Bestyrelsens mundtlige beretning 2023-2024
Tak for ordet
Som i tidligere år ligger BYFOs skriftlige beretning på hjemmesiden. Kaster man et blik på indholdsfortegnelsen, får man hurtigt et indtryk af, hvor mange forskellige emner vi har beskæftiget os med, men da vi ved, at netop jeres rammevilkår, er det emne i alle sammen er mest optaget af, er det den problematik jeg igen i år vil uddybe – og i år er der gode nyheder.
Bestyrelsen er påbegyndt en opdatering af dels vores forretningsorden og dels af fordelingen af ansvar og opgaver mellem bestyrelsen og direktør. Derudover er bestyrelsen også gået i gang med at se på, hvilke kriterier bestyrelsesmedlemmer skal vælges, hvor mange år man kan sidde, og hvor mange medlemmer bestyrelsen skal bestå af.
Men – helt overordnet er bestyrelsens hovedopgave fortsat at lægge foreningens strategi og den gennemfører direktøren så sammen med sit team – som det også er sket i år.
Politiske rammevilkår
Den politiske strategi, der blev lagt forrige år, er der ikke blevet ændret ved i år.
Vi fortsætter vores målrettede indsats for at forbedre de økonomiske og juridiske rammevilkår for medlemmerne, med særligt fokus på landdistrikterne.
Det er blandt andet foregået ved foretræde for kulturudvalget og skatteudvalget. Vi har haft møder med stort set alle kulturudvalgets medlemmer og især arbejdet sammen med Hans Christian Schmidt og Pernille Vermund, som begge har forståelse for vores sag, arbejdet for vores budskaber og formidlet dem til kulturministeren
Budskaberne er stadig, at det er
- Uoverkommeligt kostbart at vedligeholde og drifte de fredede bygninger
Og
- Det er blevet for besværligt og ufleksibelt at bo og leve med mange af bygningerne
To meget enkle budskaber, om at det er for dyrt at vedligeholde og drifte bygningerne, og at det er for besværligt at bo i dem, fordi de administreres for musealt.
Hvilke resultater?
På et møde med Kulturministerens særlige rådgiver og afdelings- og kontorchef i Kulturministeriet. gik det op for os, at vores arbejde på Christiansborg havde båret mere frugt, end vi lige havde regnet med.
Vores budskaber var nemlig ikke nye for ministerens særlige rådgiver, som kommenterede på vores anbringende ved at forklare, at man havde et ønske om i højere grad at frisætte ejerne. Det var et nyt ord, et ord der talte for sig selv.
Da regeringens finanslovsforslag så blev offentliggjort for nyligt, var det med et oplæg til politisk prioriteret opgavebortfald på 1000 årsværk, hvilket for de fredede bygninger betyder, at man fra regeringens side ønsker:
- Færre krav til tilladelser i fredede bygninger
- Frisættelse og effektivisering vedr. fredede bygninger, herunder indføring af kategorisering af fredede bygninger
- Ændret fordeling af pulje til fredede bygninger
Vi måtte lige gnide øjnene en ekstra gang.
Stod der virkeligt, at regeringen ønskede at lempe kravene, og at det skulle være nemmere at få tilladelse til bygningsændringer i de fredede bygninger?
Stod der også, at vores ønske om at indføre en differentiering af fredninger nu så ud til at være indenfor rækkevidde?
Det sidste ønske om en ændret fordeling af pulje til fredede bygninger, var selvfølgelig ikke det, vi havde håbet på. Puljen bliver altså indtil videre ikke større, så her ligger stadig en stor udfordring og venter på os. Men regeringens andre tiltag tapper lige ned i det ene af vores budskaber:
Vi kan ikke andet end at betragte det som en sejr – selv om vi nu må afvente, hvordan ønskerne foreslås udmøntet i praksis af styrelsen.
Vi er dog ikke naive
Vi er naturligvis ikke blinde overfor, at dette tiltag ikke er et udtryk for regeringens brændende ønske om at gøre livet lettere for de private ejere af de fredede bygninger, men snarere et middel til at få dens egen dagsorden igennem, som handler om at få skåret ned i antallet af de alt for mange offentlige stillinger og den alt for store offentlige administration, hvor vi alle sammen bliver reguleret i højere og højere grad. Det er det regeringen kalder at frisætte os.
