I Brabrand uden for Aarhus ligger det almennyttige boligbyggeri Søvangen. Den markante boligbebyggelse er tegnet af Aarhus-arkitekten Knud Blach Petersen og opført af dygtige håndværkere i gode, holdbare materialer. Velindrettede lejligheder og rækkehuse i nærhed til skov og med udsigt over Brabrand Sø er nogle af de elementer, som gjorde Søvangen banebrydende, da bebyggelsen stod færdig i 1959. Med sine 444 boliger gav boligbebyggelsen lokale arbejderfamilier adgang til lys, luft og gode rammer og herved bidrog Aarhus til udviklingen af det, der i dag betragtes som noget af det bedste moderne forstadsarkitektur, vi kan præstere i Danmark.
Mogens A. Morgen, professor og formand for dommerkomitéen bag udvælgelsen af periodens 21 mest toneangivende boligbebyggelser siger: ”Søvangen demonstrerer, at udviklingen af forstæderne på ingen måde kun var et københavnerfænomen. Bebyggelsen er et godt eksempel på tanken om at skabe et godt byggeri for alle og på hvordan de almene boligselskaber førte an i denne indsats. ”
Bebyggelsen er en af de toneangivende blandt de talrige murede boligbebyggelser, som blev opført overalt i landet i 1940’erne og 1950’erne. En periode, hvor danske arkitekter høstede international anerkendelse for gode, humanistiske boligbebyggelser til den almindelige borger. Lige som Hans Brogesparken og Uffesvej i Viby, også ved Aarhus, afspejler Søvangen idealer i tiden om demokrati og fællesskab. I fælleshuse og klublokaler af høj kvalitet kunne foreningsliv og familiefester udfolde sig, og den omgivende park og butikstorvet gav beboerne rige muligheder for at mødes. På den måde blev det gode hverdagsliv og fællesskabet en vigtig brik i det egentlige formål, som periodens bebyggelser har til fælles: Opbygningen af velfærdsstaten.
På seminaret vil en række fremtrædende eksperter giver deres input til, hvorfor perioden er en af de vigtigste i nyere dansk arkitekturhistorie, og hvordan den kan fremtidssikres. Som noget særligt vil seminaret have et særskilt fokus på bebyggelsernes butikker og torvedannelser. Hør bl.a. professor Mogens A. Morgen, Arkitektskolen Aarhus, Anne Mette Exner, Exner Arkitektur, Claus Bech-Danielsen, SBi/AAU, Ellen Braae, professor, Københavns Universitet m.fl. En række workshops giver mulighed for at du kan byde ind med dine input.
Seminaret gennemføres i forbindelse med åbning af udstillingen ’Søvangen: Boliger til Folket!’, som Aarhus Kommune, Brabrand Boligforening og kampagnen gennemfører i fællesskab. Med afsæt i Søvangen i Brabrand hylder udstillingen fællesskabet, hverdagen og livet i forstaden i en folkelig og kulturel form. Udstillingen kan opleves på DOKK1 til og med den 18. april.
For tilmelding til seminar og udstillingsåbning kontakt Dansk Bygningsarv på nmr@bygningsarv.dk, tlf. 33 33 99 10 inden mandag den 28. marts.
Kilde: Bygningskultur og Bevaringsværdier, 1940’erne og 1950’ernes murede boligbebyggelser, Realdania, 2015.