De første havne blev lagt, hvor der var en naturlig beskyttelse for vejr og vind, og hvor vanddybden tillod det – typisk bag en pynt, i en bugt eller oppe ad en å. Med dette naturlige udgangspunkt blev havnene fra begyndelsen af 1800-tallet udvidet med dækmoler, inddæmninger, opfyldninger og i ekstreme tilfælde som i Odense ved at grave en kanal og skabe en havn, hvor der ikke hidtil havde været nogen.
Trodser naturen
Senere anlagte havne, som de vestjyske fiskerihavne, trodser de naturgivne forhold med anlæg af dækmoler og bølgebrydere, der skaber en kunstig beskyttelse, og en særlig type findes på Bornholm, hvor bl.a. havnebassinet i Allinge er sprængt ud i klippen.
Bolværkerne, der frem til sidst i 1800-tallet oftest var af træ, blev fra 1880’erne på de større havne erstattet af granit eller bolværker med trækonstruktion under vandoverfladen og såkaldt granitparement over vandet. Fra århundredskiftet vandt brugen af beton gradvis frem, siden fulgt af jernspunsvægge.
Jernbanenettets betydning
Etableringen af jernbanenettet fra 1860’-erne og frem havde stor betydning for havnenes udvikling. Banerne var en forudsætning for at få varerne fra produktionsstedet til udskibningen eller fra havnen og ud i oplandet. Alle industrihavne har haft jernbanespor og ikke sjældent blev banegården placeret tæt ved havnen. Mange steder blev kombinationen af en driftig havn og en jernbane en afgørende faktor i kampen om opland og økonomisk fremgang.
Oliehavnene
Den voksende import af korn, foder- og gødningsstoffer medførte byggeri af silo-pakhuse og siloer på omtrent alle trafikhavne. Placeringen af slagterier på havnen (som bl.a. i Rudkøbing) hører med til denne fortælling såvel som kvægeksportmarkeder og kvægtorve på havnene, som i bl.a. de østjyske havne eller Nykøbing Falster. Indførslen i form af træ og brændsel – væsentligst kul – havde på den anden side også stor indflydelse på havnenes opbygning. Fra periodens begyndelse bestod havneområderne ofte af store oplagspladser til træ og kul, og der var kun få bygninger. Flydende brændsel i form af petroleum blev indskibet fra sidst i 1800-tallet og senere også olieprodukter. Dette skabte særlige adskilte havneområder i form af olie- eller benzinhavne med en mangfoldighed af tanke og beholdere. På flere havne blev der opført gasværker, som kom til at ligge praktisk – tæt ved de nødvendige kul til gasproduktionen. Det gælder bl.a. gasværket i Svendborg.
Oliehavnen er et karakteristisk træk på mange større havne og i stigende grad koncentreret på få lokaliteter.
Færger og værfter
De fleste havne har haft færgeforbindelser og dermed færgelejer, og for nogle havne har denne funktion været af afgørende betydning for havnen og dens struktur. Værftsindustrien, som er direkte knyttet til havet, har også præget havnenes opbygning.
På stort set alle havne har der været små bådebyggerier og værfter. I 1600-tallet og 1700-tallet byggede man direkte på stranden. Senere blev der etableret mindre ophalerbeddinger og små skibsbyggerier, mens den større produktion af træskibe og senere stålskibe blev koncentreret på færre havne. De store værftsområder med markante bygninger, dokker og beddinger sætter deres præg på fynske havne som Odense og Svendborg og i et vist omfang skipperbyen Marstal på Ærø.
Fiskeri og industri
Fiskeriet har i varierende grad præget havnene primært i form af mindre bådehavne. Sine steder – særligt i det vestjyske og på Bornholm – har fiskeriet været afgørende for havnene, og der er ofte etableret en tilknyttet fiskeindustri.
Mange industrivirksomheder blev placeret ved havnen, fordi transportforbindelsen var vigtig – både i form af havnen og jernbanenettet. I nyere tid har man placeret industri ved havnen, fordi der i forvejen var anden industri eller fordi der var store arealer ledige (ofte som følge af udvidelser af havnen ved opfyldninger). Dermed er der kommet megen industri til på havnenære arealer, uden at disse virksomheder reelt bruger søvejen. Et typisk træk er også, at man har benyttet udfyldte arealer til lossepladser og rensningsanlæg.
Et af de mest gennemgående træk for de danske industrihavne er utvivlsomt de markante komplekser af pakhuse, silopakhuse og siloer i forbindelse med korn- og foderstofvirksomhederne sammen med de store, åbne oplagspladser, der stadig er en væsentlig del af en havn.
Kilde: Uddrag fra Fynske Minder, Odense Bys Museer, 2007 (Henrik Harnow og René Schrøder Christensen).