Vi har brug for en arkitektonisk renæssance

Arena Horsens. Foto: Wikipedia Commons.

En ny renæssance for især bygningskulturen er ikke blot ønskværdig, men yderst tiltrængt.

“Jeg undrer mig over den ligegyldighed vi viser vore bygninger, byer og landskaber. Vi har aldrig været rigere, og aldrig bygget så meget grimt som nu og ødelagt byer og landskaber med banale og ansvarsløse byggerier”.

Dette statement fremsatte tidligere horsensianer, arkitekt og forfatter Steen Estvad Petersen i 1994 i sin bog “Leopardernes Huse”. Fra fødsel til død lever vi i landskaber og i og mellem huse, hvor storslåethed, ydmyghed og skønhed gerne skulle være til daglig glæde.

Forståelsen for traditionen i bygningskulturen er i dag desværre nærmest ikke-eksisterende. Spørgsmålet er om respekt for og tradition i bygningskulturen atter kan genskabes. Forsøget har tidligere med held været gjort gennem foreningen “Bedre Byggeskik”, som opstod i 1915 ud fra ønsket om at komme tidens uskønne byggerier overalt i landet til livs.

Gennem foredrag, vejledning og udstillinger bidrog foreningen til at hjælpe almindelige mennesker til at bygge gode og sunde boliger ud fra anerkendte håndværkstraditioner.

“Bedre Byggeskik” eksisterede helt frem til 1940 og er for længst gået over i nyere arkitekturhistorie som en af de rigeste perioder, ikke mindst fordi foreningen i så høj grad prægede den brede befolknings byggerier. Måtte dagens beslutningstagere for kultur, og for bygnings- og landskabskultur i særdeleshed, gøre helhjertede forsøg på at overføre initiativet til i dag.

Der er nok at tage fat på, og konceptet eksisterer allerede i “Bedre Byggeskik”. Det skal blot tilpasses et gennemindustrialiseret byggemarked.

I Horsens kan man passende tage fat på det landskabsfremmede parcelhusbyggeri og det monotone, ideforladte industribyggeri, som præger byens indfaldsveje. Det kan muligvis nås endnu, i modsætning til bymidten med fokus på torvet, hvor arkitekten Viggo Norn påbegyndte bebyggelser af “væggene”, husene, som danner indramningen af Vor Frelsers Kirke, beklageligvis aldrig blev færdiggjort, og vi derfor i dag, og sandsynligvis mange år fremover, må være vidner til det bygningsmæssige uskønne konglomerat, som kortsigtede politiske beslutninger har forvoldt.

Til de danske bygherrer og håndværkere sagde en af foregangsmændene til “Bedre Byggeskik”: “Landet er skønt, og menneskene har ingen ret til at gøre det grimt”.