Renæssancehus bliver til heksemuseum i Ribe

 

undefined

Heksemuseet skal indrettes i det gamle renæssancehus til venstre i billedet. I de trekantede sorte træknægte blev der i samtiden skåret et kors for netop at skåne huset mod hekse og andet ondt.

Heksemuseet er en del af Sydvestjyske Museers samlede plan for hele den karré, Quedens Gaard, som museet ejer i hjertet af Ribe. Museumsdirektør Flemming Just fortæller, at det har været meget oplagt at ville skabe et heksemuseum i netop Ribe.

Med Maren Spliid har vi Danmarks mest kendte ’heks’ i Ribe, og vi har nogle meget omfattende, samtidige beskrivelser af trolddomsprocesserne. Samtidig har vi et fantastisk spændende og lidt uhyggeligt renæssancehus fra 1580, som vil være en perfekt ramme for heksemuseet.
Trolddomsforfølgelserne foregik over det meste af Europa i 15- og 1600-tallet. Museet vil derfor få en klar international orientering, så det også er vedkommende for de mange udenlandske besøgende. Desuden rummer historierne uanede muligheder for at perspektivere til nutiden og for at skabe interessant læring for børn og unge.

Flemming Just oplyser, at renoveringen af det gamle fredede hus samt opbygningen af udstillinger i tre etager samlet vil koste omkring en halv snes millioner plus moms.

Kontaktinfo:
Mette Marcus, Bikubenfonden, tlf. 3377 9399
Flemming Just, Sydvestjyske Museer, tlf. 2935 8512