Dagen begyndte med kaffe og morgenbrød i festsalen, hvor Herlufsholms adm. direktør, Tim Petersen, bød velkommen og gav et spændende indblik i arbejdet med at bevare skolens fredede og bevaringsværdige bygninger.
Herefter fulgte selve generalforsamlingen med beretning, regnskab, budget og valg. Vi glæder os over at kunne byde velkommen til Anni Haahr Henriksen som nyt medlem af bestyrelsen, og samtidig takke Peter Thunbo, Henrik Uldall Borch og Jacob de Neergaard for at fortsætte deres store indsats gennem genvalg.
Efter en kort pause gav Paul Mollerup, formand for Kulturministeriets ekspertgruppe, et inspirerende oplæg om anbefalingerne til en forenkling af reglerne på bygningsfredningsområdet – et tema, som fylder meget i Historiske Huses politiske arbejde.
Frokosten i Forstanderlejligheden gav anledning til gode samtaler og netværk på tværs, inden eftermiddagen bød på rundvisning i Herlufsholms historiske rammer. Her fortalte lektor Niels Christian Koefoed om skolens lange historie, og sammen med Tim Petersen viste han deltagerne rundt i både festsalen, skolens bygninger og de omkringliggende anlæg.
Vi takker endnu engang alle, der deltog, og ser frem til at fortsætte det vigtige arbejde for de historiske huse sammen med jer.