Nye underværker på vej

undefined

Ingerslevgade Pumpestation fra år 1900 har fået penge til at skabe en værkstedshal for bl.a. teatergrupper. Foto: Underværker

Kilde: Realdania

I København vil en beboerforening arbejde sammen med værestedet Kompasset om et nyt uderum og fælles faciliteter. Målet er at styrke naboskabet mellem hjemløse og beboere. 

På Midtfyn er Carl Nielsen Legepark i støbeskeen – et nyt uformelt og rekreativt mødested, som skal kombinere kulturhistorie og hverdagsliv og give det lokale fællesskab en saltvandsindsprøjtning.

Og nær Viborg skal en revitalisering og energieffektivisering af Skelhøje Købmandsgaard sikre, at den historiske bygning kan blive ved med at skabe aktivitet i lokalsamfundet som frivilligt drevet købmand.

Sådan lyder blot tre af de i alt 18 projektidéer, som nu bliver til virkelighed med støtte fra Underværker – Realdanias kampagne for ildsjæle i det byggede miljø.

Mødesteder og social inklusion i fokus
Overalt i landet knokler ildsjæle med at skabe mødesteder som ramme om aktiviteter og fællesskaber. Med at bevare og udvikle den lokale bygningsarv og traditionelle håndværk. Og med at skabe levende rum og faciliteter til f.eks. social inklusion. Med økonomisk støtte bidrager Underværker-kampagnen til, at passionerede ildsjæle kan gøre deres idéer til virkelighed.

”Det er altid en særlig glæde, når vi i Realdania kan være med til at bakke op om ildsjælenes indsats. De mange projektidéer vidner om sprudlende engagement, handlekraft og en stærk veneration for de lokalsamfund, som efterfølgende nyder godt af ildsjælenes hårde arbejde,” siger Christian Andersen, programchef i Realdania.

Han tilføjer: ”Det har været meget opløftende at gennemgå ansøgningerne, hvor mange udviser stor iderigdom, socialt ansvar og medborgerskab. I Realdania ser vi frem til at følge projekternes vej ud i virkeligheden.”

Et bedømmelsespanel bestående af en række markante ildsjæle, iværksættere og eksperter bistod Realdania med udvælgelsen. De 18 projekter er valgt blandt i alt 69 ansøgere og støttes samlet med godt 7,7 mio. kr.

Ildsjæle kan stadig søge
Realdanias kampagne Underværker har målrettet støttet ildsjælenes arbejde siden 2011 – tidligere med særligt fokus på bygningsarven, men nu med støtte til alle slags projekter i det byggede miljø. Med Underværker har Realdania samlet afsat 45 mio. kr. til at støtte op om frivillige projekter i det byggede miljø. Projekterne vælges i en løbende proces over det næste år, og potentielle ildsjæleprojekter kan derfor stadig nå at byde ind. For at komme i betragtning skal man beskrive sit projekt på www.underværker.dk og demonstrere opbakning fra andre ved at samle ’likes’. Når et projekt har mindst 200 ’likes’ går det videre til næste bedømmelsesmøde.

Se alle projekter på www.underværker.dk