Kampen om vandet

I næsten 22 år har EU’s vandrammedirektiv været udmøntet i dansk lovgivning, og selvom resultatet har kunnet aflæses i en forbedret økologi i vandløbene, har det været på bekostning af kulturarven. Den har lidt voldsomt. Implementeringen af Vandrammedirektivet har haft direkte indflydelse på vandmøllerne, med ændring af flere vandmøllers fysiske og kulturhistoriske spor.

Vandrammedirektivet har blandt andet til formål at sikre gode vandløb, i betydningen ”god økologisk tilstand”, hvilket vurderes ud fra en vurdering af miljøtilstanden i vandløbene. Her vurderes fire biologiske kvalitetselementer; smådyr, planter, fisk og alger, hvor disse suppleres med vurdering af de fysiske forhold i vandløbene. Dette indebærer blandt andet en vurdering af effekten af spærringer, der hindrer kontinuitet i vandløbene. Her er vandmøller et af de elementer, der udgør væsentlige spærringer. (Peter Kaarup, Kontorchef i Miljøstyrelsen, indlæg ved møllekonferencen)

Hammermøllen

Gør myndighederne deres arbejde?

Ja, alle myndigheder udfører deres arbejde inden for de juridiske og økonomiske rammer, men måske er forholdende for arbejdet med de kulturhistoriske forhold svære?

Da arbejdet med vandrammedirektivet blev indledt, spurgte Dansk Møllerforening EU-kommissionen, hvilken betydning implementeringen ville få for den danske kulturarv, herunder vandmøllerne. Svaret var, at beskyttelse af den nationale kulturarv er et anliggende for de nationale myndigheder og beror på den nationale lovgivning i de enkelte lande. I Danmark har vi bygningsfredningsloven og vandløbsloven, som sammen skal beskytte forringelser af den danske kulturarv, når vandløbsprojekter skal gennemføres.

I direktivet findes der gode muligheder for at tage særlige kulturarvshensyn, hvor det vurderes, at kulturelle hensyn vægter tungere end hensynet til en fri faunapassage. Historiske Huse mener det skal ske ved, at de vandløbsstrækninger, hvor de pågældende anlæg befinder sig, tages ud af vandplanarbejdet med henvisning til, at det er forkert, at de er kategoriseret som værende naturlige. Stort set alle vandløb i Danmark er ”stærkt modificeret”, altså påvirket af menneskelig aktivitet.

Ifølge Peter Kaarup, Miljøstyrelsen, findes der et aktuelt samarbejde med Slots- og Kulturstyrelsen vedrørende de fredede vandmøller, hvor det afdækkes, i hvilke konkrete tilfælde der bør tages særlige hensyn til kulturarven. Dette arbejde har medført, at en række vandløb er taget ud af vandplanarbejdet, med henvisning til, at der er fredede vandmøller med særlige kulturhistoriske interesser. Det er seks vandløb, hvor der dog kun er fungerende vandmøller ved to. Dansk Møllerforening er ikke tilfreds med dette valg, og har spurgt, hvordan denne udpegning er sket og på hvilket grundlag. Men hverken Naturstyrelsen eller Slots- og Kulturstyrelsen har ønsket at fremkomme med supplerende oplysninger om udpegningen. Og hvad så med alle de bevaringsværdige vandmøller – dem der er flest af og hvoraf nogle også er fungerende?

Det er kommunerne, som er vandløbsmyndighed og som har ansvaret for at sikre en god balance mellem natur, miljø og kulturhistoriske interesser. Det er derfor også dem, der inden gennemførelse af et vandløbsprojekt skal foretage en vurdering af de specifikke tilfælde ved gennemførelsen af projekterne.

Erfaringen fra de seneste 22 år viser desværre, at den danske vandløbslovgivning ikke i tilstrækkelig grad kan hindre, at væsentlige kulturhistoriske interesser tilsidesættes ved vandkøbsrestaureringer. I vandløbslovens § 37 er det godt nok beskrevet, at vandløbsprojekter ikke kan gennemføres, hvis væsentlige kulturhistoriske interesser tilsidesættes. Men det er ikke tydeliggjort, hvem der skal foretage denne vurdering, og hvordan loven i det hele taget skal fortolkes.

Når det gælder fredede bygninger ved et vandløb, er det klart, at selve bygningen, som sådan er beskyttet i en eller anden form gennem bygningsfredningsloven. Fredningsbeskrivelser anviser, hvilke dele af en bygning, der er omfattet af fredningen. Man kunne således mene, at alt var godt. Men det viser det sig, at fredningsbeskrivelserne ikke i tilstrækkelig grad beskriver de særlige dele af en vandmølle, der netop gør en mølle funktionel.

