Taget bliver ofte kaldt husets femte facade. Og med god grund. Tagets form, hældning, materialer, kviste, skorstene og mødet med facaden har afgørende betydning for den måde, vi oplever en bygning på.
For nogle år siden udviklede det daværende Bygningskultur Danmark med støtte fra bl.a. Grundejernes Investeringsfond et omfattende undervisningsmateriale om netop taget. Materialet blev udarbejdet af restaureringsarkitekt Jeanne Brüel, som led i et kompetenceløft på mureruddannelsen og blev indarbejdet i uddannelsens undervisningsplaner.
Bygningskultur Danmark er siden blevet nedlagt, men materialet fortjener efter vores mening ikke at forsvinde med organisationen.
For her er masser at blive klogere på – også hvis man ikke er under uddannelse som murer.
Materialet tager læseren med gennem tagets historie og betydning for arkitekturen og fortæller om de forskellige tagformer, konstruktioner og materialer. Du kan blandt andet blive klogere på saddeltage, valmede tage, mansardtage, københavnertage og flade tage – og på, hvorfor forskellige perioder i arkitekturhistorien har haft vidt forskellige idealer for, hvordan et tag skulle se ud.
Der er også en grundig introduktion til tagets mange fagudtryk og detaljer: Hvad er en grat, en kel og en skalk? Hvad betyder understrygning og forskælling? Og hvilken betydning har gavle, gesimser, skorstene og brandkamme for både konstruktionen og husets arkitektoniske helhed?
Ikke mindst giver materialet et godt indblik i sammenhængen mellem arkitektur, materialer og håndværk. Et nyt tag handler nemlig ikke bare om at holde regnen ude. Valget af tagmateriale, taghældning og udførelse kan enten understøtte et ældre hus’ arkitektur – eller ændre det markant.
Det er netop den forståelse for helheden, som fortsat gør materialet interessant.
Vi ved ikke, i hvilket omfang materialet i dag anvendes aktivt i undervisningen på landets mureruddannelser. Men indholdet står fortsat som et interessant stykke fagligt undervisningsmateriale – og som en god introduktion for alle, der ejer, arbejder med eller bare holder af historiske huse.
Har du lyst til at blive klogere på husets femte facade, kan du læse undervisningsmaterialet om taget her.
Bemærk, at materialet er udarbejdet i 2017. Regler, myndighedshenvisninger og enkelte byggetekniske anbefalinger kan derfor have ændret sig siden udgivelsen.
