Aarhus kåret som dårligste kommune til bybevaring

Den voksende forening Arkitekturoprøret har kåret Danmark dårligste kommune til bevaring, Danmarks værste nybyggeri og Danmarks bedste nybyggeri. Foreningen, der oprindeligt er opstået i Sverige, er en reaktion mod de visuelle forringelser af vores byer.

Lilli Gyldenkildes Torv i Horsens

 

Som den dårligste kommune til bybevaring tager Aarhus ganske suverænt topplaceringen. En medvirkende årsag er nok den aktuelle sag, hvor et lokalplanforslag baner vej for højhusbyggeri på hjørnet af Europaplads og Mindegade og et godt stykke ind i karreens historiske bebyggelse. Planens gennemførelse vil medføre nedrivning af flere historiske havnebygninger og fjerne en renæssancebygning, der hører til de ældste i Aarhus.

Planlagt nybyggeri i Aarhus.

Om den tvivlsomme førsteplads skriver Arkitekturoprøret i en pressemeddelelse:

“Der nedrives gamle og bevaringsværdige huse overalt i byen. Ingen anden kommune synes at have en så omfattende nedrivningsaktivitet. Bevaring af kulturarven synes ikke at være en prioritet for kommunalpolitikerne”.

Aarhus vandt suverænt, men Horsens og København kom ind på de efterfølgende pladser.

Nybyggeri – fra en yderlighed til en anden

Lille Gyldenkildes Plads, netop i Horsens, fik prisen som det dårligste nybyggeri i tæt konkurrence med Søtorvet i Silkeborg. Byggeriet på Lilli Gyldenkildes Plads er  tegnet af Arkitema Architects for Casa og bygherrer er Lejerbo og AP Pension.

 

Kullinggade i Svendborg vandt som bedste nybyggeri.

Endelig vandt nybyggeriet Kullinggade 5-7 i Svendborg i kategorien bedste nybyggeri. Om dette rækkehusbyggeri i klassisk stil siger Jep Loft, formand for Arkitekturoprøret, bl.a.:

“Husene i Kullinggade 3-7 indpasser sig efter omgivelserne. Dermed kommer de til at indgå i en større helhed og er med til at skabe et bymiljø. De giver noget tilbage til omgivelserne. Det adskiller dem fra næsten alt det moderne byggeri, der er kommet på landets havne gennem de seneste 20 år; det tager fra omgivelserne uden at give noget igen, og forringer dermed havnemiljøerne. Derfor er husene i Svendborg bemærkelsesværdige. For nogle år siden så vi i Strandgade i Kerteminde et lignende eksempel på nybyggeri, der indpasser sig og skaber et godt miljø på et sårbart sted i byen.”

Læs mere hos Arkitekturoprøret