Dansk Folkeparti fremsatte fredag d. 4. april 2014 to forslag vedrørende de fredede bygninger, der omhandlede dels de stigende forsikringsomkostninger og dels den manglende mulighed for at beskytte fredede bygningers omgivelser og frede helheder af national betydning.
Forslagene mødte ikke opbakning, men skabte livlig debat i Folketingssalen omkring kulturarvens vilkår i Danmark.
DF Kulturordfører Alex Ahrendtsen fremsatte forslagene, som var udarbejdet i et tæt samarbejde med BYFO, der repræsenterer ejerne af de fredede bygninger.
Det ene forslag skulle imødegå de voldsomme stigninger på forsikringspræmien for fredede bygninger, evt. ved at oprette en fond, der kunne give støtte til ejere, der i nogle tilfælde har oplevet præmiestigninger på op til 600 %.
Det andet forslag skulle gøre det muligt at beskytte fredede bygningers umiddelbare omgivelser, for at undgå utilpassede bygninger omkring vores nationalt mest betydningsfulde kulturarv. Samtidigt skulle det også være muligt at frede bygningshelheder af enestående national betydning, også selv om de enkelte bygninger isoleret set ikke opfylder kravene til fredning.
De nævnte redskaber kendes i forskellige former fra bl.a. Frankrig, Norge, Belgien, England og Irland. Begrundelsen for en beskyttelseszone omkring fredede bygninger handler grundlæggende om at beskytte helhederne – bl.a. i vores værdifulde middelalderbykerner. Alex Ahrendtsen fra DF begrundede bl.a. forslaget således:
Vi ønsker ikke en udvidelse af fredningsbestemmelserne, men en beskyttelse af miljøerne og helhederne omkring den fredede bygning. Man skal altså stadig væk kunne tillade nybyggeri, hvis det tilpasses det historiske miljø og den fredede bygning. Det handler om musikalitet, det handler om følsomhed, det handler om respekt, og det handler om forståelse for de historiske omgivelser.
Forsikringsproblematikken
I forhold til forsikringsproblematikken var både Kulturministeren og flere oppositionspartier imod tanken om en fond, hvor andre husejere skulle støtte ejerne af de fredede bygninger, bl.a. fordi de sidste allerede har en række økonomiske fordele, som f.eks. fradragsret i forhold til istandsættelse samt mulighed for fritagelse for grundskyld.
Venstres Michael Aastrup Jensen sagde, at Venstre primært var imod at sende regningen videre:
Dem, der kommer til at betale regningen, er langt hovedparten af os danskere, som bor i huse. Vi vil komme til at betale til den her fond, som Dansk Folkeparti foreslår, og det vil sige, at vi altså vil komme til at få en dyrere forsikring end den, vi har i dag.
Alex Ahrendtsen fra DF indvendte, at tanken med forslaget var at dele byrden for et fælles gode – nemlig kulturarven – for at sikre den for os alle. For en almindelig hustand ville dette måske koste i omegnen af 5-10 kroner om året over forsikringen.
SFs Annette Vilhelmsen var positiv overfor intentionen i forslaget, men mente, at man i stedet for at lade andre forsikringstagere betale, burde overveje at øge den direkte offentlige støtte til de fredede bygninger.
Beskyttelseszoner
I forhold til forslaget om at etablere beskyttelseszoner omkring de fredede bygninger, som betød, at der kunne stilles krav i forbindelse med nyopførelsers tilpasning, var regeringen og Kulturministeren ligeledes imod.
Kulturministeren citerede fra Udvalget om Bygningsbevaring, som i en rapport havde forholdt sig til spørgsmålet og konkluderede, at en automatisk beskyttelse af den fredede bygnings omgivelser ville være uhensigtsmæssig, fordi den i for høj grad ville fastfryse samfundsudviklingen i stedet for at være med til at skabe et velafbalanceret billede af bygningskulturen i samfundet.
Andre ordførere, som Mette Bock fra Liberal Alliance, anerkendte problemet, men var bange for, at en sådan beskyttelse ville skabe hindringer for udviklingen ude i kommunen. Venstres Michael Aastrup Jensen mente ligeledes at forslaget ville være en bremse for dynamik og samtidig, at man skulle vare sig for smagsdommeri.
Alex Ahrendtsen fa DF fastholdt, at der var store problemer i flere kommuner, fordi man ikke var sig sit ansvar bevidst, når det gjaldt håndtering af de kulturhistoriske miljøer.
Den generelle debat
På trods af den manglende opbakning førte de to forslag til en række principielle støtteerklæringer i forhold til den generelle indsats for at bevare vores kulturarv.
SFs Annette Vilhelmsen advarede imod den udvikling man så i Sydeuropa, hvor nedskæringer og manglende offentligt engagement betyder uerstattelige tab af verdensarv og europæisk kulturarv. De tilstande mente hun vi skulle undgå og derudover fortsætte en meget aktiv kulturarvspolitik.
Liberal Alliances Mette Bock var ligeledes åben overfor forslagenes intention og ville gerne diskutere alternative løsninger på forsikringsproblematikken og anerkendte, at der var tale om en reel skævhed i markedet. I forhold til beskyttelseszonerne omkring fredede bygninger var hun ligeledes enig i, at der var et problem:
Jeg tror, vi alle sammen har prøvet at køre igennem landskabet eller køre igennem byer og har set, at man har truffet beslutninger derude, som i den grad skæmmer både landskab og de bygninger, som er fredet.
Mette Bock og Liberal Alliance ville derfor snarest stille ministeren en række skriftlige spørgsmål for at få mere klarhed over, hvorledes kommunerne håndterer området i dag.
Se hele debatten på folketinget.dk.
Formand for BYFO Birthe Iuel, udtaler i forbindelse med Folketingsdebatten:
Begge redskaber (mulighed for differentierede beskyttelseszoner og helhedsfredninger) mangles i dag i Bygningsfredningsloven. Ikke mindst efter at man fjernede muligheden for at B-frede bygninger, står vi ofte i den beklagelige situation, at vi ikke kan frede helheder af bygninger sammen med deres omgivelser. Det brugte man tidligere B-fredningerne til, men begrebet blev fjernet ved en revision af Bygningsfredningsloven i 1980.
For øjeblikket affreder vi enkeltbygninger i helheder, hvis de ikke har tilstrækkeligt med fredningsværdier, hvilket de ofte ikke har eller aldrig har haft i det indre. Det er ofte tidligere B-fredninger. Vi slår således hul i beskyttelsen af hele kulturmiljøer. Især for bygningshelheder af national betydning kan det meget let være katastrofalt, for selv om kommunerne har mulighed for at beskytte helhederne gennem lokalplanlægning, er det kun ca. en tredjedel der har lokalplaner og endnu færre der forvalter dem, så bygningshelhederne er sikret.
Det er en stor fejl, at gennemgangen af de fredede bygninger blev sat i gang, inden man havde sikret sig, at de nødvendige redskaber til beskyttelse af bygningshelheder var til stede – både dem af lokal og national betydning – og at der også var vilje til at påtage sig opgaven.