge arkitekturen til noget, og til alle tider har vi flittigt integreret den i alle dele af vore samfund, fra udformningen af vores templer og paladser, infrastrukturer, fælles og egne huse til de ting, vi anvender på hospitalet og i skolen eller stiller på bordet.
Den er både redskab og kunst, men i modsætning til de øvrige kunster er den bundet til en lokalitet, knyttet til et sted.
Det er et særligt træk ved arkitekturen, at den ikke blot indgår i, men også selv kan skabe steder, at den kan forandre en lokalitet til noget, der ved at bevæge vores sind åbner for en særlig tilknytning.
Vi forbinder os til omverdenen med vores erindring, og her spiller stedernes konkrete fysiske fremtræden en stor rolle, når vi genkalder os, hvordan vi med vore sanser oplevede et sted. Hvordan der var at være der, hvordan der så ud, hvordan der lød, hvordan lyset og lugtene var. Det er arkitekturen med til at skabe.
Når vi i dag træder ind i Rundetårns indre spiral, er det et fortryllende møde med renæssancens verdensbillede om klodens placering i solsystemet, der har inspireret til tårnets opførelse, medens det ved Bellevue nord for København er jazztidens nye frigjorte menneskebillede og troen på fremtiden, som Arne Jacobsen giver et så raffineret udtryk.
Selv om der er knapt 300 års afstand imellem renæssancen, der skabte Rundetårn, og modernismen, der gav os Bellevue, er de som arkitektoniske udsagn beslægtede, fordi de begge med en imødekommende charme og elegance udtrykker, hvad der engang var en ny tids natursyn og teknik, og fordi de med klarhed fortæller om de længsler og forestillinger, der både binder dem sammen med den tid, de er fra, og med os.
Rundetårn og Bellevue har en menneskelighed, der hjælper os til at forstå, hvor vi kommer fra, og som samtidigt, som Bjørn Nørgaard så præcist formulerer det, giver os værdier, der gør, at vi selv får lysten til og behovet for at skabe værdier, der senere kan komme andre generationer til gavn
Kropsliggjorte samfundsnormer
Arkitekturen er fuldstændigt integreret i vores hverdag og uadskillelig fra vores civilisation, og den opstod ifølge den romerske arkitekt og historiker Vitruvius (ca 75-25 f.v.t.), allerede da vore tidligste forfædre lærte at kontrollere ilden og herefter samledes i små samfund omkring bålet.
Med inspiration fra fuglenes reder og dyrenes skjul skabte de første mennesker ifølge Vitruvius deres konstruktioner, først som sikre ly for fjender og farer og siden som avancerede konstruktioner, som deres efterkommere formgav i bevidste stilarter som udtryk for, hvem de var.
I bjergsidernes huler og i skovenes lysninger etablerede homo sapiens rammerne for deres tilværelse, og i den måde, de valgte at give deres konstruktioner form på, gav de udtryk for, hvad de kunne, og hvordan de gerne ville opfattes.
Efterhånden gav erfaringer og forbedrede teknikker mennesket nye muligheder og udtryksformer, og samtidig med udviklingen af blandt andet astronomi, geometri og nye samfundsmæssige normer udvikledes nye idealer for arkitektur, der i epokernes Europa fik krop i antikkens, middelalderen og modernitetens bygninger.
Rum og genstande er både formålsbestemte og udtryksbærende, og selv om tiderne har givet mange forandringer og skiftende regler for, hvordan de burde se ud, er der alligevel meget, der går igen som grundlag for arkitektonisk formgivning, og overraskende meget, der har vist sig at være konstant i den måde, vi oplever arkitektur på.
Især i antikken og i renæssancen gjaldt der klare æstetiske regler for, hvordan arkitekturens orden og proportionering skulle være, og flere af disse formelle systemer indgår stadig i den måde, vi udformer vores bygninger på.
Eksempelvis lægger vor tids bedste arkitekter fortsat Vitruvius’ formulering om gensidigheden imellem holdbarhed, funktionalitet og skønhed til grund for deres arbejde, og det gyldne snit, som spillede en stor rolle i antikkens arkitektur og billedkunst, er stadig i brug.
I renæssancen anså man proportioner, hvori det gyldne snit indgik, som udtryk for en guddommelig orden, og i dag ved vi, at naturen har regler for opbygningen af strukturer, der kan gengives i det gyldne snit. Typografiske udformninger af bøger følger ofte det gyldne snit, og opbygningen af flere moderne digte og musik er komponeret på dets grundlag.
Men størstedelen af det, mennesket gennem tiderne har bygget, er ikke baseret på formelle regler og systemer, men på byggemåder og kulturelle værdier, der har været nedarvet gennem den såkaldte tavse håndværkskultur, og som ikke blot sikrede videreførelsen, men også udviklingen af vores bygnings- og brugskultur.
Industrialiseringens ensartethed
Under indtryk af teknologiens udvikling overleveredes i årtusinder viden og kunnen fra far til søn, fra mor til datter. Mens industrialiseringen af byggeriet, der siden midten af 1800-tallet har medført en ensartethed i næsten alt, hvad vi laver, har skabt mange fordele for os, har den også givet vores byer og bygninger meget elendighed.
Bygningskulturens håndværk og materialekundskab er i byggeriets industrialisering gået tabt, og netop bygningskulturen er vigtig for os, for den giver vores fysiske omgivelser en dybde og en sammenhæng fra generation til generation. Den hjælper os til at forstå os selv i et mere komplet billede end det nutidige spejl, og ved at give os forklaringer på, hvordan vi er nået hertil, giver den os redskaber til at komme videre.
