Unge arkitekter kan styrke kommunerne

Flere kommuner har svært ved at tiltrække arkitekter. Derfor skal en ny kampagne med titlen ”Planer for fremtiden” gøre unge arkitekter opmærksomme på de mange spændende opgaver, man arbejder med som arkitekt i kommunerne. Bag kampagnen står Arkitektforeningen, Dansk Byplanlaboratorium, Forbundet Arkitekter og Designere samt arkitektskolerne i Aarhus og København.

Andreas Munksgaard Weir er rykket fra Nørrebro til Bogø som planlægger i Vordingborg Kommune.

Traditionelt set har arkitekter siddet med ved roret i kommunernes planafdelinger på grund af deres evne til at tænke i helheder og sikre en bæredygtig udvikling af byggerier, byrum og landskaber, der passer ind i området og respekterer stedets ånd. Og dét er der både brug for i de kommuner, hvor udviklingen går stærkt og nye byggerier skyder frem overalt, og ligeledes der hvor der er behov for at sætte en udvikling i gang.

Alligevel er der ikke ret mange af de unge og nyuddannede arkitekter, der orienterer sig mod kommunal planlægning og forvaltning. Det ærgrer Arkitektforeningens direktør Lars Autrup:

Mange unge arkitekter ser ikke et arbejde i det offentlige som kreativt og udviklende. Men som arkitekt i det kommunale har man mulighed for, at få stor indflydelse på udvikling eller omdannelse af hele områder, eller hvordan kommunens nye kulturhus skal indpasses i byen. Man er med til at sætte de overordnede rammer, som sikrer, at det bliver et smukt, sundt, bæredygtigt og funktionelt byggeri, som forholder sig til stedets kvaliteter. Og der kan arkitekten virkelig gøre en forskel.

Øget interesse for by- og landskabsudvikling blandt arkitektstuderende

På skolerne mærker de en øget interesse for by- og landskabsudvikling fra de studerende:

“De arkitektstuderende er i disse år drevet af et samfundsmæssigt engagement og lysten til at arbejde tværfagligt. Og vi mærker en stigende interesse hos de studerende, som netop ser kommunerne som en mulighed for både at udøve deres faglighed og være med til at påvirke de store dagsordener. Men vi ønsker, at endnu flere arkitektstuderende og yngre arkitekter får øjnene op for kommunernes øgede fokus på by- og landskabsudvikling, hvor miljø og social bæredygtighed er i fokus sammen med arkitektonisk kvalitet”, lyder det samstemmende fra prorektor på Arkitektskolen Aarhus, Kristine Leth Juul og dekan for arkitektur på Det Kongelige Akademi, Jakob Brandtberg Knudsen.

Om Kampagnen

Kampagnen ’Planer for fremtiden’ kører frem til marts 2021. Kampagnen udvikles løbende med fortællinger fra arkitekter, der arbejder med planlægning i hele Danmark.

Læs mere om kampagnen og find seks portrætter af unge arkitekter, der arbejder i henholdsvis Brøndby -, Næstved -, Odense-, Vejle-, Vordingborg -, og Københavns kommune på www.planerforfremtiden.dk.