Lej dit landhus ud gennem Landfolk

Gaest.com, der formidler booking af mødelokaler, fik så meget succes, at det lokale Århus-firma blev købt af Airbnb. Nu har folkene bag startet en udlejningsservice for håndplukkede sommerhuse med sjæl og personlighed. Hvor Airbnb er en urban markedsplads drevet af udlejning i metropoler verden over, satser Landfolk på naturoplevelser udenfor storbyen. Historiske Huse har lavet en samarbejdsaftale med Landfolk til fordel for de af vores medlemmer, der gerne vil udleje et hus på landet.

 

Det danskejede firma vil hjælpe folk med at komme ud af byerne. Tættere på naturen og på hinanden.  Sommer- og fritidshuset er ikke blot rammen om ens ferie, men en del af selve oplevelsen. Derfor bruger Landfolk tid på at finde og håndplukke de helt særlige steder, som skaber nærvær mellem mennesker og hvor naturen er lige uden for døren.

Særlige ejere, særlige huse

Det er lige så vigtigt, at der står en passioneret sommerhusejer bag, som elsker at bruge huset selv og har lagt omtanke i indretningen. En ejer der nyder, at ens fristed bliver brugt og er til glæde for andre, når man ikke selv har mulighed for at være der. Og som sætter pris på at blive en del af et fællesskab med andre sommerhusejere, hvor man kan hente inspiration og gode råd hos hinanden.

Cathrine K. Reimann, en af stifterne bag Landfolk forklarer. hvad det er for en oplevelse de leder efter:

“I Landfolk er vi meget glade for samarbejdet med Historiske Huse, da hele missionen med virksomheden er at samle og give adgang til helt særlige sommerhuse, der ellers kan være svære at finde i Danmark. Mange af de huse, der bliver delt via Landfolk har aldrig tidligere været delt med andre gæster, og derfor sætter Landfolk en stor ære i at gøre det til en god oplevelse – for både husejer og gæst – at nyde et ophold i huset. ”

Håndplukkede huse med historie

At det er de helt særlige huse Landfolk går efter, understreges af, at husene håndplukkes. Det betyder, at det ikke er alle huse, der kommer gennem nåleøjet.

Landfolk tiltrækker gæster, der går meget op i det sted de holder ferie – hvor huset faktisk er destination i sig selv. Derfor er det også gæster, der vil sætte særligt stor pris på huse med kulturhistorisk værdi og fortællinger om tidligere ejere, betydning for lokalområdet og de arkitektoniske kvaliteter og løsninger.

På Landfolks platform kan man fx. finde en samling af arkitekttegnede sommerhuse.

Historiske Huse har indgået et samarbejde med Landfolk til fordel for medlemmerne. Kontakt os  på sekretariat@historiskehuse.dk for yderligere info.

Indsend dit hus her