Det er en stor glæde for Historiske Huse, at der i det nyligt indgåede planlovsforlig var enighed om, at Kulturministeriet og Indenrigs- og Boligministeriet nedsætter et ekspertudvalg, som skal udpege kulturmiljøer af national interesse.
Bygningsfredningsinstrumentet er nemlig ikke gearet til at frede helheder. Det kan kun anvendes til at frede enkeltbygninger, og hver enkelt bygning skal have de fornødne fredningsværdier til at kunne forsvare en fredning.
Kulturmiljøer kan ikke fredes
Tidligere, da vi stadig havde a- og b-fredninger, blev b-fredningerne ofte anvendt til at frede hele gadeforløb eller kulturmiljøer. B-fredninger blev opfattet som fredninger af klimaskærmen, hvor der i bygningernes indre stadig var råderum for ejerne. Men i begyndelsen af 1980’erne blev det todelte fredningssystem afskaffet til fordel for én samlet fredningsklasse. En totalfredning, hvor alt i princippet var a-fredet. Herefter var det ikke længere muligt at frede en bygning med mindre fredningsværdierne var tilstede, og fredning af helheder eller kulturmiljøer var således ikke længere muligt.
Den opgave var overdraget til kommunerne, der med deres planlovsredskaber, især i form af lokalplaner med bevaringsbestemmelser, skulle varetage beskyttelsen af kulturmiljøer. Desværre har det vist sig, at ikke engang halvdelen af Danmark er dækket af lokalplaner. Samtidig oplever vi en meget forskelligartet administration af planerne ,selv i de kommuner, som har udarbejdet lokalplaner.
Historiske Huse har derfor de sidste mange år arbejdet på en model, hvor staten i langt højere grad skulle have opsyn med de vigtigste kulturmiljøer. Rundt om i Danmark finder vi gadeforløb, torve, landsbymiljøer – i det hele taget kulturmiljøer, som er så væsentlige, at de må betragtes som værende af national betydning, og hvor ansvaret for deres beskyttelse ikke kan overlades til en for tiden værende kommunalbestyrelse.
Nogle kommuner har vist, at de er deres ansvar voksent og har erkendt, hvor vigtige disse miljøer er for de stedsspecifikke kvaliteter i den enkelte kommune. Men alt for mange kommuner omgår disse kulturmiljøer alt for lemfældigt. Desværre har det vist sig, at ikke engang halvdelen af Danmark er dækket af lokalplaner. Samtidig oplever vi en meget forskelligartet administration af planerne, selv i de kommuner, som har udarbejdet lokalplaner.
Fokus på historiske bykerner
Kulturministeren får til opgave at nedsætte et ekspertudvalg, som i dialog med kommunerne udpeger et antal kulturmiljøer, der får status af national kulturmiljøer. Udvalget skal komme med forslag til værdifulde bymiljøer, der er opstået eller anlagt i perioden fra middelalderen til midten af 1800-tallet og prioritere bykerner i de middelalderlige købstæder.
Udvalget skal lægge vægt på, at bymiljøet har en intakt gadestruktur med en stor andel af karakteristiske bygninger med høj autenticitet. Det vægter også, at der er ældre og miljøskabende elementer til stede, der vidner om byens historie og forskellige aktiviteter gennem tiden. Samtidig skal bevaring tænkes sammen med anvendelse, så der skabes levende bymiljøer. Der skal ifølge forliget tilstræbes en geografisk spredning ud over landsdelene.
Ekspertudvalget udpeger kulturmiljøerne i dialog med kommunerne, der efterfølgende skal varetages som en national interesse i den kommunale planlægning. Der lægges dermed op til en tidlig dialog med kommunen ved planforslag, der berører de udpegede kulturmiljøer.
Kulturministeren skal gøre indsigelse, hvis et forslag til kommuneplan ikke er i overensstemmelse med de bærende bevaringsværdier i nationalt kulturmiljø.
I Historiske Huse er vi glade for det, men vi håber at der senere bliver plads til at også væsentlige kulturmiljøer udenfor bymiljøerne kan komme med, og så håber vi i øvrigt heller ikke at initiativet tager initiativ og ansvarsfølelse fra kommunerne til selv at passe på alle kulturmiljøerne af lokal og regional betydning.