Ventepose Vandmølle

Vandføring fratages møllerne

I flere tilfælde ses det, at ellers intakte vandmøller fratages funktionsmulighed, ved at vandet fratages møllen. Det har Slots- og Kulturstyrelsen forsøgt at rette op på i 2011, ved at udvide fredningen ved en række vandmøller til også at omfatte de vandtekniske anlæg. Desværre kan dette heller ikke sikre vandføring til møllerne, idet styrelsen som myndighed tilsyneladende ikke har juridiske muligheder for at håndhæve en beskyttelse af vandføringen.

Møllernes anlæg er ikke fortidsmindebeskyttet – hvorfor?

Ved de bevaringsværdige vandmøller, er det alene de lokale kommuner, der foretager vurderingen af, hvorvidt en vandmølle kan betegnes som ”væsentlig kulturarv”. Sagsgangen er, at de lokale kulturhistoriske museer får en forespørgsel på deres vurdering af det pågældende projekt. Museerne administrerer efter Museumsloven, og herunder hører beskyttede fortidsminder. Det betyder, at vandmøller, som i arkæologiske termer hører til nyere tid, meget sjældent er registreret. Kun én fredet eksisterende vandmølle er fortidsmindebeskyttet, nemlig Aabenraa Slotsvandmølle. På trods af at mange andre vandmøller kan dateres tilbage til middelalderen, er deres anlæg ikke registreret som fortidsminder.

En sandsynlig årsag er måske, at midler til museerne igennem mange år er blevet beskåret. Det har medført, at det registreringsarbejde, der skulle være forudsætningen for at foretage en kulturhistorisk og arkæologisk vurdering ikke er udført. Her virker det påfaldende, at der ydes mange hundrede mio. kr., til det øvrige vandplanarbejde, men ikke en krone, når det gælder kulturarven i vandløbene.

Vi formoder, at sagsbehandling af arkæologiske interesser ikke adskiller sig fra al anden kommunal sagsbehandling. Det betyder, at vurderingen sker ved et skrivebord via et GIS-lag på et kort. Hvis registreringerne ikke er indført på kortet – eller måske findes i anden registrering, så findes det ikke. Det er muligt, at den enkelte sagsbehandler ved, at der findes noget af kulturhistorisk eller arkæologisk interesse, men hvis det ikke er valideret og indført på kortet, så findes det ikke. Derfor vil museets svar til den kommunale forespørgsel i alt for mange tilfælde blive, at man godt nok har observeret et og andet, men at det ikke er af væsentlig kulturhistoriske interesse.

Hertil kommer, at det også er svært for et museum at løfte ”bevisbyrden” for, at en vandmølle er af væsentlig kulturhistorisk betydning, og at gennemførelse af et vandløbsprojekt det pågældende sted har negativ konsekvens for vandmøllen.

Vandmøllerne er en kompleks størrelse

Vandmøllerne rummer en vigtig del af Danmarks samfundsmæssige udvikling, som ikke kun knytter sig til et bygningsværk. Der er både tale om væsentlig industrihistorie og et bygningsværk, der ikke er funktionel uden sit vandløb. Det kræver altså en møllebygning, mølleinventar, en mølledam med stemmeværk og tilstrækkeligt med vand i åen. En vandmølle er ikke meget værd uden vandet. (Kristian Pihl Lorentzen (v))

Det skaber særlige krav til kommunerne, hvis væsentlige kulturmiljøer skal bevares. Det kræver et tværfagligt samarbejde internt i kommunernes afdelinger, der oftest er opdelt i plan-, bygge- og miljøafdeling. Herudover kræver det, at der er en tværfaglig viden om de kulturhistoriske områders eksistens.

Registrering af vandmøller er en nødvendighed

Det bør ikke være ejernes ansvar at forsyne kommunen med viden. Ejerne vil altid være på bagkant i kommunernes vandplanlægning, og det er derfor essentielt, at der foretages en opdateret registrering af vandmøllerne, så de kan indgå som en naturlig del af kommunens arbejde. Det er nødvendigt, at registreringerne findes i kommunernes GIS-systemer, så de kulturhistoriske områder kan sikres på tværs i kommunes forvaltning. Findes det ikke i de tværfaglige systemer, vil vandrammedirektivet altid trumfe kulturarven.