..Og andre smukke købstæder

15 købstæder var med i konkurrencen om at blive Danmarks Smukkeste Købstad. Men flere andre byer har fine og velbevarede historiske bymiljøer. Her kan du læse om nogle af dem.

15 købstæder var med i konkurrencen om at blive Danmarks Smukkeste Købstad. Men flere andre byer har fine og velbevarede historiske bymiljøer. Her kan du læse om nogle af dem.

Assens

Assens ved Lillebælt opnåede rettigheder som Købstad i 1524. Byen var indtil der kom en bro over Lillebælt en vigtig færgeby og bl.a. Postgården fra 1704 og andre gamle bygninger vidner om byens betydning før opførslen af Den Gamle Lillebæltsbro i 1935.

Bogense

Bogenses gamle købstadsmiljø med velbevarede købmandsgårde, torve og pladser gør den til en af de fineste byer i landet. Byens klare struktur med sammenbyggede facader og de oprindelige gadeforløb og de mange ældre huse er underlagt en bevarende lokalplan, der skal beskytte den historiske bymidte med karreerne omkring Adelgade, Østergade, Sct. Annagade, Torvegade, Torvet og Jernbanegade.

Haderslev

En restaurerende sanering af Haderslev har ført til at byen byder på et fint kulturarvsmiljø med huse helt tilbage fra 1400-tallet. En brand i bymidten i 1962 førte til planer om opførsel af et nyt supermarked. Der opstod en folkelig protest mod dette og i stedet valgte man at restaurere det nedbrændte byhus – en restaurering der ændrede agendaen i byen og satte fokus på bevaring af mange af de århundreder gamle byhuse.

Køge

Køge, der fik købstadsrettigheder i 1288, blev i løbet af middelalderen en vigtig handelsby. I dag er Køge en moderne by omkranset af motorvejsforbindelser, men alligevel har byen formået at bevare mange gamle byhuse og særligt omkring Køge Torv er der mange fine ældre borgerhuse ligesom man her finder Køge Rådhus fra 1550 og Kong Hans’ Gård fra 1634. Alene i den centrale Kirkegade er der 16 fredede byhuse.

Ringkøbing

Ringkøbing er rig på historiske bygninger og atmosfæriske brolagte gader og stræder. I de hyggelige gader, der udgør det middelalderlige byplan, er de lave bygninger smukke eksempler på vestjysk byggeskik i 1800-tallet, ligesom mange af gaderne lige uden for bykernen er meget fine eksempler på Landsforeningen Bedre Byggeskiks indflydelse i begyndelsen af 1900-tallet.

Rudkøbing

Langelands største by er meget velbevaret med flere fredede byhuse og det centrale torv, Gåsetorvet, tiltrækker hver sommer turister fra hele Danmark. Rudkøbing Kirke er med sit karakteristiske ottekantede kobberbelagte spir byens vartegn.

Stege

Stege på Møn blev købstad under Erik den 5. Klipping i 1268. Grundplanen er helt tilbage fra middelalderen og den ene af de tre byporte i det gamle fæstningsanlæg, Mølleporten, står stadig. På torvet er flere fredede bygninger, bl.a. Kammerrådgården fra 1770’erne, apoteket fra 1799 mens det gamle rådhus er bygget i 1854 efter tegninger af M.G.B. Bindesbøll. Alene på den centrale Storegade er der 12 fredede bygninger.

Viborg

I det centrale Viborg er middelalderbyens gadestruktur og de mange pladser og torve fra dengang forholdsvis velbevarede. På grund af en voldsom brand i byen i 1726 er bygningsmassen overvejende fra tiden efter branden og der er rigtig mange bevaringsværdige bygninger fra 1800-tallet.  Den navnkundige restaureringsarkitekt Erik Einar Holm var i 1972 med til at udarbejde en bevaringsplan for byen som stadig anvendes.