Aarhus Hovedbanegård fra 1929 er et hovedværk i nyklassicismen, tegnet af DSB’s overarkitekt K.T. Seest. I det indre er forhallen og vandrehallen velbevarede og prydede med originale PH-lamper, der var sidste skrig, da de blev sat op (lampen blev designet i 1925).
Bygningskultur Danmark har dokumenteret bygningens kvaliteter i én af filmene om de danske stilperioder:
Men nu skal vandrehallen efter alt at dømme rives ned. Elektrificeringen af jernbanestrækningen Fredericia-Aalborg betyder nemlig, at enten skal sporene på Aarhus H sænkes, eller også skal arkaden hen over sporene rives ned.
Og et flertal i Aarhus Byråd vedtog den 7. december et høringssvar, som åbner for nedrivning af den bevaringsværdige vandrehal.
Den attitude mødes med skepsis af lokale sagkyndige inden for kulturarv: “Vandrehallen er opført i sammen formsprog og i samme høje kvalitet og bevaringsværdi som ankomsthallen fra 1929. Så hvis man river vandrehallen ned ødelægger man hele komplekset. Det er uopretteligt, så man skal virkelig tænke sig godt om”, udtaler Anneken Appel, der er medlem af Lokalt Kulturmiljøråd og museumsinspektør i Den Gamle By.
Læs artiklen “Byråd: Riv bare bro og vandrehal ned” i Århus Stiftstidende
Læs artiklen “Eksperter: Uoprettelig skade at rive vandrehal og broarkade ned” i Århus Stiftstidende