Men når dagen er omme, handler det om at skabe resultater for jer, der sidder her og ikke, hvordan vi nåede dem. –
Ad 1
Implementering af frisættelse med færre krav til tilladelser
- Frisættelsesarbejdet er allerede startet. På et kommende møde i det særlige Bygningssyn skal drøftes et forslag fra styrelsen til en udvidelse af underretningsbekendtgørelsen. Det er den bekendtgørelse, som kom for nogle år siden, men som dog siden er blevet skærpet. Den giver de private ejere ret til at foretage visse ændringer i køkken og bad, yngre end 50 år. Da langt de fleste fredninger er ældre end 50 år, giver det sig selv, at en meget stor del af bygningerne ikke har glæde af den nuværende underretningsbekendtgørelse.
Det bliver spændende, hvad styrelsen foreslår, at ejerne i fremtiden må foretage sig uden at spørge først, men kun skal underrette om. Iøvrigt kommer et sådant forslag jo i høring, så vi får mulighed for at give vores besyv med.
- Ved henvendelse til Kulturministeriets afdelingschef har vi fået oplysning om, at man vil nedsætte et ekspertudvalg, der skal drøfte regeringens ønske om lempelser for ejerne. Vi bliver inviteret med. Alt andet ville naturligvis også være uhørt. Vi vil gøre, hvad vi kan for, at ejerinteresserne ikke kun bliver repræsenteret ved en enkelt repræsentant i udvalget. Sådan plejer det nemlig at være. Alle mulige andre fagligheder repræsenteres med op til flere personer, men lige netop de private ejerinteresser tillægges ikke den store vægt, hvilket så også understreger vores følelse af, at dem der nedsætter udvalgene opfatter fredning som værende en de facto ekspropriation, som ejerne må tåle – og uden særlig kompensation.
Hvad går vi efter?
Jeg vil gerne understrege her i dette forum, at vi ikke går efter, at ejerne skal have lov til at vandalisere fredningsværdierne. Vi er en forening for ejere af fredede bygninger, som ved vores indmeldelse i foreningen har tilkendegivet, at vi er klar over, at vi som ejere har et ansvar for kulturarven. Men – det handler om” for lidt og for meget”. Og nu er det blevet for meget. Med Styrelsens udgivelse af og administration efter de 53 faglige retningslinjer, ovenikøbet uden at konsultere os, var målet nået. Og der er ingen tvivl om, at det har den nuværende Kulturminister forstået.
- Vi vil holde både kulturministeriet og Styrelsen fast på, at årsagen til at de fredede bygninger ikke bare er reguleret af Museumsloven men af sin egen selvstændige Bygningsfredningslov, netop er, at en fredning ikke er en fastfrysning, og at det ifølge Bygningsfredningsloven er vigtigt, at bygningerne får en hensigtsmæssig funktion, hvis de på sigt skal overleve. Vi er trætte af at være underlagt en praksis, som er fastlagt af mere eller mindre restriktive styrelser, som har forskellige holdninger til, hvor grænserne går for et tåleligt og nutidigt acceptabelt liv i bygningerne.
Vi bliver hele tiden mødt med argumentet ”Der er praksis for…”. Fortæl os hvordan og hvem der har fastlagt den praksis. Har det været i samarbejde med ejerne? Det tror vi næppe.
- Vi vil også erindre styrelsen og Ministeriet om, at ejerne af de fredede bygninger, i forbindelse med styrelsens ønske om gennemførelse af en fredningsgennemgang, blev stillet i udsigt, at gennemgangen af bygningerne alt andet lige ville betyde en lempelse for ejerne i forhold til styrelsens administration. Når styrelsen ville få et overblik over, hvor de væsentlige fredningsværdier lå i de enkelte bygninger, ville det blive nemmere at få tilladelse til at foretage ændringer i mindre væsentlige rum. Når vi i dag forholder styrelsen dette løfte, ryster man på hovedet. To kontorchefer og en stort set ny bemanding senere, hvor en ny strammere kurs er lagt, kan ingen hverken erindre noget eller forstå, hvordan man kunne fremstille hensigten med en fredningsgennemgang for ejerne på denne måde.
