Ny bog om tilværelsen med en historisk gård

I erindringsbogen Gården – linolie, naturvin og landsbyliv fortæller jurist og iværksætter Jette Haugaard om at begynde en ny tilværelse på landet, hvor tiden går langsommere. I 1995 forelskede hun sig i en gammel nordsjællandsk gård, som hun købte. Garbolund blev nænsomt sat i stand, markerne blev dyrket, og landsbylivet blev en realitet.

 

Forfatteren er selv vokset op på en gård, men har ingen landbrugsuddannelse, så det lå ikke i kortene, at hun skulle blive gårdejer og kaste sig ud i et renoveringsprojekt, der skulle respektere og bevare gårdens oprindelige udtryk. Ikke desto mindre gik hun til arbejdet med gåpåmod og store drømme om en ny tilværelse tæt på naturen. En drøm, som mange andre deler med hende i disse år, hvor befolkningstilvæksten i landsbyerne stiger.

I Gården – linolie, naturvin og landsbyliv fortæller Jette Haugaard om sit første møde med gården, projektet om at få den købt for de penge, hun nu engang havde, arbejdet med at få nye stråtage, kampen om at overleve en isvinter, som afbryder vandforsyningen og meget mere. Der er altid nye udfordringer forbundet med at være gårdejer, men lige så stille bliver Jette Haugaard en del af landsbyens liv og idyl.

Da Jette Haugaard læste James Rebanks bog Fårehyrdens Dagbog, blev hun inspireret til at skrive sin egen historie ned:

”I lighed med James Rebanks bog giver min bog forhåbentlig dens læsere mulighed for at komme ned i gear. Men bogen skal også gerne give læserne er helt klar oplevelse af og indblik i, at livet basalt set handler om at leve med mening,”

fortæller den debuterende forfatter, der ikke har noget imod at blive kaldt en kvindelig udgave af Bonderøven, der siden 2008 har været med til at åbne danskernes øjne for, hvordan det enkle liv på landet kan tage sig ud. Et liv, som Jette Haugaard tog hul på allerede i 1995.

”Med årene gled jeg ind i landsbyens liv, og ganske langsomt indgik gårdens autentiske rammer også helt naturligt i sammenhængskraften for landsbyens fællesskab. Det skete kun, fordi frivillige ildsjæle arbejder sammen i landsbyens forskellige fora om at opretholde et levende landsbymiljø.” 

Jette Haugaard er ikke bare gårdejer: Hun er også kvindelig iværksætter. I bogen beskriver hun, hvordan hun forvandler en bakke med femogfyrre års grantræsvækst til en vinmark med otteogtredive rækker vindruer. I bogens sidste del rækkes ud mod det nye og ukendte, da hun i 2014 omlægger sin vinproduktion til naturvinsproduktion.

Gården – linolie, naturvin og landsbyliv er historien om det moderne liv på landet, men også historien om at turde tage nye chancer og blive en af de første naturvinsproducenter i Danmark.

GÅRDEN – LINOLIE, NATURVIN OG LANDSBYLIV
Forfatter: Jette HaugaardIllustrationer: Joanna Jensen
Forlag: Turbine
ISBN: 9788740674088′

Sidetal: 280

Vejl. pris: 249,95 kr.

Køb bogen hos forlaget Turbine