Bernstorff Slot fylder 250 år

Bernstorff Slot er fra 1765 og en af de tidligste nyklassicistiske bygninger i Danmark. Foto: Finn Christoffersen

KILDE: Styrelsens for Slotte og Kulturejendomme

Bernstorff Slotshave – eller Bernstorffparken som den også kaldes – blev påbegyndt omkring år 1752, og Bernstorff Slot, der er tegnet af Nicolas Henri Jardin, blev indviet for præcis 250 år siden i 1765.

Haven og slottet er opkaldt efter dets første ejer, udenrigsminister J.H.E. Bernstorff, og har i lange perioder været kongeligt residensslot. Haven repræsenterer den senromantiske landskabshave, hvor Det Danske Landskab er sat i scene med åbne græsarealer vekslende med skov og levende hegn.

Denne weekend markeres den runde fødselsdag med en række jubilæumsarrangementer søndag d. 21. juni. Blandt andet har Lokalhistorisk Arkiv arrangeret omvisninger på Bernstorff Slot, man vil kunne se gamle kareter på slotspladsen foran slottet, og der vil være foredrag og aktiviteter for børn. Markeringen falder sammen med Gentofte Kommunes Kultur & Festdage d. 18.-21. juni.

På torsdag d. 25. juni kl. 12.00-13.00 indvies de nye Køkkenhaver i Gartneriet. Haverne er blevet til i et samarbejde med Gentofte Kommune og ’Haver til Maver’, og de er etableret som et haveprojekt for børn i Gentofte Kommune. 

Styrelsen for Slotte og Kulturejendomme arbejder løbende på at udvikle Bernstorff Slotshave med nye rekreative natur- og kulturoplevelser, som understøtter havens historik, så den bliver til glæde for en bred vifte af brugere.

Læs yderligere på slke.dk