- Vi vil fastholde, at bygninger, der ikke økonomisk vil kunne hvile i sig selv, må betragtes som værende funktionstømte og dermed enten gives videre rammer for ændringer eller kompenseres fuldt ud af staten for de ekstra udgifter eller det besvær ejerne måtte have. Faktisk oplever vi, at man i styrelsen er ovenikøbet meget liberal i sin praksis for tilladelser til transformation af funktionstømte bygninger. Faktisk så liberal, at man af og til kan undres over, at bygningerne stadig er fredningsværdige. Og der er i hvert tilfælde slet ingen overensstemmelse med den praksis private ejere af fredede beboelsesbygninger bliver mødt med. Her tages ikke hensyn til det 20. århundredes ændrede livsformer, med udearbejdende husmødre, at børn skal have hver sit værelse, bad og toilet på 1. sal og familiemønstre hvor alt, lektielæsning, leg, madlavning og spisning foregår i eet rum.
Der er ingen tvivl om, at vi skal forberede os godt og vide, hvad vi vil, før vi går ind i dette arbejde, som sekretariatet i det omfang, det er muligt vil holde medlemmerne underrettet om i foreningens nyhedsbreve.
Vi har brug for medlemmernes tilkendegivelser
Vi har planlagt at gennemføre en medlemsundersøgelse i det kommende år, hvor blandt andet spørgsmål om, hvordan I føler myndighedernes administration af bygningerne berører jer – positivt som negativt. Og meget gerne med eksplicitte cases. Svarene vil vi bringe ind i arbejdet.
Indføring af kategorisering af fredede bygninger
Vi har i BYFO plæderet for en differentiering af de fredede bygninger, så længe jeg kan huske. Og da kulturminister Mette Bock indførte § 7a fredninger, håbede vi, at man var på rette vej.
Bygninger, som er fredet efter §7a er fortsat fredet udvendigt, men indvendigt gives visse frihedsgrader, så længe man ikke rører ved hovedstrukturerne.
Det viste sig at §7a var en slags brokkasse, der blev oprettet, efter at ministeren havde fundet ud af, hvor få bygninger der i virkeligheden var indstillet til affredning, efter at de var gennemgået. Fra politisk hold ville man af med nogle flere, så administrationsomkostningerne blev færre og derfor lød beskeden, at der skulle findes 500 mere. De røg ned i §7a kassen og så blev den låst.
Den kan med den nuværende lovgivning derfor ikke bruges til nyfredninger af bygninger, som udvendigt er fredningsemne, men hvis indre ikke har tilstrækkeligt med fredningsværdier. Den kan heller ikke bruges til transformerede bygninger af f.eks. tidligere industri -og landbrugsbygninger, som bygges fuldstændigt om indvendigt. Det ville ellers være meget naturligt, at man, når f.eks en af Carlsbergs tidligere store fabriksbygninger transformeres om til hotel, efterfølgende skulle vurdere transformationens fredningsværdier. Det er jo ikke sikkert, at den ny indretning er fredningsværdig, mens bygningens ydre stadig har fredningsværdierne intakt.
Og – man kunne da også sagtens diskutere, om nyfredningen af SAS-hotellet ikke burde have været en §7a fredning. Bygningen er intakt udvendigt, men meget ødelagt indvendigt. Hovedstrukturerne er dog intakte.
Det kan ifølge den nuværende lovgivning ikke lade sig gøre.
Det vil vi arbejde på at få ændret. Og så skal vi også have fundet et andet navn. Hvem synes, at det er særligt attraktivt at eje en §7a´er?😉
Ad 3
Regeringens tredje ønske
- Ændret fordeling af pulje til fredede bygninger
fortæller os, at der stadig ligger store udfordringer foran os. Med den formulering må man antage, at der ikke er planer om at bevilge flere penge, men at der skal ske en yderligere omfordeling – sikkert til landdistrikternes fordel.
