Når man har arbejdet med bygningskultur og historiske huse i et stykke tid, ved man, at et altid tilbagevendende element i både Danmark og udlandet er rapporter og guider, der skal undersøge og helst dokumentere kulturarvens økonomiske værdi. Hvad betyder velbevarede kulturmiljøer med bevaringsværdige og fredede bygninger for den lokale økonomi, huspriserne, tilflytningen, turismen og erhvervslivet? Hvordan kan man med økonomiske argumenter overbevise husejere, kommunalpolitikere og centraladministration om værdien af godt håndværk, traditionelle materialer, bevarende lokalplaner eller fradragsmuligheder? Hvad kommer der egentlig ud af vores bevaringsindsats – i kroner og øre.
Mange af os har en instinktiv fornemmelse af en række unikke kvaliteter i det historiske byggede miljø, som vi skal passe på og som vi f.eks. kan finde på at kalde for “umistelige” for at understrege deres vigtighed. At kalde noget for “umisteligt” er jo ikke et særligt sagligt argument, men snarere baseret på en følelse af, at verden bliver et fattigere sted (ikke nødvendigvis i økonomisk forstand) uden disse miljøers skønhed og historiske og fortællemæssige tyngde. En følelse af at disse steder forbinder os både med hinanden og fortiden og er en del af vores identitet. En følelse af. at tabet af dem vil gøre os mere rodløse og tomme.
I marts 2015 lancerede Realdania rapporten Værdien af bygningsarven udarbejdet af konsulentvirksomheden Incentive. Det var et grundigt arbejde som rent faktisk påviste, at bygningsarven skaber indtægter og værdi i forhold til både huspriser, turisme og beskæftigelse. Men meget bemærkelsesværdigt advarede den daværende kulturminister Marianne Jelved (R) ved lanceringsreceptionen mod at lade alt hvile på netop den type af undersøgelser:
Der er en tendens i tiden til, at den kulturelle sektor forsøger at legitimere sig gennem forskellige subtile økonomiske beregninger, hvor ”samfundsværdien” beregnes.[…] Jeg vil gerne advare imod den slags undersøgelser. Hvad nu hvis resultatet var et minus? Skulle vi holde op med at lave film i Danmark? Eller lukke bibliotekerne? Eller for den sags skyld holde op med at tage os af bygningsarven? Vi tror efterhånden, at alt kan gøres op i kroner og ører. Det kan det ikke! Kulturens områder bliver nødt til at legitimere sig ud fra deres kerne. Stå ved det, der er kernen og overbevis os – det vil sige borgerne – om, at det skal vi have, også for eftertiden.[…] vi skal huske at se på den rigtige årsagssammenhæng. Vi skal ikke passe godt på bygningsarven, fordi det betaler sig i kroner og ører. Tværtimod: Værdien i kroner og ører afspejler, at bygningsarven betyder noget for os i sin egen ret. Læs hele talen her.
I mine ører er der noget besnærende rigtigt ved den argumentation. Hvis vi køber præmissen om at bundlinjen er det væsentligste argument for fx. kulturarven forstærker vi den politiske virkelighed, hvor Finansministeriet, Økonomiafdelingen og pengepungen er målestok for alting. Vi skal turde argumentere for kulturarven på dens egne præmisser. Og ikke for at sige at penge ikke er afgørende for området – vi kan hverken vedligeholde bygningerne eller formidle og udvikle kulturarven uden midler – men der er andre argumenter for at prioritere den indsats end påstanden om at alle investeringer kommer igen med renters rente.
Men det er også en tankegang som kræver utroligt meget af dem, der vil slås for kulturarven. For det betyder, at vi ikke kan regne med spørgeskemaundersøgelser eller målinger til at fortælle os at kulturarven er vigtig. Det er vi flere, der både ved og føler, at den er. Og de økonomiske fordele opstår ved, at vi udvider den kreds af mennesker, som ved og føler det samme. Det kræver idealisme, engagement og ikke mindst kreativitet. Og det kræver, at vi hele tiden er klar over, at kulturarven er ilde stedt, hvis den kun værdsættes af en lille lukket klub. Og selvom det er opmuntrende at undersøgelser viser, at der er penge i fx. velbevarede kulturmiljøer, ville det modsatte resultat – et underskud på kulturarven ikke gøre den mindre vigtig. Det ville blot gøre det endnu vigtigere, at overbevise andre om “værdien af bygningsarven” – ikke de penge den kaster af sig, men dens kerne – alt det der netop ikke handler om penge.