Indlæg af formand, Birthe Iuel

Hvem skal betale for ”det bygningskulturelle saneringstab” i bevaringsværdige udlejningsboliger på landet?

Ja, det er et helt nyt hjemmekonstrueret begreb, som vi ikke har hørt andre bruge. Det dækker over det tab, man som bygherre har udover det almindelige saneringstab, der stort set altid er ved istandsættelse af en ældre bygning.

Men én ting er sikkert – problemstillingen truer bevaringen af de bygningskulturelle værdier.

I disse tider, hvor der tales så meget om, at det er et alvorligt problem for bosætningen i det åbne landskab, at landbruget ændrer struktur til færre brug, står lejeloven ofte i vejen for opretholdelsen af bevaringsværdierne på de overflødiggjorte stuehuse.

Da mange landmænd ikke bryder sig om at have fremmede lodsejere indenfor egen arrondering, vælger de at leje de tomme stuehuse ud frem for at sælge dem. Beholder landmanden bygningerne, har han mulighed for at komme af med sin lejer, hvis denne ikke passer sine forpligtelser – i det mindste i teorien.

De fleste stuehuse på landet er udført i gode materialer med mange fine detaljer og i lokal byggeskik. Når ejeren skal istandsætte bygningerne, er han imidlertid nødt til at se på, hvad han kan regne med at få ind i husleje, før han beslutter sig for, hvor mange penge han kan tillade sig at investere i en istandsættelse.

Det er her lejeloven er med til at begrænse ejernes lyst til at sætte husene i stand med skyldigt hensyn til bevaringsværdierne. Lejeloven sætter ganske enkelt en begrænsning for, hvor meget ejeren må tage pr m2 i husleje og det lige meget, hvor store herlighedsværdier både bygninger, udenomsarealer eller udsigter repræsenterer.

Det går ud over bevaringsværdierne, som betragtes som luksusdelen og betales med de ”yderste” penge.

Alle ved at tæt tag, tætte døre og vinduer samt basale funktioner som køkken, bad og tekniske installationer prioriteres før noget andet. Det samme gælder isolering, så energiforbruget minimeres. Til allersidst kommer som sagt varetagelsen af bevaringsværdierne, men inden da er det almindelige saneringstab så stort, at kun velhavende filantroper begiver sig af med at investere et yderligere stort beløb, der ikke nogensinde hverken forrentes eller betales tilbage.

Det betyder, at bygningerne undergår en forarmning, som kan være svær at rette op på. Blot tanken om at istandsætte de gamle vinduer og få lavet forsatsvinduer, frem for at udskifte til nye termovinduer, kan ruinere et budget med et krav om en rimelig kort tilbagebetalingstid. Skorstene uden udkragning, tagudhæng uden gesimsbånd, forsimpling af tagmateriale, uoriginale døre, flydende gulve, vinylbeklædte badeværelser osv. osv. er de realistiske løsninger, de fleste med en almindelig økonomi må ty til.

Det er ærgerligt for bygningerne og for bygningskulturen, men det er også ærgerligt for landdistriktsudviklingen. Ressourcestærke lejere med råd til at betale huslejer i den høje ende tiltrækkes ikke af huse, som er sat i stand med middelmådige løsninger.

Desværre er lejeloven med til at forhindre ejerne i at tiltrække de ressourcestærke lejere – hvilket ikke er hensigtsmæssigt og især er et problem i de områder indenfor køreafstand til de større byer, hvor der virkelig er et publikum til dyrere lejeboliger.

Løsningen må være, at der enten tilføres området ekstra midler eller at der f.eks. sker en liberalisering af lejelovens bestemmelser i landdistrikterne, så snart en ejer kan dokumentere, at der til istandsættelsen af en bevaringsværdig bygning har været afholdt omkostninger udover de beløb, man normalt bruger pr. m2 til renovering af ældre bygninger.

Derudover må lovgiverne sikre, at enhver ejer af et bevaringsværdigt hus kan få det vurderet og udpeget som bevaringsværdigt, så ejeren kan få den nævnte dispensation.

Det er tankevækkende, at en lovgivning, der skal beskytte lejerne, samtidigt virker hæmmende for incitamentet til at bevare vores bygningskulturelle værdier og dermed også for incitamentet til at trække ressourcestærke borgere ud i landdistrikternes boliger.

Birthe Iuel, formand