Den byggede kulturarv er samlet set alt for svagt beskyttet.
Vores byggede kulturarv, som omfatter både de fredede og de bevaringsværdige bygninger, er samlet set alt for svagt beskyttet.
De fredede bygninger
De fredede bygninger omfatter kun 7000 bygninger, placeret på 3.500 ejendomme og må betragtes som værende de absolutte perler i landets samling af historiske bygninger. Halvdelen af dem ligger i øvrigt i Københavnsområdet. De er underlagt Bygningsfredningsloven, som administreres af staten, ved Slots- og Kulturstyrelsen. Deres praksis for valg af metode og materialer er meget stram ved moderniseringer, istandsættelser og sågar almindelig vedligeholdelse.
De mange bevaringsværdige bygninger
Når fredningen ophæves på en bygning, hvis ydre stadig er fredningsværdig, men hvis indre af forskellige grunde har mistet sine fredningsværdier, forventes det, at bygningen ”samles op” af Planloven, som regulerer resten af landets byggede kulturarv – de bevaringsværdige bygninger. Denne gruppe bygninger omfatter alt efter kategorisering et sted mellem 125.000 og 300.000 bygninger. Disse bygninger er reelt de bygninger, der både som enkeltbygninger og som helheder udgør den del af kulturarven, som vi færdes blandt hver eneste dag. Det er den del af bygningsarven, der på grund af dens store volumen definerer og skaber vores særlige bygningskultur, og som turisterne kommer for at opleve.
Hverken kommuner eller Planloven er gearet til at beskytte kulturarven
Desværre er lovgivningen for denne meget væsentlige gruppe bygninger alt for fleksibel og i sidste ende er det helt op til lokalpolitikernes forgodtbefindende om kommuneplan og lokalplaner efterleves. Den enkelte kommune er godt nok hvert 4. år forpligtet til at vedtage kommuneplanen, som den overordnede ramme for bl.a. lokalplaner og byudvikling iøvrigt. Problemerne er at:
Lokalplaner kan vedtages nårsomhelst og skal i princippet holde sig inden for kommuneplanens rammer, men hvis lokalplanerne er for snerrende, kan disse omgås ved at vedtage et såkaldt kommuneplantillæg, som ændrer på selve kommuneplanen – også midt i en valgperiode.
- Man kan politisk dispensere fra lokalplanerne, som iøvrigt ikke er gearet til at administrere detaljer på enkeltbygninger.
- Selv om de bevaringsværdige bygninger og -bymiljøer bør være registreret og medtaget i lokalplanerne, er det langt fra sikkert, det er tilfældet. Planerne lægges og gennemføres af lokalpolitikere, som måske ikke har forståelse for eller sans for at prioritere kulturarven, fordi kun nybyggeri opfattes som værende katalysator for fremgang og vækst.
- Kommunalpolitikere ofte tæt på deres borgere. Derfor mangler der i visse tilfælde armslængde, hvilket bringer kommunalpolitikere ud i dilemmaer, når kapitalstærke bygherrer vifter med arbejdspladser og nye boliger.
- De færreste kommuner har den fornødne viden og kompetencer til at administrere de bevaringsværdige by- og bygningsmiljøer endsige giver dette embedsværk det fornødne mandat til at føre lokalplanerne ud i livet.
- Staten har de senere år omlagt byfornyelsesmidlerne til en ”nedrivningspulje” i yderområderne, så der nu mangler økonomiske incitamenter for kommunerne til at prioritere istandsættelse af de historiske bygninger. Det virker ikke fremmende for udviklingen i landdistrikterne og er med til at fremme fraflytning, fordi herlighederne forsvinder.
