Af Nikolaj Bøgh. Rådmand, Frederiksberg (C)
Om kort tid kommer en fantastisk firlænget bindingsværksgård fra 1775 i Ejby i Middelfart Kommune på tvangsauktion, og kan sandsynligvis købes for en slik på grund af de voldsomme udgifter til vedligehold. Gården er en klassisk fynsk sulekonstruktion (den ældste form for bindingsværk, som har rødder tilbage til bronzealderen). Det er endnu en værdifuld bygning, som er i alvorlig risiko for at gå tabt. Engang var der omkring 7000 firlængede bindingsværksgårde på Fyn. I dag er der måske 50-60 stykker tilbage, og det går hastigt ned af bakke. Alene i januar blev to revet ned.
Byerne præget af ødelæggende moderniseringer
Det går gennemgående ikke godt for den danske bygningsarv i disse år, og alt for meget går tabt – meget af det uden nogensinde ar være registreret ordentligt. I de større byer, hvor udviklingen buldrer derudaf, er bevaringsværdige bygninger meget ofte truet af nedrivninger for at skaffe plads til større, mere moderne huse eller af ødelæggende moderniseringer, hvor fejlplacerede altaner, tagterrasser, udvidelser eller ringere materialer ødelægger det arkitektoniske udtryk for altid. De få borgeres fordele er her ofte de manges ulempe, fordi de skal leve med forringelser i deres fysiske omgivelser.
Yderområderne afhængige af enkeltpersoners engagement
I landets yderområder er det ofte svært at finde købere til gamle huse, som derfor forfalder og til slut rives ned, indimellem tilmed efter en affredning. Nogle gange tilsyneladende helt kalkuleret, hvor man lader en bygning forfalde så meget, at nedrivning til sidst er den eneste mulighed. Det er på kort sigt ofte billigere at rive ned og bygge nyt, selvom analyser viser, at der på længere sigt er væsentligt flere penge i arkitekturarv end i kønsløst moderne byggeri, både for den enkelte ejer og for den by eller landsby, hvor bygningerne ligger, og som mister sin attraktion og tiltrækningskraft, hvis alt det gamle rives ned. Ofte er det et spørgsmål om enkeltpersoners engagement, hvis en bygning skal bevares. En enkelt ejers interesser, en lokalpolitiker med et særligt engagement eller en lokal bevaringsforening, der uophørligt bider kommunen i haserne.
Manglende mulighed for fredning af kulturmiljøer
Der er et alt for stort spring mellem de to systemer, vi i Danmark har indført til bevaring af bygninger, vi gerne vil passe på i fællesskab, og alt for meget falder mellem to stole. I den ene ende af skalaen finder man de ca. 9000 fredede bygninger, som staten holder opsyn med. Her er kravene til originalitet næsten for høje og mulighederne for modernisering oftest ganske små. Dette har resulteret i en bølge af affredninger gennem de senere år, hvor Slots- og Kulturstyrelsen har gennemgået samtlige fredede bygninger og ophævet fredningen på omkring 150 af dem. Årsagen har primært været, at de var ombygget indvendigt, typisk ikke fordi ejerne har gjort noget forkert, men fordi de oprindeligt har været fredede i klasse B, som kun var en facadefredning, der eksisterede frem til 1980, hvorefter man indførte samme regelsæt for alle fredede bygninger.
Affredningerne har været geografisk meget forskelligt fordelt, og f.eks. i Aabenraa blev hele 16 ud af 88 fredede bygninger affredet. Det rummer en stor risiko for, at ellers sammenhængende kulturmiljøer kan blive ødelagt, hvis affredning fører til nedrivning af fredede bygningers nabobygninger, alene fordi de er blevet bygget om indvendigt. I virkeligheden var det gamle system med A- og B-fredninger ganske hensigtsmæssigt, og i realiteten er det jo først og fremmest facaden, der for langt de fleste mennesker udgør den værdi ved en gammel bygning, som man oplever. Muligheden for at frede kulturmiljøer findes ikke i bygningsfredningsloven, hvilket er en stor mangel. Den rummer heller ikke mulighed for at tage hensyn til ret meget andet end arkitektur og originalitet, mens kulturhistorisk betydning ikke rigtig tæller.