Det, er vi enige i skal ske, men der er bare alt, alt for få midler i den samlede pulje. I forvejen har hovedparten af de 45 mio. kr., styrelsen får til uddeling, været prioriteret landdistrikterne, så det er kun ganske få ekstra millioner, der er – til landdistrikterne
Og selv om den ny frisættelse, måtte betyde endog omfattende lempelser, så er håndværksteknikker, særlige materialer, forsikringer og varmeregninger stadig ikke til at komme udenom. Det vil stadig være
- Uoverkommeligt kostbart at vedligeholde og drifte de fredede bygninger i landdistrikterne
Lad os lige endnu engang slå fast:
Det er vores utvetydige holdning, at man ikke kan forvente at nogle få private ejere skal finansiere samfundets fælles kulturarv. Er den fælles, er det også en fælles opgave at finansiere den.
Som det er nu, er det nogle få ejere, der bruger egen formue på at skabe vækst for resten af samfundet. Vi ved jo, at de fredede bygninger, tiltrækker turister, nye virksomheder og borgere og i det hele taget skaber identitet og sammenhængskraft
Og, vi må heller ikke forglemme, alle de mange virksomheder, der på ejernes bekostning gratis benytter sig af de fredede bygningers oplevelsesværdi i deres forretningsmodel.
Intentionen med Bygningsfredningsloven i 1918
Og, så er det da paradoksalt, at til trods for, at det i forarbejderne til Bygningsfredningsloven før dens vedtagelse i 1918 fremgik, at en fredning ikke skulle koste ejerne ekstra, oven i at de fik eksproprieret den private ejendomsret, alligevel gennem årene er lykkedes for forskellige styrelser at fremstille de store ekstra udgifter, der er forbundet med at eje fredede bygninger, sammen med den mistede råderet, som en slags betaling for det privilegium, det er, at få lov til at bo i en fredet bygning.
Man har vendt hele problemstillingen på hovedet.
Ejerne skal være taknemmelige for at eje og bo i et fredet hus og selvfølgelig afholder de med glæde de store ekstraomkostninger. Sludder
Jeg tør slet ikke tænke på, hvor mange gange vi gennem årene har måttet høre på, at styrelsens medarbejdere har talt de få kr. op, der er til rådighed for de fredede bygninger. Sidst måtte vi lægge øren til, at styrelsens vicedirektør i fuld alvor for Kultur- og Skatteudvalget fremlagde de midler, der er til rådighed for ejerne, som kompensation for ekstra udgifter, som ”privilegier”.
Hvorfor er der ikke en eneste direktør, som har haft mod og mandshjerte nok til at meddele kulturministeren, at det ikke går, og at vores fredede bygninger i landdistrikterne ganske enkelt forsvinder, hvis ikke man anlægger en anden holdning. En holdning som for os at se har to løsninger:
- Enten giver man slip på bygningerne – og det er uacceptabelt i rigt et land som Danmark
- Eller også erkender man, at private fredede bygninger kræver velhavende ejere, hvis i øvrigt beskattede midler samfundet udnytter til at løse en samfundsopgave. Ingen mennesker med almindelige indkomster har råd til at vedligeholde de fredede bygninger ude i landdistrikterne.
Problemet er bare, at velhavende mennesker også kan regne.
Nødlidende bygninger i landdistrikterne
Vi har over 300 nødlidende fredede bygninger stående – og flere på vej.
Sidste år var der sat en lille pulje af til pilotprojekter på 6 mio. kr. til at sikre 5 nødlidende fredede bygninger. I der sidder her, ved hvor langt 5 mio kr rækker, når man istandsætter fredede bygninger, som er totalt run down.
I 2024 har styrelsen fået pålæg om at sikre 30 nødlidende bygninger, men indenfor det almindelige budget. Der er altså ikke bevilget en eneste ekstra kr. Og for nyligt blev Det Særlige Bygningssyn orienteret om, at en sikring af en nødlidende bygning ikke er en istandsættelse. Altså må man formode, at det blot er en foranstaltning til, at stoppe forværring. Ejerne skal tvinges til for egen regning af sætte de nødlidende bygninger i stand, om det så skal ske med et påbud.
Men man kan jo ikke plukke håret af en skaldet. Vi ved jo godt, at pengene ikke er derude. Vi ved også, at ejerne ikke kan låne dem. Hvorfor mon stort set alle de nødlidende fredede bygninger ligger ude i landdistrikterne? Det behøver jeg ikke spørge denne forsamling om.
