Det tidlige vinduesglas
Romerne anvendte allerede vinduesglas omkring Kristi fødsel. I Pompeji og Herculaneum har man bl.a. fundet rester af støbt vinduesglas i badeanstalterne, hvor ruderne både holdt på varmen og lukkede lyset ind.
Glas fremstilles af forskellige krystallinske mineraler herunder kisel, kvartssand samt kalk. For at sænke smeltepunktet fra omkring 1700 til 1200 grader og for at få glasset til at smelte ordentligt sammen anvendes et ”flydemiddel” (flussmittel) af soda eller potaske.
Romerne støbte glas ved at hælde massen ud på et fladt stenunderlag og skiftevis genopvarme og trække i det, indtil de opnåede den ønskede form. Glassets overside var glat, mens undersiden, der havde ligget mod stenunderlaget, var ujævn. Samtidig havde glasset en grønlig eller blålig farve på grund af det høje indhold af jern. Tilsammen bevirkede det, at glasset kun var delvist gennemsigtigt.
Cylinderglas
Romerne fremstillede også mundblæst vinduesglas, men med det Vestromerske Riges fald i år 476 gik meget viden tabt, som først senere blev opsamlet af munkene i den tidlige middelalder. Mundblæst cylinderglas blev anvendt i det tyske Franken i 800-tallet. Glasset blev opvarmet i en ovn og derefter blæst til en lang cylinder, på samme måde som man kender det fra glaspusterier. Cylinderen blev derefter åbnet i enderne, skåret op på langs, genopvarmet og bredt ud til en flad rude.
Cylinderglassets udtryk minder lidt om vind i en vandpyt. Det er ikke fuldstændig plant, og derfor kan du få følelsen af, at det, du betragter gennem ruden, står og vibrerer lidt. Denne metode blev anvendt frem til 1900-tallet.
Hvis du gerne vil opleve cylinderglasset, kan du f.eks. gå en tur forbi Amalienborg eller igennem Frederiksstaden i København, hvor der ligger mange bygninger fra 1700-tallet.
Kronglas
Kronglas blev udviklet i middelalderen og forædlet af franske munke i Normandiet i midten af 1300-tallet.
Det fremstilles ved, at glaspusteren blæser en ballon, som gøres flad i den ende, der vender væk fra blæsepiben. Her monteres en jernstang, hvorefter blæsepiben knækkes af. Således åbnes den ende af ballonen, hvor blæsepiben har siddet. Den åbne ballon opvarmes i en ovn, hvorefter man bruger jernstangen til at slynge ballonen rundt, så den folder sig ud til en stor rund glasskive. Når roterstangen knækkes af, efterlader det et lille kroneformet krater, og heraf kommer navnet kronglas. Visuelt kan kronglasset sammenlignes med en dråbe, der rammer en vandpyt og danner ringe i vandet. Det har altså et livfuldt spil, ligesom cylinderglasset.
Der er meget få kronglasruder tilbage i dag, og de fleste af dem findes på museumsbygninger. Du kan bl.a. opleve kronglas på Marienlyst Slot i Helsingør.
Spejlglas
Spejlglas blev udviklet i Frankrig i 1688 og kendes bl.a. fra Spejlsalen i Versailles. Fremstillingsmetoden mindede om romernes, da glasset blev støbt i store plader. Der blev brugt mange ressourcer på at polere glasset for at gøre det tilstrækkeligt plant til, at det kunne belægges med den overflade, som gav spejleffekten.
I 1800-tallet opfandt man en glasslibemaskine, som gjorde fremstillingen langt mindre besværlig og tidskrævende. Herefter begyndte man at anvende spejlglasset som vinduesglas, bl.a. på de første højhuse i Chicago og i de danske Frederiksbergvinduer.
Maskintrukket glas
Belgieren Emile Fourcault udviklede i 1904 en maskine, der kunne trække glasplader af to til tre meters bredde og i nærmest uendelig længde direkte fra smelteovnen. Fourcaults metode blev den dominerende produktionsmetode fra 1915 og frem til 1959. Det trukne glas har lodrette og vandrette aftegninger, og har altså et vibrerende spil ligesom de håndlavede glastyper.
Floatglas
Floatglasset blev opfundet af Pilkington i 1959. Ved at lade glasmassen flyde ud på et bad af flydende tin opnår man fuldstændig plant, gennemsigtigt og forvrængningsfrit glas. Derudover kan glasset produceres i høje hastigheder på 500 meter i timen. Tilsammen har det betydet, at floatglas er blevet det mest udbredte glas på markedet.
Sammenlignet med de traditionelle vinduesglas har floatglas ikke det samme livfulde spil. På fredede og bevaringsværdige bygninger bør man derfor så vidt muligt bevare eller genanvende de gamle vinduesglas.
Kilder: www.bygningsbevaring.dk og Tor Dalsgaard Krag, arkitekt hos VILLUM Window Collection
Find leverandører af historiske vinduer og glas på Find professionel