Bygningskulturen bærer en del af det identitetsindhold, der skaber vores selvforståelse, og den er vigtig for os, fordi den rummer et meget omfattende reservoir af viden om, hvordan mennesket gennem tiderne kvalificeret har føjet materialer sammen til byer og bygninger. Det har været helt grundlæggende for vores civilisation, og det er en forudsætning for, at den kan fortsætte.
Bygningskulturen er både sårbar og robust. Den er sårbar over for forenklinger, der devaluerer de virkninger, den skaber, men samtidig er den også meget robust, fordi den er bærer af en viden om, hvordan vi kan lave verden om, som gennem generationer har vist sin holdbarhed.
Vi har brug for at lære den at kende, fordi vi skal kunne reparere den, omdanne den, men ikke mindst fordi vi skal bygge meget nyt, der har meget at lære af den.
Vi bruger i dag begrebet design om alle dele af vore omgivelser, der er formet med bevidsthed, både i den synlige og i den ikke synlige verden.
Ordet design er afledt af det latinske designare, der oprindeligt betød at bestemme eller angive værdien af noget, og selvom design i dag gennemtrænger alle niveauer af det moderne samfund, er forestillingen om designeren og den industrielle designer relativt ny.
Designeren er et barn af det moderne industrisamfund og af velfærdsudviklingen i Europa og USA efter Anden Verdenskrig, hvor arkitekter og kunsthåndværkere rettede deres opmærksomhed mod formgivningen af industrisamfundets nye produkter og infrastrukturer.
Danish Design som værdifuldt redskab
Dansk design og arkitektur har i de seneste 100 år med enorm succes vist, hvad intelligent formgivning i såvel det private som i det offentlige rum betyder, socialt og kulturelt, men også økonomisk. Danish Design er et som et af verdens mest værdifulde brands blevet synonym med begreber oplevelsesrig, bæredygtig og humanisme og kan blive et værdifuldt redskab i den globale omstilling mod større bæredygtighed, identitet og balance overalt på kloden.
Men der er brug for at få motiveret politikere og beslutningstagere til at se det enorme potentiale, dansk arkitektur og design har for Danmark, indadtil og udadvendt. Selv om vi i Danmark i øjeblikket hvert år bygger for mere end 200 milliarder kr., er det kun en lille del af det, der er arkitektur, og vi får alt for lidt ud af arkitekturens ressourcer.
En glad statsminister og Københavns stolte overborgmester har netop præsenteret et imponerende projekt til en helt ny bydel med 20.000 boliger på en ny kunstig ø, Lynetteholmen i Københavns Havn. Med en fjerdedel af de mange boliger som almene boliger skal øen skabe bedre social balance blandt hovedstadens indbyggere og samtidigt lave en klimasikring af byen.
Lynetteholmen vil på en elegant måde bidrage til at sikre det hele, fortæller Frank Jensen, men er der også ambitioner om, at byen skal være et smukt og oplevelsesrigt sted at være? Eller er det nu igen business as usual, når stat og kommune skal bygge mere og større end nogen sinde før i Danmarks historie? Eller er vi blevet klogere? Hvordan sikrer vi, at den nye bydel ikke bliver lige så tom på oplevelser, lige så forskelsløs og fattig som Ørestad, Nordhavn og Aarhus Havn er blevet det? Hvordan bliver vores fælles erfaringer med at færdes i vidunderlige byrum i vore historiske byer til noget, der kan inspirere udformningen af fremtidens nye by? Hvordan sikrer vi, at ikke kun funktionalitet, men også nærvær og skønhed kommer på dagsordenen, når den nye bys rum og steder skal formgives?
Sagt på en anden måde, hvordan kommer arkitekturens kulturelle kapital til gavn og glæde i denne milliardinvestering?
Regeringens holdningsløshed
Regeringen har lige nu hverken holdninger, målsætninger eller koordinerede indsatser inden for arkitektur og design.
Når design- og arkitektskolerne er blevet voldsomt beskåret, er det, fordi regeringen mener, at der uddannes for mange med kompetence til at formgive med forstand, og når stat og kommune bygger, er det altid den billigste pris, man tror er den bedste.
Kvaliteten i de huse, det offentlige har bygget, er i frit fald i et sådant omfang, at var det ikke for en håndfuld private fonde, ville vi ikke have offentligt byggeri fra vor tid af værdi for eftertiden. Og det er forståelsen, at den billigste arkitekt må være den bedste og den laveste opførelsespris mest fordelagtig, selv om al erfaring viser, at den regnemetode er forkert.
Vores arkitekter er blandt verdens bedste, men de vilkår, der gælder for at få kvalitet ind i det fysiske omgivelser, er blevet markant forringet, ja i nogle dele af samfundet ligefrem umuliggjort, ikke bare i Danmark, men overalt på kloden.
Den største udfordring, arkitekturen har i dag, er politikernes mangelende forståelse for dens kulturelle og økonomiske potentialer.
Og så mangler arkitekturen i dag den legitimitet, den tidligere havde, og den kommer først tilbage, når den viser os nye steder, bygninger og genstande med identitet, nærvær og balance.
I det tyvende århundrede kæmpede vi i vor del af verden for at skabe social lighed og økonomisk fremgang for flest mulige.
Det var en målbar dagsorden, der har sejret, men vi glemte samtidig at insistere på skønhedens mentale bidrag til livsudfoldelsen.
Midt i Københavns Havn har vi muligheden for at skabe en by, som understøtter vores oplevelse af, at vi både passer på verden, og at vi passer til den.
Lad os se at komme i gang.