Og hvorfor bruger jeg så megen tid på at problematisere økonomien, når nu vi faktisk i dag burde glæde os over, at den ene del af vores politiske budskaber har båret frugt. Man vil hjælpe os med at lempe kravene til byggetilladelser i de fredede bygninger.
– Men er det i virkeligheden en rigtig sejr for os og vores bygninger. Er det ikke bare en pyrrhussejr?
Har vi fået en Pyrrhussejr?
Er regeringens måde at løse de manglende bevillinger til de privatejede fredede bygninger bare at stikke os en luns, så vi tier stille, og kommer det til at gå ud over fredningsværdierne? eller er det første step i en langsigtet strategi om affredning – i første omgang af de nødlidende fredede ejendomme?
Jeg håber det ikke, for hvis det er tilfældet, kæmper vi alle sammen mod både manglende dannelse og uvidenhed. Vores byggede kulturarv er vigtig i hele landet, men ude på landet, er den det fysiske udtryk for den landbokultur, vi alle sammen er runden af. I min tidlige barndom lå der 250.000 aktive landbrug rundt om i landet. Nu er der under 10.000. Den historie går tabt, hvis man kun kan læse om den, og ikke se bygningerne derude, både i det åbne land og landsbyerne. De er en vigtig del af den samlede kulturarv – til glæde for alle grupper i samfundet og med til at skabe identitet og sammenhængskraft.
Det ville være en ren Pyrrhussejr.
Forfald-pr-år fradraget koster staten forsvindende lidt
Vi forstår simpelthen ikke, hvorfor regeringen ikke har regnet på, hvad det koster staten at kompensere ejerne for deres ekstraudgifter. Det er så forsvindende lidt.
Med Alex Ahrendtsens og Mikkel Bjørns hjælp, begge fra Dansk Folkeparti, har vi i det forløbne år stillet skatteudvalget en række spørgsmål om de privatejede fredede bygningers påvirkning af statens finanser.
Det viser sig, at forfald-pr-år med tilbageløb (altså afledede konsekvenser) i øjeblikket koster staten 10 mio. kr. om året.
Vi bad også om at få beregninger på, hvad det ville koste staten at få omlagt forfald-pr år fra et ligningsmæssigt fradrag til at være et fradrag i den personlige indkomst og i kapitalindkomsten. Det vil kun koste staten 10 mio. kr. yderligere, efter tilbageløb.
Statens direkte støtteform bonger derimod ud med fuld værdi.
Hvis der bevilges 50 mio. kr. ekstra til styrelsen til uddeling i landdistrikterne koster det staten 50 mio. kr.
Staten kan ikke få løst opgaven med de fredede bygninger billigere end hos de private ejere
Altså er det ikke BYFOs fradragsordning, der belaster de statslige finanser. Det er absolut den billigste måde for staten at få vedligeholdt de fredede bygninger – og det er småpenge, vi taler om i den store sammenhæng.
Dertil kommer, at ejerne løser en opgave, som staten ikke selv ønsker at påtage sig. Staten har uddelegeret driften af de fredede bygninger til de private. Men mon staten nogensinde har overvejet, hvad det er for et stykke arbejde, de private ejere løser? Tænk hvis de private ejere lagde nøglerne i receptionen i Styrelsen og sagde ”vær så god – nu er det jeres opgave”? Det er vores postulat, at ingen kan vedligeholde og drifte de fredede bygninger billigere end de private ejere.
Vi håber, vi ser spøgelser
Under alle omstændigheder vil vi, når tiden kommer, gå til udvalgsarbejdet med den holdning, at de fredede bygninger er noget vi alle skal passe på.
Men det betyder ikke, at der ikke er plads til en mere nutidig og fleksibel forvaltning af bygningerne. Vi mener, det kun et spørgsmål om en praksisændring, og det håber vi den ny ledelse i både Styrelse og ministerium vil arbejde positivt på.
Vi skal sammen vi finde den rette balance mellem bevaringshensyn og anvendelighed, så glæden og stoltheden ved at eje et fredet hus forbliver intakt.
Tak