De bevaringsværdige bygninger mangler registrering og beskyttelse
I den enden ende af skalaen finder vi de bygninger, der er blevet erklæret bevaringsværdige, og som det er kommunernes ansvar at passe på. Klassifikationen af bevaringsværdige bygninger foregår via en såkaldt SAVE-værdi fra 1 til 9, men der er tale om et fuldkommen anderledes og langt svagere regelsæt. Den første forudsætning er, at kommunerne registrerer bevaringsværdierne. Det sker i mange tilfælde ikke. I det ovennævnte tilfælde fra Middelfart Kommune er bindingsværksgården således aldrig blevet SAVE-registreret, selvom den utvivlsomt har meget høj bevaringsværdi. Men i al ubemærkethed kan den altså alligevel meget let blive revet ned.
Hertil kommer, at der ikke nogen form for retsvirkning af, at en bygning er erklæret bevaringsværdig, lige bortset fra, at nedrivning af den altså kræver tilladelse fra kommunalbestyrelsen. Men den kan frit ombygges og ændres fuldstændig grundlæggende, medmindre den er omfattet af en bevarende lokalplan, der stiller særlige krav til bevaring af materialer, detaljering m.m. En mindre del af de bevaringsværdige bygninger i landet er omfattet af en bevarende lokalplan, men ofte bliver de ikke rigtig håndhævet, bl.a. fordi mange kommuner ikke har personalemæssige kompetencer eller ressourcer i øvrigt til at løfte opgaven – eller fordi der er et politisk ønske om at dispensere fra lokalplanen, hvilket man frit kan gøre. Til gengæld har kommunerne faktisk – når det altså fungerer – mulighed for at bevare værdifulde samlede kulturmiljøer gennem en bevarende lokalplan.
En grundlæggende revision er tiltrængt
Det er meget problematisk, at det i realiteten er så tilfældigt, hvad der bevares, og hvad der ikke gør. Kommunernes evner og redskaber er ofte for svage, og skellet mellem fredet og ikke fredet er i realiteten alt for stort, selvom der kvalitetsmæssigt i virkeligheden ikke er den helt store forskel på en fredet bygning og en bygning med høj bevaringsværdi. Hele systemet trænger til en grundlæggende revision, der bl.a. kunne give mulighed for at frede enestående kulturmiljøer, skærpe den kulturhistoriske fokus i fredningerne samt forbedre kommunernes pligter og redskaber i forhold til de væsentligste af de bevaringsværdige bygninger, herunder give muligheder for at beskytte bygningernes indre – og naturligvis sikre, at bevaringsværdierne i det hele taget bliver registreret.
Vi mangler desuden bedre muligheder for støtte eller seriøse skattefradrag til ejere at historiske huse, der vil gøre noget for vores fælles bygningsarv. De private fonde gør ind imellem noget, men en fond som Realdania, der tidligere har gjort rigtig meget, har tildels fået andre interesser og træffer nu indimellem beslutninger, der decideret undergraver bygningsarven, som bl.a. opførelsen af rædslen BLOX i København midt i et værdifuldt kulturmiljø.
Storbritannien som inspiration
Det bør på sigt være en national opgave at skabe bedre vilkår for bygningsbevaring, måske i form af en fond, som vi kender det fra England, der kan opkøbe væsentlige bygningsværker og sikre deres bevaring. I Storbritannien, som på så utrolig mange måder er et land, kulturinteresserede mennesker kan lade sig inspirere sig af, har man et nationalt lotteri, hvor de ganske betydelige indtægter går til bygningsbevaring. Og så har man private fonde, ikke mindst National Trust, som ejer over 350 historiske bygninger, haver, parker, naturreservater, fortidsminder m.m. National Trust er med 3,6 mio. medlemmer den største medlemsorganisation i Storbritannien, og 55.000 frivillige bidrager årligt med 3 mio. timers frivilligt arbejde.
At satse på et øget folkeligt engagement i bygningsbevaring er måske den rigtige vej at gå i et land, hvor kulturministeren er regeringens laveste rangerende minister og kulturbevillinger næsten altid kommer nederst i bunken. Under alle omstændigheder er vi i dag for dårlige til at passe på vores kulturarv på bygningsområdet, og det burde der gøres noget seriøst ved.