Alt for få lokalplaner og uden reel juridisk binding
Fonde og organisationer har med store kampagner arbejdet for at bevidstgøre politikere og befolkningen om betydningen af den byggede kulturarv for øget tilflytning, af virksomheder og borgere samt øget turisme. Alligevel viser en ny undersøgelse igangsat af Realdania, at lokalplanarbejdet mere eller mindre er gået i stå. Med et stigende antal dispensationer og nedrivninger af værdifulde bevaringsværdige bygninger landet over, må politikerne erkende, at Miljøminister Sven Aukens intention om, at de bevaringsværdige bygninger og helheder skulle være et kommunalt anliggende, stort set er slået fejl. Trods Skov- og Naturstyrelsens store arbejde for at registrere de bevaringsværdige bygninger op gennem 90´erne i samarbejde med kommunerne og de lokale museer, blev alle disse registreringer aldrig nogensinde, ligesom fredninger, tilnærmelsesvist juridisk bindende.
Svend Auken var for optimistisk
Miljøminister Svend Auken troede kommunerne ville forstå, hvad det var for et guldæg for fremtidig udvikling, de historiske bymiljøer udgjorde. Det samme troede Realdania med kampagnen, Bygningskultur 2015. Svend Auken var samtidig optaget af, at kommunernes selvbestemmelsesret blev respekteret. Fordi han selv var runden ud af en gennemkultiveret højskoleslægt, troede han at ethvert kommunalbestyrelsesmedlem, ville kere sig om sin lokale bygningskultur og byggeskik. Han så fejl.
Kommunerne ”dumpet” i bygningsbevaring
I dag må vi konstatere, at ikke alle, men alt for mange kommuner ”er dumpet” i beskyttelse af landets bygningsarv. Et ansvar og en opgave, som de skalter og valter med uden tanke for, at selv om en bygning ikke er fredet, kan den have samme betydning for et bymiljø som en fredning, både alene og i sin sammenhæng. Flere århundreders borgmestre har kunnet administrere og bevare vores bygningsarv. I dag har det aldrig været nemmere og hurtigere at rive ned og bygge nyt. Det kan enhver finde ud af. Vil man som borgmester derimod skabe sig et positivt eftermæle, skal man vide, at kunsten ligger i at bevare, indføje, tilpasse og skabe nye bygninger, som ikke er kopier af de gamle, men som i allerhøjeste grad respekterer flere århundreders opsparede viden og kunnen om byggeskik og byggestil. Spørg de dygtige arkitekter. De er enige.
Tiden er med den byggede kulturarv
Oveni de historiske bygninger og -bymiljøers katalysatorvirkning for vækst og velfærd, viser alle livscyklusberegninger, at disse bygninger tapper lige ind i den vigtige klimadagsorden. Det samlede co2-aftryk er meget mindre end for nybyggeri, hvis ejendommene renoveres med omtanke. Samtidig skaber disse bygninger med deres menneskelige skala og venlige arkitektur, øget livskvalitet for beboere og besøgende. Det er derfor vigtigt, at man indtænker bevaringsværdige bygninger og bymiljøer i nye boligområder, både ved at undgå nedrivning, men også ved at sørge for at nybyggeri tilpasses og inspireres af skala og stedsspecifikt udtryk.
Nøgleordene er opstramning – og måske samtænkning
Der er altså al mulig grund til, at kommunerne forpligtes på de historiske bygninger, og i Historiske Huse er vi derfor af den opfattelse, at lovgivningen for vores bevaringsværdige bygninger skal ændres og strammes op – og måske i højere grad, end tilfældet er, samtænkes med lovgivningen for de fredede bygninger. Kommunerne må enten forpligtes til at påtage sig det fornødne ansvar for de historiske bygninger og bymiljøer eller også i højere grad lade sig administrere af staten – eller kunne man tænke sig regionerne? Der må findes en løsnming, for vi kan ikke tolerere, at lokal kulturarv, som ofte også er af national betydning, den ene gang efter den anden forsvinder, blot fordi en tilfældig borgmester ikke har viden eller forståelse for, hvad det er, han/hun i måske kun en fireårig periode har fået lov til at have mellem hænderne.
I forbindelse med det forstående kommunevalg vil Historiske Huse, talerør for ejerne af de fredede og bevaringsværdige bygninger søge at få Boligminister Kaare Dybvad i tale. Planloven hører ind under ministerens resort, og vi er sikre på, at netop Kaare Dybvad vil forstå ovenstående synspunkter.