Både vand- og vindmøller repræsenterer en umistelig kulturarv, som vi ikke har et fuldt overblik over. I 1953 registrerede Nationalmuseet 3000 steder i Danmark, hvor der på et tidspunkt har været en vandmølle. Der er i dag spor efter ca. 300 vandmøller, og antallet af intakte, fungerende vandmøller ligger et sted mellem 30 og 50.
Folketingspolitiker og initiativtager til møllekonferencen, Kristian Pihl Lorentzen (v) understregede vigtigheden af et offentligt register over vand- og vindmøller i Danmark, så deres kulturhistorie i sin helhed kan formidles og forvaltes, og deres nuværende tilstand kan vurderes. Lorentzen argumenterede for, at møllerne er et samlet anlæg og, at de bør ses i sammenhæng med deres omgivelser, særligt mølledam og vandløb.
Mangel på viden
På trods af Nationalmuseets registrering i 1953 er der fortsat mangel på viden om møllernes nuværende tilstand. Der bør være nem adgang til information omkring både bygninger, anlæg og landskab. Det er ikke tilstrækkeligt med en bygningsfredning af vandmøllerne. Der skal mere til. En vandmølle uden vand er ikke funktionel og en vindmølle uden sit åbne landskab kan ikke fange vinden.
Vandmøllerne er en integreret del af landskabet og vindmøllerne har fungeret som vartegn ligesom kirketårne. Det er vigtigt at forstå, at vandmøllerne er maskiner, der skal have tilstrækkelig vandføring, der sikrer mulighed for en daglig driftstid på mindst 2 timer. Herudover bør der være vandtilførsel på 5 – 10 l/ vand pr sekund døgnet rundt hele året, for at vandhjulet kan holdes fugtigt.
Mangel på viden udgør en stor trussel for vandmøllernes overlevelse. Vil man formidle vandmøllernes kulturhistoriske betydning, kræver det en dybdegående forståelse og viden. Viden er også forudsætning for kompetent forvaltning fra myndighederne og endelig er viden nødvendig for at kunne uddanne dygtige møllebyggere.
Samarbejde er nøglen
Nationalmuseets direktør Rane Willerslev, drog paralleller til møllerne i Nationalmuseets arbejde med formidling og sikring af vikingeskibe, som også har været en stor drivkraft i historien. Han argumenterede derfor for, at der bør være et samarbejde mellem myndigheder og møllelaugene, hvor de deles om udgifter knyttet til vedligehold og bevarelse af møllerne. De frivillige i møllelaugene besidder en stor viden, mulighed for at formidle historien og er vant til en styre processen ved en restaurering, vedligeholdelsesprojekt eller lignende. De bør dog ikke stå alene og myndighedernes forvaltning bør understøtte deres arbejde. Et nationalt og offentligt register over vand- og vindmøller i Danmark vil skabe et godt fundament for et tværfagligt samarbejde.