Af Johan Westh Hage
Realdania har stillet spørgsmålet “Hvad er en levende bygningskultur” til en række forskere, hvilket har affødt både fagligt funderede og personligt engagerede svar. De 12 essays spænder fra det materialenært handlingsanvisende hos Søren Vadstrup fra KADK til det filosofisk tænksomme hos Nina Ventzel Riis. Som indviet og en del af klanen kan man ofte nikke i enighed, men man udfordres ikke så meget. Der opstår nemt en følelse af, at bevæge sig i et iltfattigt rum af ophøjet bygningskulturel konsensus. Mette Mechlenborg beskriver det rammende:
“Bygningsarv er ofte et genstandsfelt for de særligt indviede; for faglige aktører, som kan argumentere inden for arkitekturhistorie, stilarter og byggeteknik. I det perspektiv er bygningskulturen (stadig) elitær.”
Der er dog også originale tanker og bidende vid. Blandt andet hos Poul Sverrild, der revser dem (os), der helst vil fokusere på de “fineste” og ældste bygninger og undlader at beskæftige sig med de huse, som der er flest af:
“Så længe bygningskulturen af de mange opleves som tilhørende andre i samfundet, kan vi ikke forvente engagement, men højst interesse. Når opslag om bygningskultur på nettet altovervejende peger på de dele af bygningskulturen, som består af gamle og/eller elitære bygninger som præste- og herregårde eller arkitekternes egne huse, så er det vanskeligt for os ude i “almindelighedens” bygningsmasse at opleve et ejerskab til bygningskulturen.”
Som ophavsmænd til Danmarks Smukkeste Herregård og ditto Præstegård må vi tage den pointe til os og måske tillægge os et mere inkluderende blik – udvide vores horisont. Også selvom Poul Sverrilds forstadskærlighed måske slører hans blik for, hvor stort et engagement, der kan mobiliseres i provinsen for bindingsværk og stråtag.
Piskesvirp fra Carsten Thau
Bidende vid er professor emeritus Carsten Thaus varemærke. Og hans essay “Om begrebet bygningskultur” er også mere farverigt end titlen antyder. I hans grundlæggende kulturpessimistiske indlæg, er der ikke meget håb for den levende bygningskultur at hente i forhold til en befolkning, der er “loyal over for udviklingen i al almindelighed og i arkitekturen, så længe den er udtryk for en almindelig vækst i velstand og forbrug”. Men den virkelige bredside er vendt mod parnasset, der skal være med til at sikre en levende debat omkring bygningskulturen:
“I dag er det kun enkelte skribenter og alderstegne arkitekter, der skaber en levende offentlighed omkring bygningskulturens mål og midler. Tegnestuerne er af kommercielle og strategiske årsager uhyre forsigtige. Lærerne på arkitektskolerne passer tilsvarende deres job, men er ikke aktive i forhold til at præge udviklingen.”
Og med konkret henvisning til BIG og Bjarke Ingels fremhæves “enkelte meget publicerede tegnestuer (der) reklamerer med en “hedonistisk arkitektur”. Thau efterlyser et højere kald og en “sociologisk fantasi” blandt arkitekter og studerende:
“Hvis arkitektur blot drejer sig om at turnere en given bygning med en vis elegance, som ren og skær design, så vil kulturen i en bred forstand reduceres til typer af international mainstream-arkitektur.”
Bæredygtigheden som ny dimension
Det oplagte sted at lede efter dette samfundsengagement og højere formål med vores bygningskultur – ny og gammel – kunne være den allestedsnærværende klima- og bæredygtighedstematik.
Og temaet har da også sneget sig ind flere steder. Nogen steder i den åbenlyse forstand – de historiske bygninger kan stå længe – men andre steder med en krølle. Landskabsarkitekt Ellen Braae skriver fx om den betydning, vi tillægger bygninger og landskaber og de fortællinger, vi projicerer ind i dem. Fortællinger, der er med til at forhindre nedrivning og sikre, at stederne står længe. Fortællinger, der bedst rummes i begrebet “heritage”, hvor der ikke skelnes mellem kultur- og naturarv.
Søren Vadstrup kommer med et prisværdigt vedholdende budskab, der ikke er nyt, men har fået fornyet aktualitet med klimakrisen. Han peger på den simple og uafviselige matematik, der ligger i bygningskulturens vedvarende holdbarhed. Med korrekt brug af historiske materialer har ældre huse en holdbarhed, som intet nybyggeri kan konkurrere med. I dag smider vi “krondiamant” certifikater efter nybyggeri, der skal kunne holde 65 år, hvilket ikke virker imponerende i forhold til de historiske huse.
“De hypede nybyggerier i træ skal således være glade, hvis de holder meget mere end de samme 65 år – fyldte som de er med tilfældigt opskåret skodtræ, beslag, skruer, lim og plastik.”
Nye perspektiver og frisk blod
Der er klart et behov for at vitalisere både vores bygningskultur og debatten om den. Og på den måde er essay-samlingen et godt initiativ. Men som sagt bliver det samlede indtryk noget iltfattigt – selv om der er både gode pointer og kloge ord. Man savner et blik udefra – uanset om det så er fra forskere uden for boblen, kunstnere, forfattere, politikere eller erhvervsfolk. Måske endda nogen, der kan chokere lidt, som fx. forfatter Victor Julebæk, der fik lov til at give sit besyv med om bygningskulturen i publikationen Livsrum (s. 29), i anledning af 100-året for fredningsloven:
Tiden kræver handling og folket kræver nye boliger, og hvem skal give dem det, hvis vi bare reparerer på disse elendige skure, når der nu kunne skyde nye lejligheder op, som kan finansiere alle de glæder, som folk tager for givet. Velfærd kræver investeringer, og
investeringer kræver nye og friske byggegrunde, som jeg kan sælge til frie og rige borgere. Hvis det stod til mig, så rev vi hele lortet ned, og glemte alt om følelseskultur og erindringstruktur.
Man mister lige fodfæstet og mærker uroen – er det satire eller alvor? Ganske forfriskende. Men måske Victor og andre med lidt skæve budskaber kan få plads i den næste essaysamling om vores bygningskultur. Gerne sammen med os fra parnasset, der ved, hvordan tingene hænger sammen.
Læs hele essay-samlingen “Levende Bygningskultur” hos Realdania