I Historiske Huse har vi længe sat fokus på de mulige konsekvenser af EU-kommissionens udkast til et revideret bygningsdirektiv, hvis det vedtages i sin nuværende form. Derfor har den politiske dialog været essentiel, da beskyttelse af den byggede kulturarv både hører under Kulturministeriet reguleret af bygningsfredningsloven samt under Indenrigs- og Boligministeriet reguleret af planloven. Bygningsdirektivet behandles i Klima-, Energi- og Forsyningsministeriet samt drøftes både af Europaudvalget og Klima-, Energi- og Forsyningsudvalget.
Hvem skal tage ansvaret?
Alle er enige om, at vi skal passe på vores historiske huse og vores særlige kulturmiljøer, kort sagt; vores bygningsarv. Den er katalysator for økonomisk vækst, turisme og øget livskvalitet både i vores byer og landområder. Men når ansvaret for disse bygninger og områder ikke er samlet under ét men flere ministerier med forskellige dagsordener, der ikke nødvendigvis prioriterer kulturarven, går det nemt galt.
Selvom udkastet til bygningsdirektivet bliver behandlet i Klima-, Energi- og Forsyningsministeriet er det Indenrigs- og Boligminister Kaare Dybvad, der har ansvaret for planloven og herunder kommunalplanlægningen, hvor sikring af de bevaringsværdige bygninger indgår.
Men har Kaare Dybvad forstået konsekvenserne at det kommende direktiv?
I svaret til Alex Ahrendtsen skriver Kaare Dybvad, at: Europa-Kommissionens forslag til revisionen af bygningsdirektivet stiller ikke konkrete krav til, om efterisolering af den enkelte bygning skal være indvendigt eller udvendigt.
Historiske Huse: Nej, det er ganske rigtigt, men erfaringen fortæller os at markedskræfterne bestemmer hvordan husene isoleres, hvis ikke de er beskyttet
Og videre om undtagelsesbestemmelsen vedrørende officielt beskyttede bygninger, at der er (…) i forslaget muligheder for at undtage visse bygninger fra kravene. Det betyder, at fredede og bevaringsværdige bygninger umiddelbart ville kunne undtages minimumsstandarderne i forslagets nuværende form.
Historiske Huse: Denne udtalelse udstiller ministerens uvidenhed eller manglende interesse
Afslutningsvis skriver Kaare Dybvad, at der fortsat kan ske ændringer undervejs i forhandlingerne, og at Klima-, Energi- og Forsyningsministeriet og Indenrigs-og Boligministeriet først tager stilling til konsekvenserne, hvis en revision bliver vedtaget.
Historiske Huse: Det er vi ikke trygge ved at overlade til de to ministerier.
Som vi tidligere har skrevet, er det vigtigt, at undtagelsesbestemmelsen, der foreslås gældende for officielt beskyttede bygninger, i direktivet bliver udvidet med et pålæg om, at alle bygninger, der ikke er fredet eller underlagt bevarende lokalplanopført før 1960, skal vurderes før eventuel tilladelse kan gives til udvendig isolering. Hermed er der mulighed for at fange værdifulde bevaringsværdige bygninger og forhindre at kulturarven skændes med udvendig isolering.
Når vi mener det er vigtigt at pålægget bliver indskrevet i direktivet, er det fordi vi ikke har tillid til, at der i den efterfølgende implementering af direktivet i det danske bygningsreglement vil være politisk opbakning til at stille yderligere krav til kommunerne. Det krav skal komme fra EU.
I Danmark har mange kommuner endnu ikke registreret deres bevaringsværdige bygninger, og under halvdelen af kommunerne har udarbejdet lokalplaner med bevaringsbestemmelser. Kommuneplaner er kun retningsvisende for kommunen, men ikke direkte gældende for borgerne. Derfor er bevaringsværdige bygninger indskrevet i en kommuneplan ikke nødvendigvis beskyttet mod eventuel udvendig isolering.
Direktivet stiller ganske rigtigt ikke krav til, hvordan bygningerne opnår en højere energicertificering, men erfaringer fra den nuværende Bygningspulje fortæller os, at Klima-, Energi- og Forsyningsministeren ikke støtter indvendig isolering. Da indvendig isolering er mere besværligt, kræver mere omtanke og er dyrere, er det nærliggende at ejere af bygningerne vil søge de nemmere og billigere løsninger med udvendig isolering.
Vi finder Kaare Dybvads svar bekymrende, da det viser manglende engagement i de bevaringsværdige bygninger, som trods alt udgør størstedelen af vores bebyggede kulturarv. Man kunne frygte, at hans svar bunder i uvidenhed om gældende lovgivning og dermed også hvad undtagelsesbestemmelsen omfatter.
Hvis den minister hvis resort omfatter beskyttelsen af de bevaringsværdige bygninger ikke forfægter kulturarven i bestræbelserne på at overholde Parisaftalen – hvem skal så?